DR3 viser bagsiden af influencer-medaljen i den nye programserie ’Fie’

I en ny hudløs ærlig serier følger DR3 internetfænomenet Fie Laursen. Fie er sin generations første og største influencer i Danmark, og hun kan som få andre give et indblik i, hvad det vil sige at leve et digitalt liv på både godt og ondt. I DR3-serien ’Fie’ får vi såvel opturene som nedturene helt uden filter og ser bagsiden af influencermedaljen.

Fie Laursen er sin generations første og største influencer i Danmark, og hun kan som få andre give et indblik i, hvad det vil sige at leve et digitalt liv på både godt og ondt. Det gør hun nu på DR3. (Foto: Carl-Johan Zinckernagel © Koncern)

DR3 har over et år fulgt influenceren Fie Laursen helt tæt. Hun var det syvende mest googlede søgeord i Danmark i 2019, og hun har på ganske få år fået en kæmpe følgerskare – og i samme periode har de sociale medier kun vokset sig større og mere indflydelsesrige i de unges liv.

Fie Laursens liv er et billede på den virkelighed, som hendes generation lever i, og som forældregenerationen måske ikke helt har forstået omfanget af. Nu fjerner DR3 SoMe-filteret og vender kameraet på hovedet for at give såvel unge som voksne et hudløst ærligt indblik i en influencervirkelighed, der er fyldt med ungeproblemer, psykisk sårbarhed, konflikter og bagsiden af mediernes spotlight.

- Fie deler vandene, især i den voksne del af befolkningen. Men for en stor del af hendes purunge følgere, er hun en stjerne. Internettet og sociale medier er ikke et sted, den yngre generation lige hopper forbi i ny og næ for underholdningens skyld. Det er derimod et sted, hvor de unge leger, shopper, elsker, tjener penge, mobber, bliver mobbet, møder hinanden, og kort sagt lever en stor del af deres liv. Derfor er Fie, som fænomen, vigtig at forholde sig til – og vi vil med DR3-serien ’Fie’ give et indblik i det digitale livs præmisser, prisen for det, men også hvad der kan lokke og skabe afhængighed ved den verden, fortæller Trine Skovgaard, der er redaktør for DR3.

Fænomenet Fie

Fie Laursen, eller blot ’Fie’, som DR3-serien også hedder, er intet mindre end et fænomen, og hun er en af de største af sin slags herhjemme. Selvom hun ikke behøver nogen videre introduktion, så er der alligevel en side af hendes historie, som hun først åbner op for nu. Hun er en af den digitalt indfødte generations mest kendte og indflydelsesrige spillere, men hun er samtidig også en skrøbelig ung kvinde, der har haft sin gang på psykiatrisk hospital – og et liv i rampelyset gør det ikke nemmere at håndtere de psykiske problemer.

Fies valg er ofte kontroversielle, og det har udløst skandaler, hadebreve og dødstrusler. (Foto: August Ingemann © Koncern)

Fies valg er ofte kontroversielle, og det har udløst skandaler, hadebreve og dødstrusler. Flere af hendes opslag er nået op på ministerniveau, hvor lovændringer er blevet debatteret for at få hende stoppet, og en lang række kendte har offentligt taget afstand fra hende. Det til trods vender Fie gang på gang tilbage.

- Fie er stærkt omdiskuteret, og nu vil vi gå bag om fænomenet i øjenhøjde med DR3’s målgruppe, i en serie der tydeligt viser bagsiden ved hendes livsførelse. Vi har valgt at følge netop Fie, fordi vi på DR3 skal kunne tage unges verden alvorligt, og Fies liv repræsenterer en stor del af deres liv og virkelighed. Det er svært og ikke uden dilemmaer, men derfor skal vi stadig gøre det, hvis vi vil tage vores unge målgruppe alvorligt. DR3 er ikke bange for at tage hverken svære, skæve, hårde eller tabubelagte emner op, som fylder i de unges hverdag, og som kan få dem til at reflektere over deres eget liv. Mit håb er derfor, at programserien vil få unge, og deres forældre, til at tage en god snak om deres liv på sociale medier, siger DR3-redaktør Trine Skovgaard.

Sætter rammen for debat

DR3 vil samtidig med lanceringen af serien ’Fie’ sætte rammen for en debat på DR3’s platforme om sociale medier. Der vil blandt andet blive sat fokus på nogle af de valg, man kan stå overfor som influencer.

Med et offentligt digitalt liv følger nemlig også en overfyldt indbakke med folk, der vil dig på godt og ondt. Men hvor går grænsen for, hvor meget man skal give ud af sig selv? Hvad vil man selv gøre, hvis man stod med de samme valg - og hvorfor? Det og meget mere vil der blive lagt op til en saglig debat om med DR3’s målgruppe.

DR3-serien ’Fie’ udkommer i fire afsnit af en halv time på DRTV, og alle afsnit kan ses fra søndag den 24. januar 2021.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter