DR VokalEnsemblet og Marcus Creed stiller skarpt på mørket i påsketiden

18. marts kl. 16.00 i Garnisonskirken i København: Som optakt til påsken stiller DR VokalEnsemblet og chefdirigent Marcus Creed skarpt på mørket og dramaet i kirkeårets vigtigste højtid.

DR VokalEnsemblet og chefdirigent Marcus Creed giver koncert i Garnisonskirken søndag 18. marts med passionsmusik af Poulenc, Gesualdo, MacMillan og Brahms. Koncerten kan også opleves i Lunds Domkyrka torsdag 15. marts - og sendes på DR P2 onsdag 28. marts. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

For mange danskere er påsketiden først og fremmest forbundet med hyggelige sammenkomster, fridage fra arbejde og de første, spæde forårsfornemmelser.

Men i virkeligheden dækker påskens helligdage over den mest dramatiske og komplekse fortælling i vores kristne kultur. Og det er netop mørket og det menneskelige drama i påskehistorien, der er i fokus ved DR VokalEnsemblets passionskoncert i Garnisonskirken i København søndag den 18. marts.

Når lyset slukkes

Tre af de fire værker, som man kan opleve til koncerten, bygger på de berømte Tenebrae-tekster, som har inspireret mange komponister gennem tiden. Til de stærke tekster om Jesu lidelse og død knytter sig en gammel, katolsk gudstjenesteform med et særligt ritual, hvor alt lys slukkes, så mørket og lidelsen virkelig kan mærkes.

DR VokalEnsemblets passionskoncert i Garnisonskirken foregår dog i fuldt dagslys, og måske vil der ligefrem være forårssol gennem kirkeruderne, når sangerne opfører de udtryksfulde Tenebrae-værker af den italienske renæssancekomponist Gesualdo di Venosa side om side med to moderne musikalske greb om påskefortællingen, skrevet mere end fire århundreder senere af franskmanden Francis Poulenc og skotske James MacMillan.

Hemmelig messe på CD

I forbindelse med passionskoncerten 18. marts udkommer en ny CD med DR VokalEnsemblet og Marcus Creed, og koret inviterer alle i publikum til at fejre udgivelsen ved en reception i forlængelse af koncerten. Den nye CD med titlen ”Den hemmelige messe” indeholder bl.a. Frank Martins udtryksfulde messe for dobbeltkor og blev indspillet i forbindelse med DR VokalEnsemblets sæsonåbning i september.

Det nye album er seneste tilføjelse til DR VokalEnsemblets imponerende diskografi, som har været med til at etablere korets fornemme, internationale ry. På kun godt 10 år har DR VokalEnsemblets cd-indspilninger for selskabet OUR Recordings vundet en lang række priser og udmærkelser over hele verden, blandt andet den prestigefulde franske kritikerpris 'Diapason d’Or de l’Année', den tyske ECHO Award og to amerikanske Grammy-nomineringer.

Ny sæson og egen serie

Samtidig med, at DR VokalEnsemblet kan fejre udgivelsen af det nye album, har koret netop offentliggjort sit repertoire for koncertsæsonen 2018-19. Her vil publikum kunne opleve en lang række koncerter med musik af blandt andre Arvo Pärt, Jean Sibelius og Max Reger.

Som noget nyt vil man desuden kunne følge DR VokalEnsemblet gennem hele den kommende sæson ved at købe billet til en særlig koncertserie, der byder på en bred vifte af stor kormusik – fra middelalderen helt op til vor tids musik.

Facebook
Twitter