’Ulkegade’ handler om forbudt kærlighed i 1870’erne

DR Radiodrama er klar med ny podcastserie i 12 afsnit om forbudt kærlighed for 150 år siden i København.

(Foto: Grafik af: Morblod © Type 2)

I en brydningstid, hvor nye ideer florerer lever et tvillingepar midt i Kongens København. Omgivet af tidens tanker om ligestilling og seksuel frihed kæmper Esther og William for at kunne få hinanden. Men de er søskende, ja tvillinger, og deres kærlighed er forbudt.

Det eneste sted, de kan finde plads til at kunne være sig selv, er en lille smøge kaldet ’Ulkegade’. Her er livet frit. I ’Ulkegade’ er prostitutionen lovlig, og der er frihed til at udforske begær, fantasier og sig selv.

Det er en tid, hvor syfilis spreder sig ud i det moderne gennembruds København, hvor kvindefrigørelsen og puritanismen kæmper om fremtidens mennesker. Midt i denne storm af tanker står Esther og William og skal finde hinanden og sig selv. På deres rejse danner tvillingerne meget nære bekendtskaber med flere af tidens prominente personligheder. Blandt andet en ung Herman Bang får en markant betydning for de unge elskende.

’Ulkegade’ er skrevet med inddragelse af historiske kilder af Merlin P. Mann og Rasmus Kloster Bro. Rasmus Kloster Bro har også instrueret serien.

Reumertvinderne Sicilia Gadborg Høegh og Simon Bennebjerg spiller de unge tvillinger og foruden dem, består castet blandt andre af Lars Brygmann, Jens Jørn Spottag, Sarah Boberg, Nikolaj Kopernikus, Henrik Prip, Tina Gylling, Laura Bro, Peter Christoffersen, Nicholai Dahl Hamilton, Johannes Lilleøre samt Joen Bille, der spiller sin egen oldefar Henrik Ibsen.

Louise Alenius der komponerede succesoperaen Silent Zone har skrevet musikken, og lyddesignet er lavet af Weronika Andersen.

’Ulkegade’ er på 12 afsnit. Første afsnit udkommer mandag den 13. november og næste afsnit de efterfølgende mandage. Lyt med på www.dr.dk, DRs radio-app og iTunes.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve