’Hypnotisøren – Tobias og Ali Hamann’ på DR1

28. marts kl. 20.30 på DR1: Vinderen af Den store bagedyst 2014 Tobias Hamann går nu i sin berømte og berygtede morfar Ali Hamanns fodspor for at lære at blive hypnotisør.

Vinderen af Den store bagedyst 2014, Tobias Hamann, går i sin berømte og berygtede morfar Ali Hamanns fodspor for at lære at blive hypnotisør. (Foto: DR Danmark © Type 2)

Vinderen af Den store bagedyst 2014 Tobias Hamann går nu i sin berømte og berygtede morfar Ali Hamanns fodspor for at lære at blive hypnotisør. Rejsen fører Tobias gennem familietragedier og familiehemmeligheder og ind i hypnosens magtfulde univers. Dokumentaren vises den 28. marts på DR1 klokken 20.30.

DR1 dokumentar følger Tobias Hamann gennem hele 2017. Her forsøger Tobias at bryde igennem den ring af tabuer og hemmeligheder, som ligger rundt om hans morfar Ali Hamann. Tobias vil selv forstå og mærke, hvem morfaren virkelig var. Og samtidig vil Tobias lære at beherske hypnosens kraft og magt. Inden for et år har Tobias en drøm om at præsentere et hypnose-show med samme plakat, samme tøjstil, samme numre og under næsten det samme navn som sin morfar. Spørgsmålet er, om Tobias er i stand til at styre den magt, der ligger i at tage den fuldstændige kontrol over et andet menneskes sind og handlinger. På scenen. Og i virkeligheden. På godt. Og på ondt.

-’Hypnotisøren -Tobias og Ali Hamann’ er en fortælling om, hvordan stærke familiebånd trives på trods af fordømmelser, fængselsstraffe og folkets afsky. Tobias Hamann lukker os ind i en verden, der på en og samme tid skildrer en drengs trygge minder om sin barndom samtidig med, at han ser sit eget og morfarens liv i et helt nyt lys, siger redaktør af programmet, Søren Bo Hansen.

Omgærdet af mystik

Gennem hele Tobias Hanmanns opvækst var hans morfar omgærdet af mystik og hemmeligheder.

Ingen, heller ikke hans mor Liselotte, kendte ret meget til Ali Hamanns barndom, opvækst og skolegang. Tobias opsøger derfor nogle af Alis gamle naboer, skolekammerater og andre, som har været tæt på morfaren. Han åbner for første gang Alis gamle kasser, som står gemt oppe på loftet, kigger i lokalarkiver og søger aktindsigt i retssagen mod Ali.

I lære som bager

Ali Hamann begynder som professionel hypnotisør allerede som 18-årig efter at have taget svendebrev – som bager. I 1950erne turnerer han rundt med sit hypnose-show på skoler og i forsamlingshuse. Senere op gennem 70’erne og 80’erne bliver Ali Danmarksberømt, blandt andet for i et tv-program at prøve at hypnotisere alle danske rygere til at kvitte tobakken. I 1982 bliver han, efter en meget omtalt retssag, idømt to et halvt års ubetinget fængsel for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og voldtægt.

I skyggen af sin fordømte morfar

Tobias vokser op i skyggen af sin tabuiserede morfar. Alt hvad Tobias stiller op i, bliver han god til - både i skolen og på fodboldbanen. Da han i 2014 stiller op i Den store bagedyst uden nogensinde før at have haft noget med kager at gøre, vinder han. Men Tobias har svært ved at finde ud af, hvad han skal stille op med sit liv, og vender sig derfor mod sin morfar, som han på trods af tabuerne har set op til hele sit liv, og som han stadigvæk savner, her tre år efter Ali døde. Han søger ind på hele to hypnoseskoler, både en i Danmark og en i USA og forsøger at blive hypnotisør ligesom sin morfar. Den endelig prøve kommer til at stå en decemberdag på Brøruphus Efterskole lidt udenfor Skanderborg, hvor han skal skabe og gennemføre et hypnoseshow.

Facebook
Twitter