DR VokalEnsemblet præsenterer Englands musikalske kronjuveler ved fire koncerter

DR VokalEnsemblet får besøg af den engelske kordirigent Graham Ross, når de fra 19. april blænder op for fire århundreders kongelige kirkemusikalske skatte i koncerten ’Fra Elizabeth I til Elizabeth II’.

DR Vokalensemblet præsenterer fire århundreders kongelige kirkemusikalske skatte torsdag 19. april i Garnisons Kirke. Derefter kommer turen til tre kirker i Grenå, Viborg og Skælskør. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Renæssancedronningen Elizabeth I og vor tids britiske regent Elizabeth II er to af Englands kendteste og længst siddende monarker. Utallige film, tv-serier og romaner har skildret deres skæbner – fra Oscar-vinderen Elizabeth: The Golden Age til den populære Netflix-serie The Crown.

Fra Elizabeth I til Elizabeth II

Dirigent: Graham Ross
Orgel: Philip Schmidt-Madsen

Musik af bl.a. Thomas Tallis, William Byrd, Orlando Gibbons, Henry Purcell, Benjamin Britten og John Tavener.

Garnisonskirken, København
Torsdag 19. april 2018 kl. 19.30

Sankt Gertruds Kirke, Grenå
Fredag 20. april 2018 kl. 19.30

Søndermarkskirken, Viborg
Lørdag 21. april 2018 15.00

Sankt Nicolai Kirke, Skælskør
Søndag 22. april 2018 kl. 14.00

Når DR VokalEnsemblet blænder op for koncerten Fra Elizabeth I til Elizabeth II i Garnisons Kirke i København, er det dog ikke drama og overdådige kostumer, der er i vente. På programmet er en fornem musikalsk rejse gennem fire århundreder, hvor koret præsenterer en perlerække af de musikalske skatte, som har gjort engelsk kirkemusik kendt og elsket i hele verden.

Fra Elizabeth I til Elizabeth II

Selvom næsten fem århundreder adskiller Elizabeth I og Elizabeth II, har de to dronninger en vigtig ting til fælles. De har nemlig begge stået i spidsen for en kulturel opblomstring i England, som har givet komponister og musikere rige muligheder for at skabe stor og original musik.

Elizabeth I’s 50-årige herredømme i slutningen af 1600-tallet var ikke bare Shakespeares storhedstid, men samtidig en sand guldalder for den engelske kirkemusik. Komponister som William Byrd, Orlando Gibbons og Thomas Tallis nød dronningens gunst, samtidig med, at deres musik var elsket i befolkningen – og deres korværker synges stadig flittigt i Englands mange smukke katedraler, kirker og kapeller.

Ung, glamourøs dronning

Da vor tids Elizabeth II blev kronet som ung, glamourøs dronning i 1950erne håbede englænderne på en ny, elizabethansk tidsalder, der skulle matche den første Elizabeths æra i fremgang, optimisme og kulturel storhed. Og i musikkens verden er alle forhåbninger blevet opfyldt til fulde: under Elizabeth II har musikken fået en ny opblomstring, som kan måle sig med renæssancen.

Komponister som Benjamin Britten, John Tavener og James MacMillan har under Elizabeth II fornyet repertoiret med nye og originale kirkelige værker. Samtidig er korsangen i de engelske kirker og katedraler, og ikke mindst de berømte universitetskor i Oxford og Cambridge, af højere standard end nogensinde, og England er blandt de førende nationer på kormusikkens verdenskort.

Anerkendt kordirigent på afbud

I spidsen for koncerterne med DR VokalEnsemblet står den engelske kordirigent Graham Ross, som er kunstnerisk leder af det anerkendte Clare College Choir i Cambridge. Ross erstatter en anden berømt engelsk dirigent, Stephen Cleobury, som har måttet melde afbud til koncerterne på grund af sygdom, men hans biografi vidner om, at han selv er en fornem repræsentant for den engelske kortradition: Ud over at lede et af Englands hæderkronede universitetskor har han dirigeret ved blandt andet BBC Proms, i Wigmore Hall, på English National Opera og Glyndebourne Opera Festivalen.

Sjældent hørt i Danmark

Også til daglig er DR VokalEnsemblet så at sige i fast forhold med den engelske kortradition. Korets chefdirigent Marcus Creed har musikalske rødder i bl.a. Oxfords universitetskor, mens dets kunstneriske leder Michael Emery har ledet elitekoret BBC Singers i en lang årrække. Michael Emery siger om Elizabeth-koncerterne:

”I DR VokalEnsemblet ser vi meget frem til at præsentere det danske publikum for noget af den smukkeste og mest karakteristiske engelske vokalmusik sammen med en af Storbritanniens fineste korledere. Den engelske kirkemusik – især den fra guldalderen, der begyndte under Elizabeth I – er højt elsket af både publikum og korsangere, og har gennem fem århundreder været opført i både kirker og koncertsale. Alligevel er mange af disse musikalske skatte mindre kendte uden for de britiske øer – og det ser vi frem til at råde bod på med Elizabeth-programmet, som vi opfører ved fire koncerter rundt i hele Danmark.”

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve