GinmanBlachmanDahl feat. Mikkelborg/Lundin i DR Koncerthuset

10. juli kl. 20.00 i Studie 2: Fem store jazznavne lægger vejen forbi DR Koncerthuset samtidig under Copenhagen Jazz Festival 2017.

GinmanBlachmanDahl feat. Mikkelborg/Lundin Copenhagen Jazz Festival. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Kristoffer Juel Poulsen)

Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl er en af de mest anerkendte internationale jazztrioer herhjemme. Til sommer kan de opleves i optimale rammer til en koncert, der desuden tjener som Carsten Dahls 50 års fødselsdagskoncert.

De tre gamle venner har spillet sammen i en årrække, og da de for godt 10 år siden fik en international pladekontrakt med Verve Records, havde de også det sigte at arbejde som en selvstændig enhed omgivet af en række danske og internationale solister ved pladeindspilninger og koncerter. Sammen står de for ekvilibristisk jazz fra øverste hylde, båret af overskud og frigjorthed.

Trioen har ved denne lejlighed to esser i ærmet, nemlig Palle Mikkelborg og Fredrik Lundin. Trompetist og komponist Palle Mikkelborgs virke er svært at overvurdere – siden sin debut i begyndelsen af 1960’erne har den nu 76-årige mester stået som en af landets mest nyskabende og originale kunstnere. Mikkelborg har arbejdet sammen med de største, både herhjemme og i det store udland, og høstet et hav af priser – ikke mindst en amerikansk Grammy for pladen 'Aura' i 1990, komponeret til Miles Davis i anledning af dennes Sonningpris i 1985. I 2006 blev 'Aura' indlemmet i Kulturministeriets officielle kulturkanon.

Fredrik Lundin har været en af Danmarks toneangivende saxofonister, nærmest lige fra han som teenager gjorde sit indtog i dansk musik i begyndelsen af 1980’erne. Den position har han holdt fast i og udbygget med sin saftige tone og virtuose rytmik, der har ført ham rundt i store dele af det musikalske verdenskort, både bogstaveligt og musikalsk med afstikkere til moderne kompositionsmusik, nordisk jazz og verdensmusikalske inspirationer.

Under overskriften ”Mestre i mørket” skrev Berlingske blandt andet følgende om GinmanBlachmanDahl + Palle Mikkelborgs koncert i DR Koncerthuset 19. april 2013:

”På sin vis er vi et halvt hundrede år tilbage – i trompetisten Miles Davis’ verden, og alligevel er vi – her og nu – i selskab med fire eminente kunstnere, der forstår sig på såvel instrumenter som øjeblikkets magi. (…) Her er dialogen mellem Carsten Dahl og Palle Mikkelborg så sublim og så dybfølt, som tænkes kan, og her forstår man, at en trompet ikke blot er et bøjet metalrør, men en helt personlig og fortrolig stemme.”

Man kan med andre ord forvente sig en stor dansk aften i selskab med fem jazzmestre, når gruppen tørner sammen i DR Koncerthusets Studie 2 under Copenhagen Jazz Festival 2017, mandag den 10. juli.

Den 39. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted på mere end 120 spillesteder i København og på Frederiksberg den 7.-16. juli 2017. Info: jazz.dk

Facebook
Twitter