Hanne Boel byder velkommen til Poul Krebs i Koncertsalen

14. oktober kl. 20.00 i Koncertsalen:Hanne Boel inviterer en helt særlig gæst med i DR Koncerthuset.

Hanne Boel og Poul Krebs giver koncert sammen til oktober. (Foto: PR-Foto)

Koncertgængerne kan glæde sig til en helt unik musikalsk oplevelse, når Hanne Boel sammen med special guest Poul Krebs besøger DR Koncerthusets smukke koncertsal. De to sangere vil fortolke og give nyt liv til hinandens materiale.

En lyst til at forene kræfterne, blive inspireret og gå på opdagelse i hinandens musikalitet og udtryksmåde. Det var nogle af de tanker, der lå bag, da Hanne Boel besluttede sig for at invitere Poul Krebs med som special guest. Til koncerten i Koncertsalen vil de sammen og hver for sig spille de største hit fra deres respektive bagkatalog. De to stærke personligheder, med hvert sit unikke udtryk. glæder sig til at dele ud af sig selv til hinanden og i forening skabe en hel særlig musikalsk oplevelse.

Hanne Boel fortæller om deres musikalske samarbejde:

”Poul og jeg kan noget helt særligt sammen. Vi har en fælles musikalitet – en fælles intuition -, som gør, at vi nemt og helt naturligt flyder ind i hinandens sange. Det giver mod til at slippe sig løs, og på den måde kan vi give hinandens sange nye twists. Poul er en af landets dygtigste sangskrivere både når det kommer til tekst og musik – derfor glæder jeg mig til at dele scene med ham og mærke, hvordan vi sammen kan skabe noget unikt ved at forene kræfterne”.

Gentager forårssucces

Hanne Boel gentager sin succes fra foråret 2017, hvor hun besøgte koncertsale landet over med et akustisk setup bestående af sine faste makkere – guitaristerne Jens Runge og Jacob Funch – tilsat strygerkvartet, percussion og keyboard. Det er også dette band, der vil danne fundamentet for efterårets koncerter, hvor Hanne Boel kombinerer eget bagkatalog med personlige og karakterfulde fortolkninger af sange, som står hendes hjerte nær. Som gæst indgår Poul Krebs i denne Hanne Boel’ske setting, der vil skabe en ny ramme om hans sange.

Billetsalget er gået i gang på dr.dk/koncerthuset.

Facebook
Twitter