’Far, mor og ADHD’ på DR1

19. januar kl. 20.45 på DR1: I Danmark har behandlingen af ADHD hidtil kun været rettet mod børnene. Men med et nyt behandlingstilbud for forældre er der måske hjælp at hente for familierne.

Hverdagen i mange danske børnefamilier er krævende og hård, og det gælder særligt for familier med ADHD-ramte småbørn. (Foto: DR Framegrab © Type 2)

Hverdagen for familier, der har børn med ADHD, kan være en hård kamp og fyldt med bekymringer og følelser af magtesløshed. I Danmark har behandlingen af ADHD hidtil kun været rettet mod børnene. Men med et nyt behandlingstilbud for forældre, der for første gang skal afprøves i Danmark, er der måske hjælp at hente for familierne. Serien ’ Far, mor og ADHD’ der er i to afsnit sendes første gang den 19. januar klokken 20.45 på DR1.

Hver eneste dag får 14 børn i Danmark diagnosen ADHD. DR1 har fulgt tre familier gennem et nyt behandlingsforløb på otte uger, der skal hjælpe forældrene til at dæmpe deres børns ADHD-symptomer. Med diagnosen følger automatisk en masse bekymringer, og noget af det, der går igen hos forældrene er en nervøsitet for, at netop deres barn bliver en af dem, de andre ikke gider at lege med.

Det er psykolog Anne-Mette Lange, der står bag den nye ADHD-behandling sammen med sine kollegaer på børnepsykiatrisk Center i Aarhus. Målet for psykologerne er at ruste forældrene til at kunne træne med barnet, så ADHD- symptomerne bliver nemmere at håndtere og dermed skabe et bedre liv for både, barnet, søskende og forældrene selv.

Når mor har ADHD

DR følger tre familier i det intensive behandlingsforløb på otte uger, der byder på både op- og nedture.

Vi møder Pia, der er mor til Isabella på fire år og bor i Holstebro. Isabella har koncentrationsbesvær og er meget urolig. Pia har en ekstra udfordring, fordi hun er alene med Isabella og desuden selv er ramt af ADHD. Pias sygdom har også konsekvenser for Isabella, da hun ofte har svært ved at samle sig og koncentrere sig om at hjælpe sin datter.

Desuden følger vi Bente og Michael fra Bøvlingbjerg i Vestjylland, der har sønnen Anders på fem år. Anders er hyperaktiv og har svært ved at håndtere de mindste forandringer, og har vanskeligt ved at styre sit temperament. Han har derfor skiftet til en specialbørnehave, hvor han altid er under opsyn.

Henry og Camilla er ’papfar’ og mor til Signe på syv år og bor i Hjortshøj nord for Aarhus. Det kan være svært at se på Signe, at hun er ramt af ADHD, fordi hun er stille og indadvendt. Signe går i 0. klasse, men har store problemer med at koncentrere sig i skolen.

Ja til ros – nej til skæld ud

Forældrene bliver præsenteret for en lang række redskaber, som de skal prøve af derhjemme. Ideen er, at forældrene ved at ændre deres egen adfærd og opdrage ud fra nye simple og konkrete opdragelsesprincipper kan mindske deres børns ADHD. Et af de første værktøjer familierne får med hjem er, at de skal rose deres børn og lade være med at skælde ud med målet om at konflikter, gråd og krisestyring ryger helt i baggrunden. Programmet kommer også ind på, hvad det betyder for de andre børn i familien, at barnet med ADHD fylder så meget, og hvordan forældrene kan sikre, at alle børn i familien bliver set og hørt.

"’Far, mor og ADHD’ sætter fokus på de særlige udfordringer, der er i familier med børn, der har ADHD. Men det er forhåbentlig også et program, der giver familier både med og uden ADHD tæt inde på livet inspiration til at gøre brug af de værkstøjer, som behandlingsforløbet indeholder. Hvis forældrene får nogle bedre redskaber smitter det af på hele familien og ikke mindst på barnet, der får bedre forudsætninger, for at klare sig godt i livet, siger DR-redaktør Dorthe Thirstrup.

Se med i ’Far, mor og ADHD’ den 19. og den 26. januar og se resultatet af familiernes behandlingsforløb.

Facebook
Twitter