Bent Fabricius-Bjerre bliver hyldet af nære musikalske venner i DR Koncerthuset

28. og 29. august 2021 klokken 20.00: Musikere, der arbejdede sammen med Bent Fabricius-Bjerre, giver nu koncert med nogle af mange kendte og elskede melodier.

Bent Fabricius-Bjerre ses her fra det såkaldte ’Kanon-show’ i 2006. Foto: Ulla Voigt. (Foto: Ulla Voigt)

I sommeren 2020 døde den danske komponist og pianist Bent Fabricius-Bjerre og efterlod sig et bagkatalog, som har opnået status som folkeeje hos flere generationer allerede. Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år og nåede i sin levetid at komme omkring film, tv-serier og jingler, og i 1962 vandt han sågar en Grammy for ’Alley Cat.

Nu bliver der mulighed for at opleve en hyldest til Bent Fabricius-Bjerre og hans lange virke, når nære musikalske venner såsom Eddie Skoller, Trine Pallesen, Mathias Heise og strygekvartetten LiveStrings spiller de største af komponistens folkekære melodier i DR Koncerthuset.

Til koncerterne kan man opleve musik fra Bent Fabricius-Bjerres lange og indholdsrige virke – der bliver både plads til de mest kendte og elskede melodier, men også til de mere ukendte skatte. ’Forelsket i København’, ’Norwegian Sunset (Bjergkøbing Grandprix)’, ’Olsen-Banden’, ’Matador’, ’Blinkende Lygter’, ’Alley Cat’ med flere. Listen er lang.

På scenen kan man opleve:

  • Eddie Skoller: Bent Fabricius-Bjerres gode ven, som vil synge numre live og fortælle historier om deres livslange venskab

  • Trine Pallesen: Har turneret med Bent Fabricius-Bjerre og orkestret ’De Græd’ siden 2009. Trine Pallesen synger selv sange og sørger for at binde det hele sammen med små historier fra deres mangeårige musikalske venskab.

  • Mathias Heise: Mundharpespiller, der betragtes som et af de største danske jazz-talenter herhjemme med blandt andet titlen som verdensmester i 2013. Spillede senest med Bent Fabricius-Bjerre og LiveStrings til de sidste offentlige koncerter nogensinde i både 2018 og 2019.

  • LiveStrings: strygekvartetten, der sammen med Bent Fabricius-Bjerre udgav det anmelderroste album ’Natsværmeri’ (2018), som indeholder de største af Bent Fabricius-Bjerres melodier, herunder ’Forelsket i København’, ’Norwegian Sunset’, ’Matador’, ’Blinkende Lygter’ m.fl. Sammen spillede de en række udsolgte koncerter i koncertsale landet over i 2018 og 2019.

  • Nicolai Kornerup: Pianist, producer og komponist, som arbejdede med Bent Fabricius-Bjerre op til hans død med albummet ’Natsværmeri’ og filmen ’Kollision’.

  • David Springborg: Guitarist fra orkestret ’De Græd’, som er det charmende lille orkester, Bent Fabricius-Bjerre tog med på landevejen, da han i 90’erne for alvor tog flyglet under armen og begyndte at spille koncerter.

Billetterne er tilgængelige via drkoncerthuset.dk.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter