DR1 ser på ’Din geniale krop’

12. februar kl. 20.45 på DR1: DR går helt ind i kroppen for at se nærmere på, hvordan den udvikler sig gennem menneskets forskellige livsfaser.

Gennem fire programmer går DR helt tæt på - og ind i - vores geniale krop for at blive klogere på, hvordan den udvikler sig gennem menneskets forskellige livsfaser. (Foto: Koncern TV © Type 2)

Vores krop arbejder for os døgnet rundt - fra vi står op, til vi går i seng - og endda mens vi sover. Dens særlige mekanismer sikrer vores udvikling og overlevelse.

Som en del af DRs videnskabssatsning i 2018 ’Viden skaber os’ går DR helt ind i kroppen for at se nærmere på, hvordan den udvikler sig gennem menneskets forskellige livsfaser. Og for at undersøge, hvordan vores moderne livsstil sætter sine spor på vores krop. Se med på DR1 første gang den 12. februar klokken 20.45.

Kroppen er en enestående konstruktion. Hver dag trækker vi vejret 20.000 gange, vores hjerte slår 100.000 gange og vi bekæmper konstant angreb fra milliarder af bakterier. Vi kan handle, tænke og føle med højere kompleksitet end noget andet ”dyr” på jorden. I programrækken 'Din geniale krop' ser DR1 nærmere på menneskekroppens mange mysterier – med fokus på fødslen teenagetiden, voksenlivet og døden.

Kroppen – i et nyt lys

Vi begynder med at dykke ned i den periode, hvor byggestenene til resten af vores liv etableres, nemlig barndommen. Her ser vi på, dannelsen af barnets køn, hjernens stimulering, den motoriske udvikling, påvirkning af immunforsvaret og dannelsen af skelettet.

"Menneskekroppen er fyldt med mysterier, men med hjælp fra ny teknologi er det i dag muligt at løfte sløret for nogle af kroppens overraskende sider. Og med målinger test og eksperimenter kan kroppen udforskes med en helt særlig præcision. Programmerne giver os blandt andet indblik i, hvordan kroppen fungerer - og hvordan den reagerer på vores moderne livsførelse," siger redaktør på DR1 Stine Preem.

Søvn er fundamentet

I den første del af vores liv, sker der en kolossal udvikling af vores krop – herunder en kolossal udvikling af hjernen. Og udviklingen sker også, når vi sover. Søvn er nemlig et vigtigt fundament for kroppens overlevelse – et basalt behov uanset om vi er børn, teenagere eller voksne. Men hvordan påvirker vores moderne livsstil vores søvn? Det ser vi nærmere på i en søvnundersøgelse af Lilly på et år. Vi ser på, hvad der sker i hendes krop mens hun sover, og hvilken indvirkning søvnen har nu, og hvordan den ændrer sig med alderen. Lillys hjerneaktivitet, øjenbevægelser og muskelaktivitet måles og sammenlignes med de søvnbehov, vi har i teenageårene og som voksne.

Bakterier med et dårligt ry

Bakterier har fået et dårligt ry, men uden bakterier kan vi ikke overleve. De har overraskende stor betydning for vores helbred gennem hele livet. Men bylivet er langt mere sterilt end landlivet og eftersom flere og flere mennesker flytter til byerne, ser vi på, hvilken forskel der er på bakteriepåvirkningen i by og på land. Vi tester bysbarnet Sonja fra København og sammenligner med Ylva, der bor på en gård på Fyn.

Samarbejder bringer videnskaben tæt på befolkningen

Som en del af ’Viden skaber os’ samarbejder DR med landets biblioteker og Experimentarium om at udbrede flere sider af videnskab og forlænger dermed danskernes oplevelse af de programmer, de har set eller hørt hos DR. Biblioteker fra hele landet undersøger kroppen indefra og ud med videnskabelige beskyttelsesbriller på. Der bydes blandt andet på interaktive aktiviteter, hvor hele familien opfordres til at eksperimentere, lave sammenligninger og tests af, hvordan ydre faktorer og livsstil kan påvirke menneskekroppen.

I hele uge 7 vil alle besøgende på Experimentarium kunne opleve menneskets centrale livsstadier, fra foster til gammel, når DRs VR-film indtager foyeren. De efterfølgende tre uger, rejser DR og Experimentarium sammen afsted til flere udvalgte biblioteker i landet, og fører kommunens skoleklasser gennem både VR-oplevelser, hjerneøvelser og dissektioner. Alt sammen for at give et videnskabeligt indblik i vores geniale krop.

Program 2 handler om puberteten, hvor vi ser nærmere på hormoner, bumser, følelser, alkohol.

Din geniale krop er en programrække på fire, der sendes første gang den 12. februar på DR1 klokken 20.45

Mere om kroppen

Sideløbende med TV-serien sætter DR fokus på programmets temaer på flere platforme. På dr.dk er der for eksempel interaktive forplantnings- og demensspil, sundhedsmagasinet Recept på P1 sender hver fredag klokken 13-14 og trykprøver myter og antagelser om kroppen i de fire faser, mens teknologiprogrammet Digitalt, som sender hver torsdag klokken 13.30, op mod første program undersøger, hvordan skærmbrug påvirker børn og unges hjerner. Seksualitetsprogrammet Tændt og Hjernekassen har ligeledes fokus på kroppen.