Lisa Ekdahl synger fra en lang karriere

21. oktober kl. 20.00 i Koncertsalen: Næste år har svenske Lisa Ekdahl 25 års jubilæum. Inden da lægger hun vejen forbi DR Koncerthuset.

Lisa Ekdahl optræder i DR Koncertsalen søndag d. 21. oktober. Her ses den svenske sangerinde på scenen i Kongens Have lørdag 17. juni 2017 ved Komos Festivalen. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

En af Sveriges mest charmerende og smukkeste stemmer fylder DR Koncertsalen søndag den 21. oktober, når Lisa Ekdahl og hendes band præsenterer de underfundige og ikke mindst søde sange fra en lang og stærk karriere.

Siden gennembruddet i 1994 har Ekdahl sat ord på den særlige skandinaviske skrøbelighed og styrke. I en original blanding af en stærk sangtradition, underspillet jazz og masser af bossanova, har hun indtaget scener over hele verden.

Hun blev for alvor populær med albummet ’Med kroppen mot jorden’, og i samarbejdet med Lars H.U.G. på sangen ’Backwards’ blev hun folkeeje i hele Danmark.

Lisa Ekdahl er på toppen med sit tiende album ’När alle väger leder hem’, som udkom i 2017. Her finder man den nærhed og inderlighed, som er hendes stærkeste kendetegn. Hun får store sange til at lyde lette og man skal have et hjerte af sten for ikke at blive forført.

Facebook
Twitter