’Den Nye Stil’ fortsætter fejringen af dansk rap med liveshow i DR Koncerthuset

27. december i Koncertsalen: Værten Pelle Peter Jensen og en række ikoniske rappere omdanner Koncertsalen til en fejring af dansk rap.

Pelle Peter Jensen er vært for ’Den nye stil’ live den 27. december i Koncertsalen. (Foto: Petra Kleis)

En af de senere års mest hyldede og populære podcastserier ’Den Nye Stil’ bliver nu til en kæmpe fejring af dansk rap i DR Koncerthuset.

Helt konkret omdanner P3-podcasten 27. december Koncertsalen til et univers, hvor værten Pelle Peter Jensen og et hold af podcastseriens ikoniske rappere omdanner Koncertsalen til et univers af dansk hiphops største historier foldet ud som fortællinger og livemusik.

Dermed er der mulighed for at komme til at høre historierne bag nogle af de største navne og hits samt mulighed for at feste med til dem, når de fremføres live til det helt store show.

Ligesom man i podcastserien møder flere generationer af det danske hiphopeventyr – fra de første helte i midten af 80’erne over 00’ernes maksimalistiske stoddere til nutidens gadedrenge – vil man i løbet af aftenen opleve stjerner og få fortællinger fra flere af dansk raps æraer.

Lydcollager og liveoptræden

Det hele bliver krydret med en række af de gennemførte lydcollager, der har gjort podcasten til den mest prisvindende i landet – og sidst men ikke mindst toppes aftenen med eksplosive liveoptrædener fra nogle af de mest ikoniske navne, der nogensinde har rørt mikrofonen.

Aftenen sluttes af med en gedigen efterfest med DJ’s og endnu flere af de rappere, der kan sætte ild til en sal. Lineup vil bestå af rappere og personligheder fra de seks sæsoner af ’Den Nye Stil’, og det hele bliver også sendt direkte på P3 den 27. december.