'Din historie' på P4

23. april kl. 16.04 på P4: I 'Din Historie' vil P4 - i samarbejde med lytterne - i løbet af 20 uger fortælle historien om os selv og landet, vi bor i.

Den udvikling Danmark har været i gennem og er i, lever i os alle sammen og det er netop, hvad vi håber på, at P4-programmerne vil vise, siger Bente Hansen fra DR P4 Østjylland, der er vært på ”Din historie”. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

”Vi er danmarkshistorien, og nu fortæller vi den sammen”. Med dét udgangspunkt fortæller P4 i løbet af i alt 20 uger historien om os selv, og landet vi bor i. Danskere over hele landet vil i 'Din historie' fortælle deres personlige historier og erindringer fra de seneste 100 år – den ældste er 111 og den yngste 18 år. 'Din historie' får premiere på P4 søndag den 23. april klokken 16.04-18.00.

Vi er alle en del af danmarkshistorien

Rygraden i 'Din historie' er danskerne selv. På tværs af alder, geografi, sociale lag, køn og etnicitet fortæller de alle 40 om deres liv. De er alle sammen blevet interviewet i deres eget hjem, og det er der kommet kuriøse, opsigtsvækkende, tankevækkende, sødmefyldte, skøre, sjove og nostalgiske indslag ud af:

"Den udvikling, Danmark har været igennem og er i, lever i os alle sammen og det er netop, hvad vi håber på, at P4-programmerne vil vise," siger Bente Hansen fra P4 Østjylland, der er vært på 'Din historie'.

Historien bliver fortalt på tværs af generationer

Hvert program har ét emne – for eksempel ”Da vi fik bil”, ”Din mor”, ”Din første forelskelse” eller ”Dit arbejde” og hver gang vil 7-8 forskellige stemmer i alle aldre fortælle deres personlige historier og erindringer:

"Det er vores håb, at programmerne vil betyde, at folk begynder at dele deres egne historier med hinanden. På den måde bliver gamle dage vedkommende for nye ører og unges historier giver måske pludselig mening for ældre," siger Bente Hansen.

'Din historie' på P4 spiller selvfølgelig også den musik, P4-lytterne godt kan lide. Programmet lever også på nettet, hvor man på dr.dk/dinhistorie selv kan bidrage med egne historier og billeder, aflevere sin egen puslespilsbrik til vores fælles danmarkshistorie. Her kan man også se de bidrag, som de medvirkende i radioprogrammerne er kommet med.

Om DRs fokus på danmarkshistorien i 2017

DR sætter fra april og i hele resten af 2017 et markant fokus på danmarkshistorien på alle kanaler med en lang række forskellige tv- og radioprogrammer og en stor indsats på dr.dk. Hele befolkningen bliver inviteret til selv at bidrage med deres danmarkshistorier og blive en del af historieformidlingen.

Det er DRs mest omfattende satsning på formidling af danmarkshistorie nogensinde. DR inviterer også, sammen med en række museer og andre samarbejdspartnere, danskerne til en række arrangementer over hele landet, hvor de kan opleve danmarkshistorien på egen krop – enten ved at hoppe ind i bronzealderen eller i renæssancens heksebrændinger med virtual reality-briller på næsen eller ved at gå på opdagelse i deres nyere, lokale egnshistorie med hjælp fra DRs arkiver fyldt med radio- og tv-klip fra de sidste 90 år.

'Din Historie' – hver søndag klokken 16.04 på P4 fra søndag den 23. april