Er Trump leder af en højreradikal revolution, der vil opløse staten og undergrave demokratiet? Eller er han tværtimod manden, der lytter til folket, rydder op i Washington og sætter den gamle elite fra magten?
Clement Kjersgaard søgte svarene over fem dage i USA - på en rejse, hvor seerne møder Trumps dedikerede kernevælgere i Pennsylvania og eksperter fra både højre- og venstrefløjen i New York og Washington.
"Sidste år rystede Trump det politiske landskab. Han tvinger amerikanerne i alle lejre til at genoverveje, hvorfor de mener, hvad de mener", siger Clement Kjersgaard, der tidligere har dækket USA for DR - blandt andet i udsendelserne ’Clement i Amerika’ og under den seneste valgkamp.
Lære spillereglerne
"Spørgsmålet er, om han nu er i fuld gang med at lære spillereglerne, for langsomt men sikkert at nå de resultater, han har stillet vælgerne i udsigt," siger Clement Kjersgaard.
I ’Clement i Trumps USA’ møder Clement Kjersgaard Pulitzervinderen Charles Krauthammer, kvinden bag radio/tv-programmet 'Democracy Now', Amy Goodman, redaktør på Foreign Affairs, Gideon Rose, og forfatter og ph.d. Norman Finkelstein. De giver alle deres vurdering af præsident Trumps første 100 dages regeringstid.
'Clement i Trumps USA' sendes søndag den 30. april klokken 21.00 på DR2 i forlængelse af den amerikanske dokumentar ’Trumps vej til det Hvide Hus’. Programmet blev optaget i midten af april måned.