Sanger med 10 Grammyer synger a cappella i DR Koncerthuset

5. november kl. 20.00 i Koncertsalen: Bobby Mc Ferrin, der havde et nummer 1-hit med ’Don’t Worry, Be Happy’ i 1988, indtager Koncertsalen til efteråret.

Bobby McFerrin er nok allermest kendt for sangen ’Don’t Worry, Be Happy’, der blev nummer 1 på den amerikanske hitliste. (Foto: Carol Friedman)

Den mesterlige og innovative vokalist Bobby McFerrin skaber a capella magi i DR Koncerthuset 5. november.

I årtier har den 10-dobbelte Grammy-modtager Bobby McFerrin brudt musikalske grænser og udvisket forskellen med pop og kunst.

Barfodet i de fineste koncertsale i verden har han vundet hjerter med sine vokal-eksperimenter samt inspireret nye generationer af a cappella sangere og beatbox-bevægelsen. Mandag den 5. november i år bliver der mulighed for at checke ud, om han også kommer I bare tæer i DR Koncerthuset.

Den nu 67-årige Bobby McFerrin lavede et nummer et-hit tidligt i sin karriere med den rent vokalbaserede ’Don’t Worry, Be Happy’, der udkom i 1988. Sangen blev den første a capella-sang nogensinde til at nå nummer et på Billboard 100. Siden da har Bobby McFerrin føjet en perlerække af udgivelser til sin diskografi, hvoraf det seneste ’Spirityouall’ udkom i 2013.

I mere end tre årtier har Bobby McFerrin imponeret på sin innovative musikalske rejse med vokal-improvisationer på TV, ved at synge melodier uden ord og spontant skabe et kor på 60.000 mennesker på et stadion i Tyskland. Han har også samarbejdet med kunstnere som Chick Corea, Yo-Yo Ma og Wienerfilharmonikerne.

Det bliver uden tvivl en musikoplevelse af de helt særlige, det danske publikum kan se frem til, når Bobby McFerrin indtager Koncertsalen til efteråret.

Billetsalget starter torsdag den 8. marts klokken 10.00 på dr.dk/koncerthuset.

Facebook
Twitter