Karl William foran et siddende publikum

24. november kl. 20.00 i Studie 2: Karl William er soulet, moderne, drømmende r&b og pop – i november spiller han i Koncerthuset.

Karl William fik prisen som ’P3 Talentet’ ved P3 Guld i 2015. Nu er han tilbage i DR Koncerthuset. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Med store roser og klapsalver til Karl William under dette års Spot Festival er det unge talent klar til at præsentere sit nye materiale på få udvalgte spillesteder, blandt disse DR Koncerthuset. Det sker foran et siddende publikum i Studie 2, hvor Karl William i efteråret 2015 gav en succesfuld optræden foran et begejstret publikum. Og der er nye toner på vej.

Da Karl William som 18-årig i 2013 lagde debutsinglen Kostumeramt på nettet, slog han benene væk under musikbranche og anmeldere. Sidenhen er det blevet til både anmelderrost debut-EP og -album.

Karl William er snart klar med nyt materiale, som SPOT Festival fik en forsmag på, da han fyldte Musikhusets Store Sal i Aarhus:

”Meget er sket med Karl William, siden han debuterede med sin sørgmodige, midnatstunge r’n’b på sine første ep’er. Hvor sidste års debutalbum ’Placebo’ var en mindre røgsløret affære end tidligere, var den samling af dugfriske sange, Karl William havde med sig i Musikhusets Store Sal, mere direkte poppede end nogensinde før” – Soundvenue, 4 stjerner

Flotte ord med på vejen

Det nye materiale, som snart udkommer, har indtil videre fået flotte ord med på vejen. Publikum kan glæde sig til en ny og anderledes lyd:

”Jeg har brugt de sidste mange måneder i studiet med en masse forskellige musikere og har lavet ny musik, som bliver ret vildt at spille for første gang foran andre end mig selv. Vi har arbejdet hårdt på at give publikum noget ny musik, vise et nyt udtryk på scenen, så det kilder under tæerne for at komme ud at spille igen” fortæller Karl William.

Karl Williams nye lyd er kendetegnet ved ømme keyboardtoner, med smæk på livetrommer og drumpads til en næsten 90’er-poppet lyd, der bliver suppleret af længselsfulde guitarakkorder og trompet.

Med sig på turné tager han et fem mand højt band, der sørger for en solid bund til den unge crooners kompetente vokal, som også er blevet bemærket af anmelderne:

”For hold fast, hvor kan drengen synge. Den ene nye, smukke ballade efter den anden får vi præsenteret i aften. Den store sal i Musikhuset er næsten fyldt op – han er et af aftenens hovednavne på Spot” – Gaffa, 5 stjerner

Efter den flotte modtagelse på Spot Festival glæder Karl William sig til at tage på en mindre turné til efteråret, hvor han med sin stærke livevokal gæster DR Koncerthusets flotte Studie 2 med en siddende koncert.