Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du har blå øjne, hvorfor et næbdyr lægger æg, eller hvorfor træer egentlig har bark? Skyldes det mon tilfældigheder, magi eller ligefrem guddommelig indgriben?
I radioprogrammet og podcasten ’Vildt naturligt’, der kan høres første gang torsdag den 20. februar, søger biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen den naturlige forklaring på netop den slags spørgsmål. Der er nemlig altid en naturlig forklaring og ikke mindst en god historie bag, og dén slags er lige præcis, hvad de to brænder for at fortælle.
- Både Johan Olsen og Vicky Knudsen har en uudtømmelig og altopslugende interesse for naturen og naturvidenskaben, og de er begge begavet med usædvanligt veludviklede formidlingsgener. Vi glæder os til gennem deres værtskab forhåbentlig at kunne åbne natur- og videnskabsstoffet op for nye målgrupper, siger redaktionschef i DR Viden Carsten Nymann.
To helt forskellige indgange til faget
Begge værter er uddannede biologer, men med hver deres helt forskellige indgang til faget. Johan Olsen er forskernørden, der arbejder i laboratoriet med at krystallisere proteinmolekyler. Ud over at være forsker er Johan Olsen en kendt musiker og kulturpersonlighed, og han har medvirket i flere tv- og radioprogrammer heriblandt serien ’Store danske videnskabsfolk’.
Vicky Knudsen er en såkaldt gummistøvlebiolog, der elsker at stå med fødderne i vandkanten og fotografere fugle. Vicky Knudsen blev i 2017 kåret som Danmarks bedste naturformidler og har medvirket i en lang række radio- og tv-udsendelser på både DR og TV2, ligesom hun er en flittigt anvendt foredragsholder.
DR sætter i 2020 fokus på den danske natur under overskriften Vores natur, og ambitionen i ’Vildt naturligt’ er at fortælle, at naturen er langt vildere, end de fleste kan forestille sig. Selv det mest undseelige insekt har biologiske egenskaber, vi mennesker kun kan drømme om.
I forvejen sender P1 programmet ’Naturen kalder’, som handler om kendte danskeres forhold til naturen. ’Vildt naturligt’ har premiere på P1 torsdag den 20. marts klokken 10.03 og 20.03, og kan høres i DR’s radioapp samme dag fra klokken 6.00.