'Danskerbingo' er P3’s nye formiddagsprogram

Fra 19. juni kl. 9.03 på P3: P3’s sædvanlige lørdagsprogram ’Danskerbingo’ rykker ind i hverdagsfladen og bliver det nye faste formiddagsprogram på alle hverdage.

Fra på mandag sender Andreas Kousholt og Jacob Weil 'Danskerbingo' på alle hverdage fra 9.00 til 12.00 på P3. (Foto: Petra Kleis)

'Danskerbingo' er bygget på en simpel idé: Alle danskere har mindst én god historie at fortælle, og vi skal høre dem allesammen i radioen!

Jagten på danskernes anekdoter startede i 2016, da 'Danskerbingo' med værterne Andreas Kousholt og Jacob Weil var sommerferieafløsere på P3, og fra årsskiftet blev 'Danskerbingo' et fast formiddagsprogram om lørdagen.

Radiofoniske toastmastere, der formidler lytternes gode historier

I den periode har 'Danskerbingo' fundet frem til historier om alt mellem himmel og jord. Både sensationelle beretninger om slagsmål med bjørne og overlevede flystyrt - og mere personlige fortællinger om at skjule sin depression eller om endelig at være kræftfri.

"I virkeligheden er Jacob og jeg bare en slags radiofoniske toastmastere. Lytterne er stjernerne i vores program, og det er vidunderligt og ærlig talt ret overvældende hvor mange sjove, skøre, vanvittige og rørende historier de modige P3-lyttere har på lager," fortæller Andreas Kousholt.

Værter, der holder af hverdagen

Når 'Danskerbingo' på mandag indtager hverdagene på P3, er det både med stor begejstring og stor spænding hos værterne:

"Det har været virkelig sjovt at sende om lørdagen, men det skal ikke være en hemmelighed, at vi forelskede os i hverdagen, da vi startede som formiddagsafløsere sidste sommer. Det bliver fantastisk at sende som det nye formiddagsprogram - sammen med det smukke hav af P3-lyttere. Og vi er fuldstændigt skøre i hovedet af spænding," fortæller Jacob Weil.

  • Danskerbingo på P3 - alle hverdage fra klokken 9.03-12.00 fra 19. juni

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve