DR VokalEnsemblet uropfører ny messe med plads til alle

24. og 28. januar i København og Kalundborg: DR VokalEnsemblet og dirigent Bo Holten uropfører en ny messe af komponisten Peter Bruun, som giver plads til alle, der føler sig troende - også selvom det ikke er i konventionel, kristen forstand.

DR VokalEnsemblet består af 18 af Danmarks bedste sangere. DR VokalEnsemblets klang er gennemsigtig, lys og ren, og korets præcision er forbundet med en stor dynamik. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Den klassiske musik er fuld af berømte, religiøse korværker, som trækker publikum til koncertsalene i stort tal. Men spørgsmålet er, hvor mange i vores moderne verden, der egentlig lever sig ind i de kristne tekster og dogmer, som ligger til grund for de store komponisters messer, oratorier og passioner?

Ifølge den danske komponist Peter Bruun er tiden inde til en mere rummelig, religiøs kormusik, som afspejler de mange forskellige former og udtryk for tro, som vi kender og praktiserer i dag. Derfor har han skabt en helt ny messe med titlen ”Sange for dem, som tror – Messe for alle” med tekst af den prisbelønnede norske forfatter Terje Dragseth. Messen opføres for første gang i Garnisons Kirke den 24. januar af DR VokalEnsemblet og Bo Holten.

Tro i bredeste forstand

Når Peter Bruuns nye messe bliver uropført, skal publikum og korsangere ikke tygge sig igennem de traditionelle, latinske tekster, som kendes fra værker, som for eksempel Mozarts Requiem og Bachs H-mol-messe. I stedet synger koret en samling nyskrevne vers, der kredser om troen, håbet og lyset i bredeste forstand.

Peter Bruun fortæller selv om den nye messe:

”For mig som komponist er det helt afgørende, at jeg kan forholde mig personligt til de tekster, jeg skriver musik til. Derfor besluttede jeg sammen med Terje Dragseth at nytænke ideen om en messe, så vi i stedet for det rent kristne udgangspunkt åbner op for en mere universel og samtidig mere sanselig tro, som jeg – og forhåbentlig mange andre – langt bedre kan genkende os selv i."

Side om side med katolsk mester

Samtidig med, at der er helt nye takter i Peter Bruuns 'Sange for dem, der tror', kan publikum ved uropførelsen 24. januar se frem til at opleve at opleve messen side om side med et af den klassiske kormusiks tidlige, religiøse mesterværker, nemlig renæssancekomponisten G. P. Palestrinas motet 'Confitebor tibi, Domine' fra 1500-tallet.

”Vi har valgt at opføre Peter Bruuns nye værk sammen med Palestrinas messe, som er skrevet fem århundreder tidligere, af flere grunde,” fortæller DR VokalEnsemblets kunstneriske leder Michael Emery, der fortsætter:

”Dels kaster de to værker fra to vidt forskellige epoker med hver deres trosbegreb et spændende nyt lys på hinanden, når de optræder side om side. Men jeg oplever samtidig, at der er et vist åndsfællesskab mellem de to komponister – selvom der burde være en verden til forskel.”

Afskediget af Paven

At der skulle være fællestræk mellem den 49-årige dansker Peter Bruun og den næsten 500 år ældre italienske renæssancemester, som var komponist ved Det Sixtinske Kapel, forklarer Michael Emery således:

”Peter Bruun er kendt for sin på én gang meget lyriske og sanselige musik, og for sin åbenhed for mange forskellige udtryk og stilarter. Og noget tyder på, at Palestrina måske ikke var helt væsensforskellig, selvom han levede i en helt anden tid. Han blev for eksempel afskediget af paven, fordi han ikke fulgte det strenge dogme om at leve i cølibat – og hans musik, som traditionelt har været set som indbegrebet af katolsk fromhed, er i de senere år blevet opført på en mere rytmisk og dansende facon, som har vist sig at være mere autentisk mod den oprindelige opførelsespraksis.”

Efter uropførelsen af 'Sange for dem, som tror' i Garnisons Kirke i København 24. januar drager DR VokalEnsemblet og Bo Holten til Kalundborg, hvor messen opføres i Nyvangskirken 28. januar.

Facebook
Twitter