Erik og børnene fra spædstuen

8. februar kl. 20.45 på DR1: Journalist og forfatter Erik Valeur blev 17 dage gammel sat i pleje på Skodsborg Spædbarnehjem, hvor han tilbragte de første to år af sit liv.

I programmerne om "Erik og børnene fra spædstuen" fortæller DR den rigtige historie om, hvad der siden hændte Erik og de andre børn på Elefantstuen. (Foto: DR Historie og Tro © Type 2)

Journalist og forfatter Erik Valeur blev 17 dage gammel sat i pleje på Skodsborg spædbarnehjem, hvor han tilbragte de første to år af sit liv. Her lå han sammen med 6 andre spædbørn, som alle var kasseret af deres mødre og som en efter en blev bragt til adoptivfamilier rundt om i landet. Erik Valeur har ikke mødt disse børn siden, men har ofte tænkt på, om der mon opstod et fællesskab blandt de 7 små børn, når de lå i mørket i den fine sovesal kaldet Elefantstuen.

Erik Valeur siger i dag om sine ’bofæller’ fra spædstuen: ”Det kan være at de også engang imellem vågner i mørket og føler at de ligger på spædstuen igen, indtil de lige får samlet sig. Det kunne være interessant at høre, for så ville jeg vide, at det nok var sådan, - at det ikke var mig der var åndssvag.”

I 2011 udgav Erik Valeur bogen ’Det syvende barn’ – en prisbelønnet roman om 7 spædbørn fra Skodsborg spædbarnehjem. Romanen er fiktion, men bygger på fragmenter af hans egen historie.

I programmerne om ”Erik og børnene fra spædstuen” fortæller DR den rigtige historie om, hvad der siden hændte Erik og de andre børn på Elefantstuen. En historie som ikke har været fortalt før - for selvom Erik, i alle hans år som journalist, har researchet rigtig meget og skrevet artikler om adoptions problematikker, så har han ikke haft modet til at dykke ned i sin egen historie før nu.

I programmerne prøver DR sammen med Erik at finde frem til de børn, som han lå sammen med, for at finde svar på nogle af de spørgsmål han selv aldrig har turdet stille.

Denne dokumentar viser hvordan en skæv start på livet kan fortsætte med at påvirke langt ind i det voksne liv. Og den viser hvordan vi mennesker har et behov for at have et skæbnefællesskab og for at finde en mening med de, nogle gange uforståelige beslutninger eller begivenheder, der har været med til at forme vores liv. Derfor har DR fulgt Erik Valeur i hans søgen efter nogle af de svar, som kan forklare hans egen skæbne, siger Dorthe Thirstrup, redaktør DR Medier.

Erik fik aldrig spurgt sin mor, hvad hun var i tvivl om - det havde han ikke modet til. Han håber, at der måske er et svar i mødet med de andre børn fra spædstuen, hvis liv han kunne have fået, hvis ikke hans mor havde ombestemt sig og hentet ham hjem. Hvad blev deres skæbne og hvad har det betydet for dem, at livet begyndte lige netop på den måde? Er der mon en form for fællesskab blandt de nu voksne børn?

Erik turde heller ikke nærme sig historien om sin far og de halvsøskende han havde hørt, boede et sted langt oppe i Norge, men sammen med DR begynder Erik at tage hul på sin egen historie.

Erik og børnene fra spædstuen sendes to mandage på DR1, første gang mandag den 8. februar kl 20.45.