’I krig med naboen’ – ny programserie på DR2

6. og 13. december klokken 20.45 på DR2: Ny programserie sætter nabostrid på spidsen, hvor en professionel konfliktmægler skal løse en årelang nabostrid med forhåbning om at skabe nabofred.

Naboerne Jens og Leif ligger i krig. Konfliktmægleren Mie Marcussen skal hjælpe naboerne med at løse den årelange nabostrid. Spørgsmålet er bare, om det lykkes at skabe fred mellem de stridende parter? (Foto: DR Kultur © Type 2)

Nabokrig kender mange danskere til. Om det er støjen, en malplaceret container eller et træ, der er groet over hegnet, så ender det for det meste ud i dårligt naboskab, der kan vare flere år.

Med det nye program ’I krig med naboen’ følger DR2 to forskellige naboer, der ligger i krig med hinanden.

I første afsnit møder seerne naboerne Jens og Leif. De bor på en ellers fredelige villavej, men en container placeret op af naboens køkkenvindue forpurrer idyllen. I andet afsnit kan seerne møde naboerne Jørgen og Lene, der har ligget i nabokrig i 18 år. De bor i hver deres opgang i et socialt boligbyggeri, hvor væggene er meget tynde og det forårsager diskussion mellem de to naboer.

Men nu er hjælpen på vej til begge nabopar. Konfliktmægler Mie Marcussen skal hjælpe naboerne med at løse de årelange konflikter og forhåbentlig skabe fred mellem de stridende parter.

Redaktør på DR2 Sofia Fromberg håber, at programmerne vil være med til at skabe større opmærksomhed omkring, hvor opslidende det er at være i en sådan konflikt – og hvor vigtigt det er at få brudt den negative spiral, som konflikten bevæger sig i.

"Vi ved jo, at det er et fænomen, som rammer både høj som lav og som kan have store personlige konsekvenser og resultere i både depressioner og sygefravær. Samtidig er det jo også noget, der er pinligt at tale åbent om. For hvem er man, hvis man ikke kan finde ud af det med sin nabo? Derfor er det i den grad væsentligt at få aftabuiseret det at være i konflikt med sin nabo og i stedet begynde at tale om, hvordan man løser disse konflikter,” siger hun.

Nabostrid er den værste form for konflikt

Ifølge konfliktmægleren Mie Marcussen, der har arbejdet med konfliktmægling i de sidste 10 år, er nabostridigheder den værste konfliktsort, som hun har stødt på:

”Nabostridigheder er værre end voldssager. I mægling af et overfald har offeret brug for afklaring, og skal derefter ikke have mere med gerningsmanden at gøre. Hvorimod i nabokonflikter skal parterne enes efter mæglingen og bo dør om dør bagefter, hvilket gør mæglingen meget mere kompliceret”, fortæller hun.

I Danmark har der været retsmægling de seneste ti år, og flere offentlige instanser begynder at fokusere endnu mere på fænomenet mægling som løsning på konflikter mellem naboer. Mie Marcussen er enig i, at mægling er den rette tilgang til nabokrig:

”Juraen spiller fallit i mange nabosituationer, og derfor er der ofte brug for mægling. Undersøgelser viser, at resultaterne er bedre i nabokonflikter, når fokus er på konflikten fremfor den konkrete sag. Dialog er nøglen til at løse konflikter og det er her, en konfliktmægler kommer ind i billedet,” siger Mie, der har forhandlet flere end 500 konfliktsager.

DR2-programserien ’I krig med naboen’ bliver vist på DR2 den 6. december og den 13. december kl. 20:45 på DR2.

Facebook
Twitter