De har alle stået i skyggen af et stort sportshold, og nu er det deres tur til at være midtpunkt.
DR3 tager seerne med på en rejse ind i en verden, hvor kun sejre tæller, hvor konkurrenter bliver fjender, fjender bliver venner, hvor alle kæmper, som gjaldt det livet, og hvor maskotterne for alvor træder ud af deres holds skygge - og selv bliver stjernerne.
Der bliver ikke sparet på kræfterne fra torsdag den 25. februar på DR3, når maskotterne skal dyste i alt fra knallertræs til at fange flest streakere på tid. Discipliner, som er afgørende for, at en maskot bliver en succes på sin egen hjemmebane, og hvor alle kæmper en brav kamp for at bringe titlen og pokalen hjem til deres klub.
Randers SKAL vinde over AGF
Thomas Skov er vært, når otte kampklare klub-maskotter fra hele landet dyster om at blive 'Danmarks bedste maskot’ i DR3-programserien af samme navn. I seks afsnit dyster maskotterne fra Brøndby IF, Aab, AGF, FC Midtjylland, HB Køge, GOG, Randers FC og FOG Næstved om den eftertragtede titel. Ét af holdene har Thomas Skov et særligt forhold til: "Jeg er jo fra Midtjylland, så jeg holder med FC Midtjylland, som er repræsenteret i programmet i skikkelse af Ulven Lupus. Selvom jeg er vært og ikke dommer, er det vigtigt for mig at være neutral over for maskotterne,” siger han og forklarer, at maskotterne kæmper intenst for at vinde:
"Nogle af klubberne har en fortid med hinanden, der gør, at det betyder så meget at vinde. For eksempel SKAL Randers vinde over AGF."
Følelser på spil
Ifølge DR3-redaktør Mads Kromann Andersen er ‘Danmarks bedste maskot’ DR3’s forsøg på at lave et underholdende program, der kan samle seerne om en anderledes konkurrence, som samtidig har en stor betydning for mange mennesker. Og maskotten er vigtig, fordi den er et symbol på klubben, og fordi den er med til at holde gejsten oppe hos klubbens fans.
“Jeg håber, seerne vil synes, det er sjovt at følge med, og at man samtidig får en fornemmelse af, hvor meget det betyder for maskotterne at vinde. Der er følelser på spil, og alvoren er tydelig. Ofte kæmper de ikke bare for en klub, men også for en by eller en hel landsdel," fortæller han.‘Danmarks bedste maskot’ bliver sendt første gang torsdag den 25. februar klokken 21.00 på DR3 og de følgende seks torsdage. Den syvende og sidste udsendelse er et ‘bag om’-program.