Sig farvel med DR3

5. oktober kl. 21.00 på DR3: 'DR3 siger farvel' og sætter fokus på ting, der er ved at forsvinde fra jorden.

I et af programmerne har DR3 sendt professor og eventyrer Rane Willerslev sammen med blogger Nikita Klæstrup og entertainer Sonny Fredie- Pedersen til Hawaii for at sige farvel til albatrossen, som er truet på grund af plastikaffald i havene. (Foto: Jens Thorborg © Type 2)

Verden forandrer sig afsindigt hurtigt. Lige nu forsvinder der flere dyrearter end nogensinde før. Hver dag går natur tabt for evigt, og nye kulturer overtager efter de gamle. Hvad mange af os tager som en selvfølge, vil de nye generationer aldrig komme til at se.

DR3 har besluttet sig for at sende et hold danske unge ud i verden for at opleve, hvad kommende generationer mister – og på vegne af os alle – sige ordentlig farvel.

Rane Willerslev er seernes guide

”Hvis man ser historisk på det, er 99 procent af alle arter uddøde. Det er et naturligt vilkår for livet på jorden, at noget forsvinder, og det, synes jeg, er i orden. Men det tankevækkende her er, at det for første gang er mennesket, der er årsag til det. Det skaber et moralsk ansvar, vi bliver nødt til at forholde os til,” siger professor og eventyrer Rane Willerslev, der også er seernes gennemgående guide.

I seks programmer tager han på rejser ud i verden i selskab med en række unge, kendte danskere for at tage afsked med det, der forsvinder, og for at tage debatten mellem den yngre og ældre generation om vores fælles fremtid her på jorden. De besøger lande, dyr, oprindelige folk og kulturer, der forsvinder som en konsekvens af vores moderne livsstil, forbrugskultur og klimaforandringer.

I selskab med musikeren Sivas og skuespiller og tv-vært Christoffer Læssøe besøger Rane Willerslev i første program ø-riget Kiribati, som ifølge klimaforskeres beregninger vil være forsvundet inden for de næste 30 til 50 år, fordi verdenshavene stiger.

Her møder de en lokalbefolkning, hvor størstedelen lever under meget fattige kår, og som ikke bekymrer sig ret meget om de stigende vande omkring dem – for den største bekymring er at skaffe brød på bordet. Øboerne håber på mirakler eller hjælp ude fra, som kan stoppe oversvømmelserne, så de ikke ender som klimaflygtninge.

Rundt i verden

Rane Willerslev har to nye rejsekammerater med sig alle de steder, han gæster i verden. De tæller blandt andre modellen Emma Leth og journalist Esben Bjerre, som han besøger verdens sidste hvide, mandlige næsehorn sammen med i Kenya. Musiker og X Factor-dommer Mette Lindberg og rapperen Emil Stabil tager med Rane Willerslev til Japan for at tage afsked med verdens sidste ninja. Politisk blogger Nikita Klæstrup og danser Sonny Fredie-Pedersen rejser til Hawaii for at besøge laysan-albatrossen, som er særdeles truet, fordi havene bugner af plastik, som den kommer til at sluge. Og sådan rejser Rane Willeslev ud i verden seks gange i alt med 12 yngre kendisser.

I alle udsendelserne tager de medvirkende stilling til dét, der skal siges farvel til. Skal vi være kede af, at de her dyr, folk og steder forsvinder, og bør vi hugge bremserne i den vestlige forbrugskultur og forbyde plastik, fossile brændstoffer, flyveture og kødproduktion, fordi det koster klimaet alt for dyrt? Eller er det ok og helt naturligt, at noget bukker under i en moderne global verden, der er under konstant forandring? Det er nogle af de spørgsmål, programserien tager fat på gennem rejserne og de medvirkende.

'DR3 siger farvel' har premiere onsdag den 5. oktober klokken 21.00 på DR3 og sendes de følgende fem onsdage på DR3 samme tid.

Udsendelsesrækkefølgen:

DR3 Siger Farvel – til landet, der drukner (Sivas og Christopher Læssøe i ø-riget Kiribati) DR3 Siger Farvel – til stammefolket (Coco O og Niels Brandt i Kenya) DR3 Siger Farvel – til albatrossen (Sonny Fredie-Pedersen og Nikita Klæstrup på Hawaii) DR3 Siger Farvel – til næsehornet (Emma Leth og Esben Bjerre i Kenya) DR3 Siger Farvel – til den sidste ninja (Mette Lindberg og Emil Stabil i Japan) DR3 Siger Farvel – til indianeren (Martin Nørgaard og Ena Spottag i USA)

Facebook
Twitter