'Doggystyle' er tilbage

13. oktober på DRTV og 16. oktober kl. 21.30 på DR3: 'Doggystyle' skruer op for kærligheden i sæson 2. Vi er med Asta, kæresten, familien og vennerne på Odden, hvor kærlighed og frigørelse tager nye former i kampen om at ville elskes af verden og hinanden.

  • Asta er nærmest flyttet ind hos Bjarke, men føler sig truet af Bjarkes ekskæreste Maja i den nye sæson. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)
  • I hovedrollen som Asta ses Rosemarie Mosbæk. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)
  • Asta er nærmest flyttet ind hos Bjarke, men føler sig truet af Bjarkes ekskæreste Maja i den nye sæson. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)
  • Asta er nærmest flyttet ind hos Bjarke, men føler sig truet af Bjarkes ekskæreste Maja i den nye sæson. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)
  • I hovedrollen som Asta ses Rosemarie Mosbæk. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)
  • Anna Emma Haudal er hovedforfatter og instruktør på Doggystyle. (Foto: Petra Kleis)
1 / 6

Af Kirsten Baltzer Kahr

Ungdomsserien 'Doggystyle' fik en overvældende modtagelse i 2018, hvor den var blandt de mest streamede serier på DRTV. Nu er serien tilbage med en sæson 2, der får premiere på søndag den 13. oktober på DRTV - og den 16. oktober på DR3.

I 'Doggystyle 2' følger vi Asta, veninden Jose og søsteren Ida lidt tid efter, vi slap dem i første sæson. Asta er forelsket i Bjarke, men bange for at gro fast på Odden. Samtidig er kærligheden truet af en tredje part, nemlig moderen til Bjarkes datter. Jose kæmper med sit destruktive forhold til Niklas og finder sig selv i en livsomvæltende situation, som bringer hende tættere på Asta. Kærligheden er svær og ubeslutsom for dem begge, men venskabet er for evigt, og sammen kan Asta og Jose støtte hinanden - i deres famlen efter kærlighed og selvrespekt. Ved siden af udlever Ida en frigørelsesproces, som udfordrer familiens opfattelse af sig selv og hinanden, men ikke mindst står i skarp kontrast til Astas mangel på handlekraft.

De unge seere tog 'Doggystyle 1' - med undertitlen ’Når livet tager dig bagfra’ - til sig, da de henover ti afsnit á cirka 10 minutter gennemlevede Astas skuespillerdrømme, provinskuller og insta-opdateringer, mens hun måtte lægge storbylivet bag sig og flytte hjem til forældrene i Odsherred.

Hovedforfatter og instruktør Anna Emma Haudal fortæller om den nye sæson:

''Doggystyle 2' lægger op til mere drama, end vi så det i sæson 1. Afsnittene er blevet længere, og det giver mere plads til at udfolde dramaet. Det er min intention, at 'Doggystyle' skal tale ind i en generation, der er påvirket af angsten for at føle sig ligegyldig og drømmen om at høre til. Serien handler om at ville elskes af verden og hinanden, og omdrejningspunktet for de fleste karakterer er at turde give efter for forandring.

'Doggystyle 2' berører også undertemaer som undertrykkelse, køn og seksualitet, når vi følger Astas, Joses og Idas snoede veje i hvert deres forsøg på at ville kærligheden og være tro mod dem selv.

Anna Emma Haudal har både skrevet og instrueret 'Doggystyle'-serien, der er produceret af DR Drama og optaget i Odsherred. I hovedrollen som Asta ses Rosemarie Mosbæk. Derudover medvirker blandt andre Josephine Park (Jose), Sarah Juel Werner (Ida) og Jeppe Ellegaard Marling (Bjarke).

'Doggystyle 2' består af otte afsnit á cirka 20 minutter. Serien får premiere søndag den 13. oktober klpkken 6.00 på DRTV og på DR3 onsdag den 16. oktober klokken 21.30. Herefter vises et afsnit om ugen samme ugedag/tidspunkt på hver platform.

Hovedforfatter og instruktør Anna Emma Haudal

Anna Emma Haudal er opvokset i det - efter eget udsagn - stille, men magiske Odsherred, hvor der er langt imellem husene og plads til at udvikle de bedste og værste sider af sig selv. Drivkraften i hendes forfatterskab kommer fra en søgen efter sandheden om mennesket, og en stor kærlighed til menneskelige mekanikker, følelsesmønstre, fejl og fascinationer.

Karakterer skal have ekstra meget karakter, og hun gider sjældent tale om plots. Anna Emma blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2015 og har siden skrevet og instrueret 'Doggystyle' 1 og 2 (2018/19), kortfilmen 'Sofa' (2016), og været episodeforfatter på 'Theo og Den Magiske Talismand' (2018) samt 'Sjit Happens 5' (2017).

Anna Emma Haudal har modtaget Soundvenues Fremtidspris 2018 og Dramatikernes talentpris 2017. 'Doggystyle' sæson 1 fik to Robert'er for årets korte tv-serie og årets birolle i en tv-serie. I øjeblikket færdiggør Anna Emma 'Doggystyle 2' og arbejder samtidig på sin spillefilmsdebut, der også har en ung hovedkarakter og handler om at turde elske sig selv og hinanden.