DR K fortæller historien om TV-2

26. december kl. 20.00 på DR K: 2. juledag sender DR K historien om TV-2, der er et af Danmarks mest populære bands gennem 40 år. En film om bandet og de sange, som af mange danskere betegner som lydsporet til deres liv

Historien om tv-2 - et af Danmarks mest populære bands gennem 40 år. En film om tv-2 og de sange, som af mange danskere betegnes som lydsporet til deres liv. Sange som har afspejlet tiden, samfundet og vores egne helt almindelige liv. (Foto: © Park Film Cph, Type 2)

TV-2, som fejrer 40 års jubilæum i 2018, har ladet filminstruktør Jørgen Bo Behrensdorff skildre deres historie. Gennem helt nye interviews med bandets medlemmer og folk, de har arbejdet sammen med, får vi et indblik i dét, der gør bandet så unikt. Krydret med arkivklip og musik får vi 40 års danmarkshistorie, fortalt gennem sange vi alle har fået med som lydspor til vore liv. Sange, som vi alle kan synge med på. ’TV-2 – Danmarks lykkeligste band’ sendes på DR K tirsdag den 26. december klokken 20.00.

En musikalsk danmarkshistorie

TV-2 har, med sine skarpe iagttagelser, formået at sætte ord på danskerne, samfundet og samtiden og har på den måde skabt en musikalsk Danmarkshistorie, der lige så gerne beskriver tendenser i tiden, store verdenspolitiske skred, som enkle tanker og refleksioner i en stadig mere krævende hverdag – elementer som på hver sin måde, tegner den danske identitet. For bandet er det alt eller intet, og de fleste beundrer dem for det. Som de selv udtrykker det: ”Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå.”

I filmen bliver TV-2´s danmarkshistorie oprullet, og seerne kommer gradvist tættere på de private dramaer og ofre, som bandets medlemmer har måttet yde i projektet med at skabe sange, der ikke bare "indfanger danskeren", men som samtidig også udfordrer og provokerer vores selvforståelse. Vi går sammen med bandet i deres egne fodspor og opdager ved gensynet, nye aspekter af musikkens tilbagevendende temaer: kærlighed, ensomhed, fælleskab og søgen efter et ståsted.

Fortalt med bandets egne ord

Filmen indeholder bandets observationer og tanker om samfund og samtid. Med egne ord fortæller bandet om tidsånden og de skiftende vilkår og krav til det moderne menneske, som var en afgørende årsag til, at de traf de valg i livet, som førte dem til, hvor de er i dag.

Vi hører om tilblivelsen af deres albums, tidens musikalske påvirkninger og nødvendigheden af at kigge fremad. Fra den tidlige tid som udfordrende og søgende unge, der forsøgte at sætte ord på koldkrigsfirserne, over perioden med satirisk portrættering af yuppiegenerationen og skiftende generationers kønskamp, frem til nuværende status som et af tidens foretrukne festivalbands - med et publikum der tæller alle alders- og samfundsgrupper.

TV-2 åbner med dette portræt døren på klem - ind til livets og karrierens skriveværksted. Det er blevet til en dokumentarfilm, som fortæller historien om et band der på mange måder har leveret sangene til flere generationers opvækst. Med kærlige, satiriske og bevægende tekster og kommentarer til samtiden, har TV-2 været med til at fastholde øjeblikke i de seneste 40 års danmarkshistorie.

’TV-2 – Danmarks lykkeligste band’ sendes på DR K tirsdag den 26. december klokken 20.00