Når mænd slår kvinder ihjel

Frem til den 1. august klokken 20.30 på DR1: Hvad er det, der sker, når mænd slår kvinder ihjel? Det ser DR1 på i en ny dokumentarserie.

DR1 sætter i en ny dokumentarserie med start den 27. juni nu fokus på ’Når mænd slår kvinder ihjel’. Foto: STV.

I Danmark bliver der begået cirka 50 drab om året. Selvom drab generelt er faldende, bliver stadig lige så mange kvinder slået ihjel. Kvindeofre fylder derfor mere og mere i det samlede drabsbillede.

- I en betydelig del af kvindedrabene er det partneren eller ekspartneren, der er gerningsmand. I andre sager har der ikke været forudgående kontakt mellem gerningsmanden og den kvinde, der nærmest tilfældigt bliver hans offer, ofte med baggrund i et seksuelt overgreb. Begge slags sager er årsag til, at netop drab på kvinder ikke er faldende i lighed med antallet af det samlede antal drab, siger Bent Isager-Nielsen.

DR1 sætter i en ny dokumentarserie med start den 27. juni nu fokus på ’Når mænd slår kvinder ihjel’. Sammen med tidligere chef for Rejseholdet og tidligere politiinspektør Bent Isager-Nielsen analyserer et hold kvindelige eksperter, hvad det er, der sker, når mænd slår kvinder ihjel.

Tæt på seks opklarede sager

Psykologer, en forsvarer og en retsmediciner, der alle via deres job har erfaring med mænd som gerningsmænd og drabsmænd, vil i serien gå tæt på seks opklarede sager, hvor kvinder er blevet dødsofre for mænd. Hvad skete der? Hvem var mændene? Og hvorfor blev de pludselig gerningsmænd, der tog kvinders liv? Eksperterne bruger deres mangeårige viden til at tegne et billede af, hvad der sker rent psykologisk for mænd, når de slår kvinder ihjel.

I seriens første program undersøger eksperterne med baggrund i sagens akter, samtaler med kilder og pårørende, hvad der i 2009 fik den dengang 44-årige John Knudsen til at frihedsberøve, mishandle og kvæle 52-årige Kirsten Bay Andersen. - Det handler ofte om seksuel jalousi, magt og det ubærlige for manden i at blive afvist eller forladt af kvinden. Det er især dårligt selvværd og manglende empati, man ser hos de mænd, fortæller psykolog Florence Mclean blandt andet.

Programmerne bliver sendt alle torsdage klokken 20.30 frem til den 1. august på DR1.

Facebook
Twitter