Nedslag i tidens trends og tendenser på P1

1. september kl. 09.05 på P1: Makkerparret Anne Glad og Flemming Møldrup ser nærmere på vores vaner og forbrug og tidens tendenser. ’Trend’ er en ny programserie på P1.

'Trend' er en ny serie på P1, hvor Anne Glad og Flemming Møldrup dykker ned i tidens trends og tendenser. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Trends afspejler vores vaner og forbrug. Men de fortæller også noget om, hvad der rør sig i samfundet, og om hvad de forskellige generationer har gang i og er optaget af.

’Trend’ er en ny serie på P1 med Anne Glad og Flemming Møldrup, som også er makkerpar i livsstilsprogrammet ’Kender du typen’ på DR1. I ’Trend’ dykker de ned i tidens trends og tendenser.

Optaget af de yngre generationer

Som reklamefolk og livsstilseksperter lever de af at spotte, analysere og vurdere det, der rører sig. Og de er vilde med det:

”Det spændende ved at beskæftige sig med trends og tendenser er jo, at de på rigtig mange måder er afgørende for, hvordan vi ender med at leve vores liv, og hvilke valg vi træffer. Personligt er jeg enormt optaget af, hvad de yngre generationer foretager sig. Vi tilhører jo den her Generation X, forbrugsgenerationen, og nu har vi Generation Y, som for eksempel er afsender på tankerne om deleøkonomi,” siger Flemming Møldrup.

Din historie skaber dig som menneske og forbruger

Anne Glad er rigtig glad for analysen og det feltarbejde, der følger med:

”Det er jo også en vigtig del af vores arbejde at tale med forskellige mennesker fra forskellige målgrupper og segmenter, at sætte sig ind i den historie, de bærer med sig, og kigge på de samfundsstrukturer, de er vokset op med. For det fortæller jo også noget om, hvilken slags menneske og forbruger, man bliver. Og så er det enormt spændende at tage til udlandet og finde nye produkter, at trække tråde og finde sammenhænge i forhold til, hvad der ellers rører sig i samfundet.”

Er tidens tendenser døgnfluer eller kommet for at blive

Kanalchef på P1 Thomas Buch-Andersen siger om ’Trend’:

”Vi er glade for på P1 at kunne sætte fokus på nogle af tidens hotteste tendenser med netop de to eksperter. Anne Glad og Flemming Møldrup er ikke bare særdeles vidende. De er også topgode til at formidle deres viden. Det er netop den kombination, der kendetegner P1, når vi er bedst. Vi glæder til at komme nærmere et svar på spørgsmålet: Om tidens tendenser er døgnfluer eller er kommet for at blive.”

Kød

- premiere på Trend, P1, torsdag 1. september klokken 09.05

I første program handler det om, at flere danskere spiser mindre kød. Selv om vi er en meget kødspisende nation, så er vores madvaner under forandring.

Men hvorfor skærer mange os ned på bøffer og frikadeller? Er det for dyrenes, klimaets eller vores egen skyld? Hvad spiser vi i stedet for? Grøntsager eller de nye køderstatningsprodukter? Og er vi villige til at spise insekter for at løse fremtidens mangel på fødevarer?

Deleøkonomi

- Trend, P1, torsdag 8. september klokken 09.05

Andet program handler om deleøkonomi. Anne Glad og Flemming Møldrup sætter fokus på den tendens, der handler om, at vi i stigende grad deler vores ting – både biler, boliger og babytøj. Deleøkonomien breder sig.

Men hvor meget af økonomien handler om at dele, og hvor meget er bare nye forretningsmodeller muliggjort af ny teknologi? Er deleøkonomi vejen frem for verdens ressourcer og vores økonomi, eller er det bare en ny måde at forbruge på?

Facebook
Twitter