Fransk visit: Vidtfavnende violinist besøger DR Big Band

Den irsk-franske jazzviolinist Fiona Monbet bevæger sig frit mellem jazz, folkemusik, blues, tango og latin. Lørdag 4. februar kan hun opleves som både solist og dirigent med DR Big Band i Koncertsalen.

Den irsk-franske jazzviolinist Fiona Monbet optræder med DR Big Band i Koncertsalen lørdag den 4. februar. (Foto: © PR-Foto)

Der er kunstnere, der livet igennem fordyber sig i et bestemt, musikalsk udtryk. Og så er der kunstnere, som bevæger sig på tværs af vidt forskellige genrer og stilarter – uden at miste deres eget, personlige præg.

Den unge, irsk-franske violinist Fiona Monbet er en ny stjerne på jazzens internationale stjernehimmel. Men samtidig er hun på hjemmebane i både klassisk musik, keltisk folkemusik, bossanova og tango. Lyder det usandsynligt? Så kan man prøve at lytte til hendes mange albums, hvor hun bevæger sig elegant mellem genrerne – i samspil med nogle af tidens mest kendte kunstnere.

Lørdag den 4. februar kan man for første gang opleve Fiona Monbet live i DR Koncerthuset, hvor hun gæster DR Big Band som både solist og dirigent – og ikke mindst som komponist bag størstedelen af aftenens numre.

Uddannet i Paris

Oprindeligt er Fiona Monbet uddannet som klassisk violinist på konservatoriet i Paris, og det fornægter sig ikke i hendes smukke klang og virtuose teknik. Men i hele sin karriere har hun søgt nye musikalske veje, ligesom hun gerne skriver sin egen musik – og som om det ikke var nok, er hun også en anerkendt dirigent indenfor klassisk musik og opera.

Nu har DR Big Band for første gang inviteret Fiona Monbet til musikalsk rendezvous på scenen i Koncertsalen, og det kommer næppe til at gå stille for sig. Publikum kan forvente en tour de force, hvor jazz møder verdensmusik, folkemusik og ikke mindst tango – alt sammen i nye arrangementer for bigband skrevet specielt til lejligheden af franske Philippe Maniez.

Fra Lili Boulanger til Michael Jackson

Den 33-årige Fiona Monbet fortæller selv om sit samarbejde med DR Big Band:

– Det er en fantastisk mulighed for mig som jazzviolinist at få mulighed for at samarbejde med DR Big Band, som er kendt for sin åbenhed og lydhørhed over for gæstekunstnere. Sammen med bandet og arrangøren Philippe Maniez har jeg sammensat et program til koncerten, som er skræddersyet til bandet og dets musikere, siger Fiona Monbet, der fortsætter:

– Vi tager udgangspunkt i mit seneste album 'Maelström' fra 2021,og musikken bliver varm og solrig med mange musikalske verdener: blues, tango, swing, irsk musik og to numre specielt udvalgt til denne koncert af den franske komponist Lili Boulanger og Michael Jackson. Jeg håber, at musikken vil få publikum til at drømme og fantasere uden hindringer, for det er sådan min musik er blevet til. Mit album 'Maelström' er en udforskning af det åbne rum, et nydelsesfuldt løb gennem farver og stilarter. Det er min drøm, at musikken kan hjælpe os til at rumme virkelighedens verden gennem at vække en kraft i os, som er både fælles og dybt personlig.