Mød Generation DF på DR3

30. marts kl. 21.30 på DR3: Ved valget i juni 2015 oplevede Dansk Folkeparti en usædvanlig stor mandatfremgang og endte med at blive Danmarks næststørste politiske parti. DR3 går bag facaden i partiets ungdomsafdeling.

Med kanonvalget i juni 2015 har Dansk Folkeparti aldrig været så populært som nu, og det smitter af på ungdomspartiet DFU. Men hvem er de unge, der melder sig ind i et parti, der på trods af den store medvind stadig splitter danskerne? (Foto: DR Kultur © Type 2)

Som landets største borgerlige parti har Dansk Folkeparti aldrig været så populært som nu. Den popularitet smitter også af på partiets ungdomsafdeling DFU, der oplever en fremgang i antallet af medlemmer.

Men hvem er de unge, der melder sig ind i et parti, der trods den store medvind ved valget stadig splitter danskerne? Hvad får unge til at melde sig ind i et parti, der for mange har været synonym med værdier, der oftest er blevet tilskrevet den ældre generation? Hvad brænder de for, de unge, der melder sig ind i DFU? Det er nogle af de spørgsmål DR3 prøver at få svar på i reportageserien ’Generation DF’, hvor vi gennem fire måneder har fulgt en række både nye og gamle medlemmer i DFU.

”Valget i 2015 rykkede på rigtigt manges opfattelse af balancen i dansk politik, ikke mindst fordi Dansk Folkeparti pludselig blev Danmarks næststørste parti. Derfor synes vi det er naturligt at se på, hvem det så egentlig er, der befinder sig på den anden side af avisoverskrifterne. Med ’Generation DF’ håber vi at skabe et nuanceret billede af en flok unge, der brænder nok for det de tror på til at melde sig ind i et parti med nogle meget markante holdninger. Forhåbentlig kan et indblik i deres liv gøre os alle sammen klogere på ikke bare den politik de står for, men også hvem de er som mennesker, hvad der driver dem, hvilke tanker, dilemmaer og følelser, der ligger bag deres politiske ståsted,” siger souschef i DR Ung Erik Struve Hansen.

Ambitioner, følelser og drømme

I ’Generation DF’ kommer vi helt tæt på de unge, der på sigt skal føre Dansk Folkeparti videre. Vi oplever, hvordan de håndterer, de mange fordomme, der stadig er forbundet med at være medlem af Dansk Folkeparti. De har alle deres personlige grunde til at have valgt netop Dansk Folkeparti som deres parti, men fælles for dem er, at de brænder for partiet og for deres holdninger og ikke er bange for den modstand som de møder som medlemmer af et parti, der på mange måder stadig deler vandene i Danmark.

I det første program møder vi blandt andre Lucas på 21 år, der i forbindelse med folketingsvalget overtog formandsposten i DFU, da den tidligere formand blev valgt ind i folketinget. Lucas’ ambition er selv at komme i folketinget en dag. Men lige her og nu skal han forholde sig til den modvind han møder, efter en markant udtalelse om kastration af flygtningemænd. Vi møder også 18-årige Bella, der er helt nyt medlem og med sin blandende etniske baggrund ikke er arketypen på et medlem af Dansk Folkeparti. Joachim er formand for lokalforeningen Nordjylland, der er DFU's største lokalforening. Joachim tager aktivt kampen op mod en planlagt indlogering af flygtninge i Aalborg. Joachim drømmer om at læse teologi og ønsker på alle måder at bekæmpe det multikulturelle samfund.

I de kommende programmer følger vi blandt andre Julie, hvis mor også stemmer på DF, Maja, der har meldt sig ind i DF, fordi hun er bange for en borgerkrig, og Ole, der føler sig truet efter at have postet Muhammed-tegningerne på sin Facebook-profil.

Mød ’Generation DF’ på DR3 første gang onsdag den 30. marts klokken 21.30 og de efterfølgende fire onsdage.

FacebookTwitter