Savage Rose tænder lysene i Koncertsalen igen

15. og 16. februar klokken 20.00 i DR Koncerthuset: Annisette og co. er tilbage med sange fra 50 år på scenen.

Annisette og The Savage Rose er tilbage i DR Koncerthuset. Billedet her er fra 2016. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Når vinteren synger på sidste vers, tager The Savage Rose publikum med ud af mørket og ind til gen-begyndelsen af det, der virkelig betyder noget. Med Annisette Koppel i front tænder gruppen igen lysene i Koncertsalen. Der er sket meget i det øjeblik der gik fra 1968 til 2018. Men det der virkelig betyder noget, rykkede sig ikke en meter.

Jeg ved ikke, om det efterhånden er The Savage Rose vol. 3.0, 4.0 eller 5.0, vi er vidne til. Jeg konkluderer blot, at de nye medlemmer, hvoraf jeg endnu ikke har hørt flere live, gør det forbilledligt.

Simon Staun, anmelder Fyens Stiftstidende

The Savage Rose har stålsat holdt fast hele vejen og har været en konstant brise af kærlighed, ærlighed og medmenneskelighed i musikalsk form.

Det er de også i det øjeblik, der hedder 2019.

En urkraft

Når Savage Rose af to omgange indtager Koncertsalen vil publikum opleve en gruppe, der sin over 50 år lange karriere til trods, er i absolut storform. Det viste de senest på efterårets turné, der blev bandets mest velbesøgte i dette årti.

”Jeg ved ikke, om det efterhånden er The Savage Rose vol. 3.0, 4.0 eller 5.0, vi er vidne til. Jeg konkluderer blot, at de nye medlemmer, hvoraf jeg endnu ikke har hørt flere live, gør det forbilledligt. De tilføjer nye detaljer til gamle sange og viser også format på den spritnye sang ’Harassing’, hvor Annisette vrænger ’Shame on you’ til alle dem bag enorme skriveborde, som ikke vil alles bedste. Og ikke mindst den ’Store Bukke Bruse på den anden side af havet’, skrev Fyens Stiftstidendes anmelder Simon Staun om koncerten i Odeon.

Helt i front for The Savage Rose står Annisette dog som altid med de bare fødder solidt plantet i scenegulvet og en stemme, der stadig kan blæse folk omkuld. En stemme, Gaffas anmelder Jan Eriksen beskrev således efter gruppens seneste koncert i Operaen:

Den stemme, der stadig bor i den spinkle, 70-årige sangerindes krop. Ja, stemmen. Uendeligt stor. Uendeligt udtryksfuld. En urkraft. Vis. Kærlig. Generøs. Krævende. Bluesy. Soulful. Som en 360 graders vokalhorisont med udsigt til alle de drømme, der blev drømt og for den sags skyld også de drømme, der mangler at blive drømt.”

The Savage Rose anno 2019 er Annisette, datteren Naja Rosa Koppel (kor), Amina Carsce Nissen (kor), Anders Holm (trommer), Frank Hesselstrøm (blæsere og keys), Jacob Haubjerg (bas), Las Nissen (guitar) Nikolaj Hess (hammond og keys).

Billetsalget til koncerterne starter den 26. november klokken 12.00 på dr.dk/koncerthuset.