Ung, nøgen og udstillet

29. august fra kl. 20.45 på DR2: Mandag aften sætter DR2 fokus på deling af pigers private nøgenbilleder på nettet – mod pigernes vilje.

  • Hundredvis af danske piger har fået delt private nøgenbilleder på nettet mod deres vilje. DR2 Dokumentar og Esben Bjerre undersøger hvor mange steder i Danmark det foregår. Og opsøger de drenge, der står bag. (Foto: Framegrab © Type 2)
  • JHundredvis af danske piger har fået delt private nøgenbilleder på nettet mod deres vilje. DR2 Dokumentar og Esben Bjerre undersøger hvor mange steder i Danmark det foregår. Og opsøger de drenge, der står bag. (Foto: Framegrab © Type 2)
1 / 2

Nøgenbillederne er oprindelig sendt til en kæreste eller venindes mobil, men absolut ikke tiltænkt offentligheden. Alligevel har hundredvis af danske piger oplevet at fået delt de selv samme billeder på nettet mod deres vilje.

Med tre programmer sætter DR2 mandag aften fokus på det omsiggribende fænomen hævnporno, der ødelægger mange unge pigers liv, når deres nøgenbillede, fulde navn, mail, mobilnummer og adresse bliver lagt ud til offentlig skue på nettet.

Hvem deler – og hvorfor?

I en helt ny dokumentar med titlen ’Ung, nøgen og udstillet’ undersøger DR2 Dokumentar, med Esben Bjerre som vært, hvem det er, der deler nøgenbilleder, og hvorfor de gør det. Dokumentaren forsøger at komme tæt på de drenge, der deler private nøgenbilleder af unge danske piger mod pigerne vilje.

Det viser sig i mange tilfælde at være helt almindelige danske drenge, der står bag delingen. Esben Bjerre undersøger, hvorfor de gør det, når det både har så store konsekvenser for pigerne og desuden er ulovligt.

Samtidig afdækker dokumentaren omfanget af problemet i Danmark, som i flere tilfælde viser sig at være systematiseret og særdeles omfangsrigt. Ligesom det viser sig, at danske mænd og drenge benytter sig af store russiske sider, hvor billeder af danske piger byttes, som var det fodboldkort.

Skam dig, Emma

Inden ’Ung, nøgen og udstillet’ sender DR2 dokumentaren ’Skam dig, Emma’, om Emma Holten, der en morgen vågner op til et mareridt. Hendes mail er blevet hacket, og de nøgenbilleder, hun som teenager tog af sig selv og sendte til en kæreste, ligger nu på hævnpornosider på nettet, sammen med hendes navn, adresse og mail. De næste år modtager Emma hundredvis af ydmygende mails fra drenge og mænd fra hele verden, der vil have sex, penge eller bare sige, hun ser godt ud.

Efter tre år får Emma nok. Hun rejser sig, laver et overraskende modtræk og bliver den første kvinde i verden, der står frem og fortæller om, hvordan det føles at få lagt sine private nøgenbilleder på nettet mod sin vilje.

I dokumentaren, som DR sendte første gang i 2015, følger DR Emmas rejse, både den indre og den ydre, for i takt med at hun har turneret i Australien, Østrig, England, Holland og Tyskland, har hun også udviklet sig til en moderne ny-feminist.

Adgang med Abdel – nøgenbilleder i omløb

Aftenens sidste program hedder ’Adgang med Abdel – nøgenbilleder i omløb’. I programmet møder Abdel Aziz Mahmoud føromtalte Emma Holten. Sammen besøger de Kolding Gymnasium for at finde ud af, hvem de unge mener, der bærer skylden. Er det dem, der deler billederne eller er det pigerne, der er for uforsigtige? Og ved de unge overhovedet, at det er strafbart at dele andres private billeder?

Man kan give sin egen mening om emnet til kende i løbet af aftenen på www.dr.dk/debat.

DR Ultra sætter fokus på emnet

Søndag den 4. september, klokken 18.00 følger DR Ultra op på temaet med en halv times udvidet Ultra Nyt Special med titlen ’Da jeg blev delt’, hvor der bliver sat fokus på deling af billeder. En special som i højere grad end temaet på DR2 henvender sig til de helt unge. Mange af de store børn har oplevet, hvor hurtigt et billede kan blive delt, og at man nemt kan miste kontrollen over, hvem der ser det, når først billedet er delt.

Hovedpersonerne i programmet er Julie og Naomi, der var 15 år gamle, da de tog billeder af hinanden i undertøj. Billederne var kun for sjov, men nogle af deres venner fandt billederne på Julies telefon og lagde dem op på hendes Facebook-side, så alle hendes venner kunne se dem.

I dag er de to piger med i Sexualisterne, der består af unge, som holder oplæg om seksualitet og debatterer seksualitet på godt og ondt med andre unge. Julie og Naomi tager ud og holder foredrag om sex, prævention og deling af nøgenbilleder, hvor de bruger deres egne erfaringer.

Sendeplan DR2 ’Nøgen på nettet’-tema mandag den 29. august:Klokken 20.45: Skam dig, Emma Klokken 21:30: Ung, nøgen og udstillet Klokken 22.15: Adgang med Abdel – nøgenbilleder i omløb

Ultra Nyt Special – Delt på nettet sendes søndag den 4. september, klokken 18.00.

Facebook
Twitter