DR1 kører ud med 'Sociolancen'

4. april kl. 20.30 på DR1: I fire programmer følger DR 'Sociolancen's medarbejdere, når de møder nogle af de sårbare mennesker, der har brug for omsorg og hjælp til at komme videre.

  • DR følger Sociolancens medarbejdere, når de møder nogle af de sårbare mennesker, der har brug for omsorg og hjælp til at komme videre. (Foto: Mastiff A/S © Type 2)
  • DR følger Sociolancens medarbejdere, når de møder nogle af de sårbare mennesker, der har brug for omsorg og hjælp til at komme videre. (Foto: Mastiff A/S © Type 2)
1 / 2

Siden 2015 har ’Sociolancen’ været en del af gadebilledet i København. Mandskabet rykker ud med en hjælpende hånd til udsatte borgere, der lever et liv på kanten. I fire programmer, ’Når alt andet svigter’ følger DR 'Sociolancen's medarbejdere, når de møder nogle af de sårbare mennesker, der har brug for omsorg og hjælp til at komme videre. Første program sendes den 4. april klokken 20.30 på DR1.

'Sociolancen' er et tilbud til socialt udsatte borgere i Københavns Kommune og bliver sendt ud i situationer, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, om der er behov for en sundhedsfaglig eller socialfaglig indsats.

DR har fået mulighed for at følge arbejdet ombord på Sociolancen. Mandskabet kører rundt i København og laver opsøgende arbejde – samtidig med, at de kan blive kaldt ud til en konkret sag. Det er Region Hovedstadens 1-1-2 AMK-Vagtcentral, som vurderer, om der er brug for 'Sociolancen' eller en ambulance.

Brænder for at hjælpe udsatte

René og Simon arbejder på 'Sociolancen' og brænder begge for at gøre en forskel. De rykker ud med 'Sociolancen', når politi og almindelig ambulance ikke har det rette tilbud til hjemløse og udsatte borgere i Københavns Kommune. De kan levere en hjælpende varm hånd eller et skub i den rigtige retning til de udsatte borgere og give dem nyt håb. Vi tager med ud i Københavns gader på alle tider af døgnet. Vi møder hjemløse, mennesker der har svært ved at overskue deres eget liv og mennesker, der har brug for et skub ud af misbrug og ind i behandling.

Redaktør for programmet Dorthe Thirstrup fortæller, at seerne får indblik i en verden set fra bænken:

"Programmet giver indsigt i de mennesker, der gemmer sig bag den berusede borger på bænken. Gennem personalets samtaler og deres tid til at lytte til de udsatte mennesker, får vi indsigt i de udsattes historier og deres vilkår, der minder om, at det lige så godt kunne være en af os, der endte på bænken," siger hun.

At gribe en borger

Mandskabet på 'Sociolancen' fortæller at borgerne, som de møder på deres vagter ofte har været inde og ude af hospitaler. Behandlingerne har ikke altid hjulpet – ofte fordi alkoholen har taget over, og at det derfor har været for vanskeligt at behandle borgeren færdig. Det kan være svært for udsatte mennesker at få fat i sig selv, og det er her, at 'Sociolancen' kan gøre en forskel ved at gribe borgeren, når han eller hun er på vej ned og hjælpe dem ud af et misbrug og ind i en behandling. Det kan give de udsatte et nyt mod på livet.

Om Sociolancen

'Sociolancen' er igangsat af Københavns Kommunes Socialforvaltning, Hovedstadens Beredskab og Region Hovedstadens Akutberedskab. 'Sociolancen' er et køretøj. Formålet med 'Sociolancen' er at øge kvaliteten i den opsøgende og forebyggende indsats for socialt udsatte og hjemløse borgere i Københavns Kommune, samt at aflaste det præhospitale beredskab i opgaver, der vurderes at have en mere socialfaglig karakter end en akut sundhedsfaglig karakter.

Kilde: SDU – Statens Institut for Folkesundhed