Bobby McFerrin vender tilbage til DR Koncerthuset

12. november klokken 20.00 i Koncertsalen: A cappella-mesteren vender tilbage til Koncertsalen igen. Han besøgte sidst stedet i 2018.

Bobby McFerrin er nok allermest kendt for sangen ’Don’t Worry, Be Happy’, der blev nummer 1 på den amerikanske hitliste. (Foto: Carol Friedman)

Både unge og gamle kan synge med på verdenshittet ’Don’t Worry – Be Happy’, som Bobby McFerrin står bag. Sangen blev den første a capella sang nogensinde til at nå nummer et på Billboard 100. Siden da har Bobby McFerrin føjet en perlerække af udgivelser til sin diskografi, hvoraf det seneste ’Spirityouall’ udkom i 2013.

Da den 10-dobbelte grammyvinder besøgte Danmark i 2018, leverede han en medrivende og anmelderrost koncert for fuldt hus i Koncertsalen. Til efteråret vender manden med den mesterlige vokal tilbage i Koncertsalen og publikum kan godt begynde at glæde sig.

I mere end tre årtier har Bobby McFerrin brudt musikalske grænser og udvisket forskellen mellem pop og kunst. Han har indtaget verdens fineste koncertsale barfodet og vundet hjerter med sine vokaleksperimenter, samt inspireret nye generationer af a cappella-sangere og beatboxere. Han har gennem karrieren kontinuerligt imponeret med sine innovative musikalske evner, spontant skabt et kor på 60.000 mennesker og samarbejdet med kunstnere som Chick Corea, Yo-Yo Ma og Wienerfilharmonikerne.

Fem stjerner sidst

Første gang, Gaffa hørte Bobby McFerrin. var ved seneste koncert i DR Koncerthuset, hvor de anmeldte oplevelsen til fem ud af seks stjerner og supplerede med ordene: - Bobby McFerrin er en fremragende sanger med et absolut gehør og et enestående stemmepotentiale. Han er den ypperste human beatbox, man kan forestille sig.

Som altid med Bobby McFerrin, venter der en musikoplevelse ud over det sædvanlige, når den garvede kunstner møder publikum i Koncertsalen til efteråret. Billetsalget er gået i gang på dr.dk/koncerthuset.

Facebook
Twitter