DR3 møder ’Drengene på kanten’

3. oktober kl. 21.00 på DR3: DR3 tegner et portræt af en gruppe unge mænd mellem 18 og 25 år, som er blevet på Lolland, mens kammeraterne er taget på universitetet.

Drengene fra kanten er dem der bliver forladt, når de andre tager på uni. Dem der har lavet lidt for meget drama og alt for få lektier. Men det er slut nu. De skal til at blive voksne! (Foto: Koncern TV- og Filmproduktion A/S © Type 2)

Når unge flytter hjemmefra søger de ofte mod de store byer, hvor koncentrationen af uddannelsestilbud er størst. Men det er langt fra alle, der vælger den vej. DR3 tegner et portræt af en gruppe unge mænd mellem 18 og 25 år, som er blevet på Lolland, mens kammeraterne er taget på universitetet. Ifølge dem selv har de gennem tiden lavet lidt for meget ballade og alt få lektier. Men nu vil de prøve at blive voksne – og seerne bliver inviteret med på den mission - på godt og på ondt.

Leonard, Filip, Dennis, Valdemar og Karim er venner. Eller "bros", som de kalder sig, fordi de føler sig ligeså tæt forbundet, som var de brødre. De har ikke valgt den gængse vej mod en uddannelse i storbyen. Tværtimod har de taget en vej, hvor de balancerer på kanten mellem håb og nederlag samtidig med, at de også higer efter mange af de samme ting som andre unge – opmærksomhed fra forældrene, kæreste, karriere og luksusprodukter.

I fire måneder har DR3 fulgt de unge mænds liv og drømme om fremtiden, både når det er sjovt og fuld af god energi, men også når der opstår bump på vejen.

Ærligt indblik

"’Drengene på kanten’ giver et sjældent indblik i, hvad der optager nogle af de unge, som ikke følger den lige vej gennem skolen, gymnasiet og de højere læreanstalter i storbyerne. I stedet for har de valgt at blive boende i deres hjemby. De har ganske givet ikke opført sig som dukse hele livet og kommer fra svære familiebaggrunde. Men på trods af vanskelige vilkår er ’Drengene på kanten’ en historie om unikke venskaber præget af ærlighed, dynamik og loyalitet mellem en vennegruppe, der vokser op langt væk fra storbyen," siger redaktør i DR Anders Thomsen.

Venskab gennem musikken

Dennis er fortælleren i serien. Han og Karim har været tætteste venner gennem de seneste otte år. Få år tilbage havde de to stor succes med den musikalske duo ’Karim og Angelo’ – blandt andet i TV 2-programmet ’Danmark har talent’. Men midt i den musikalske succes havnede Dennis i kriminalitet og fik fodlænke på i et halvt år. Det har sat duoens arbejde på standby og efter, at fodlænken nu er taget af forsøger han at få duoen tilbage på sporet, så drømmen om en tilværelse som musiker kan blive virkelighed.

Bad boy eller bedsteborger

I programmet fortæller Dennis, at Valdemar på den ene side er en rigtig bad boy og på den anden side drømmer om børn og familie. Heldigvis har Valdemar nu fundet sit livs kærlighed – Shirley. Efter at han har flyttet slagsmålene fra gaden og ind i karate-ringen, er der masser af opbakning fra både kæreste, stedfar og forældre. Valdemar vil nemlig gerne gøre sine forældre stolte i stedet for at give dem flere af de skuffelser, som han tidligere har stået for. Det går dog ikke altid lige nemt for Valdemar og forholdet til Shirley bliver udfordret igen og igen.

Kongen af Q8

Vi møder også Leonard på 20 år som Dennis kalder "Kongen af Q8", fordi han elsker sit arbejde på tanken, og kunderne elsker ham. Og så er der Philip, som Dennis kalder en god dreng. Han går i gymnasiet, er sød til at hjælpe sin mor, og så laver han som den eneste af de fem aldrig ballade. ’Drengene på kanten’ er en dokumentarserie i seks afsnit og sendes første gang den 3. oktober klokken 21.00 på DR3 og de efterfølgende mandage.

Facebook
Twitter