’Cannabismanden fra Holbæk’ på DR2

12. december kl. 21.30 på DR2: Flere patienter oplever, at medicinsk cannabis har positiv effekt på smerter og kvalme. DR2 følger Claus 'Moffe' Nielsens ulovlige produktion og salg af medicinsk cannabis.

Dokumentarfilmen Cannabismanden fra Holbæk følger Claus "Moffe" Nielsen, der i flere år, ulovligt, har produceret og solgt cannbaisolie til syge mennesker fra hjemmesiden moffes.com, og frem til hans pludselige anholdelse. (Foto: Metronome Productions A/S © Type 2)

Flere patienter oplever, at medicinsk cannabis har positiv effekt på smerter og kvalme. Siden årsskiftet har det været muligt for patienter at få en recept på medicinsk cannabis, hvis lægen tager det fulde ansvar for behandlingen. Og som et forsøg har Folketinget besluttet, at bestemte patient-grupper fra år 2018 skal have lettere adgang til medicinsk cannabis.

Men hvad er konsekvenserne, hvis man tager sagen i egen hånd og producerer og sælger medicinsk cannabis udenom myndighederne, fordi efterspørgslen blandt smertepatienter er stærkt stigende? Det ser DR2 nærmere på i dokumentaren ’Cannabismanden fra Holbæk’, der sendes mandag den 12. december klokken 21.30.

I 2013 fik Claus ’Moffe’ Nielsen og Louise Nielsens ældste datter konstateret kræft. Datteren havde under sygdomsforløbet stor glæde af medicinsk cannabis, der fjernede kvalmen og dermed hjalp hende med at holde vægten. Trods et hårdt sygdomsforløb er datteren i dag erklæret rask. Med udgangspunkt i datterens positive erfaringer med medicinsk cannabis, begyndte Claus ’Moffe’ i 2014 at fremstille og sælge cannabis-olie – også selvom han godt vidste, at det var ulovligt.

Et smertelindrende lovbrud

"Med dokumentaren ’Cannabismanden’ fra Holbæk’ følger vi på tæt hold det dilemma en mand står i, når han på den ene side er overbevist om, at han kan hjælpe patienter med at komme tåleligt igennem deres sygdom, men på den anden side er nødt til at bryde loven for at drive sin forretning. I det brede perspektiv rejser programmet en diskussion om, hvem der må producere medicinsk cannabis, hvem der skal have adgang til det og hvordan kontrollen med medicinsk cannabis skal foregå," siger redaktør i DR Medier Erling Groth.

Med friheden som indsats

På trods af at både ’Moffes’ hustru og hans børn gentagne gange har konfronteret ham med, at hans forretninger er ulovlige, og at han risikerer sin frihed, så fortsætter ’Moffe’ sit virke. Til daglig er han tagtækker, men ved siden af sit almindelige job, driver han en større produktion af medicinsk cannabis med laboratorie på Sjælland. Midt under optagelserne bliver ’Moffes’ ulovlige forretning opdaget, og ægteparret bliver varetægtsfængslet i over 50 dage. Og børnene må klare sig selv – helt uden deres forældre ved sin side.

Omsorgsfuld familiefar eller benhård forretningsmand

"Hvad er det, der gør, at en familiefar bevidst bryder loven med udsigt til 10 år i fængsel? Er det idealisme og omsorg for sine medmennesker eller er det pengene og muligheden for at forsøde tilværelsen, der er motivationen? Det er nogle af de spørgsmål, dokumentaren dykker ned i," siger Erling Groth.

Claus 'Moffe' Nielsen og hans kone er begge sigtet i henhold til straffelovens paragraf 191 for at have solgt og fremstillet cannabisolie og kakaobønner - en paragraf der kan give op til 10 års fængsel.

’Cannabismanden fra Holbæk’ sendes mandag den 12. december klokken 21.30 på DR2 - en film af Svante Karlshøj Ipsen.

FacebookTwitter