'Verdens bedste VM' – bliver det nu også det?

En ny DR-dokumentarserie viser, hvordan vi allesammen står i et dilemma, når VM i Qatar skal spilles i skyggen af korruption, brudte menneskerettigheder og stadionbyggerier, der har kostet tusindvis af migrantarbejdere livet.

Dokumentaren kan ses på DRTV nu. Foto: Colourbox, Arne Stampe og Torben Kjærsgaard Madsen.

- Det her bliver verdens bedste VM. Sådan lød løftet fra FIFA’s præsident, Gianni Infantino, da han i foråret bød velkommen til lodtrækningen til VM i herrefodbold 2022. Men langtfra alle er enige i, at det bliver 'Verdens bedste VM'. For op til slutrunden i Qatar har der været en lang række historier om korruption, brudte menneskerettigheder og døde migrantarbejdere. Kritiske historier, der lægger en mørk skygge hen over fodboldfesten og stiller os alle sammen i et dilemma.

- Vi kan alle se, at situationen i Qatar er i særklasse alvorlig og tragisk, og jeg tror, at vi alle er enige om, at VM slet ikke burde være afholdt i landet, siger Kirsten Marie Svendsen, ledende redaktionschef for DR´s fagredaktioner.

DR's dækning går på to ben

I den nye dokumentarserie 'Verdens bedste VM' ser vi, hvordan fans, politikere og fodboldverdenen prøver at finde ud af, hvordan de skal tackle slutrunden i Qatar.

- DR’s ambitioner omkring VM i Qatar er at gå på to ben – det gør vi i øvrigt ved alle store turneringer. På den ene side skal vi dække en stor sportslig begivenhed, der samler danskerne om kampene og landsholdet. Men det er i lige så høj grad en vigtig journalistisk opgave for os at sætte kritisk fokus på forholdene i landet og baggrunden for, at VM overhovedet er endt med at være i Qatar og den svære situation, det sætter alle i, siger Kirsten Marie Svendsen.

Serien ”Verdens bedste VM” følger over tre afsnit et større persongalleri af mennesker på tværs af landegrænser. Selvom de lever vidt forskellige steder på kloden, har de alle det tilfælles, at de er påvirket af forholdene omkring VM i Qatar.

Vi følger den danske fagforeningsleder Gunde Odgaard rundt i Qatar, hvor han kæmper for bedre forhold for migrantarbejderne.

Vi følger nogle af de mennesker, der lever helt nede på bunden af samfundet i Qatar. Ligesom vi følger en familie i Nepal, hvor faderen er taget afsted som migrantarbejder for at forsørge familien.

Og vi følger de danske fodboldfans Jesper og Arne, der begge har fulgt det danske herrelandshold i årtier. Jesper vil ikke afsted, men Arne har planer om at tage til Qatar for at støtte landsholdet. Spørgsmålet er så, om han ender med at tage afsted?

Hele serien på tre afsnit kan ses nu på DRTV. På DR1 blev de to første programmer vist den 7. og 8. november, mens det sidste kan ses klokken 21.25 tirsdag den 15. november.

  • Episode 1: 'Verdens bedste VM': Korruption og store drømme

  • Episode 2: 'Verdens bedste VM': Overflod og underklasse

  • Episode 3: 'Verdens bedste VM': Afmagt og prestige

På denne side kan du finde det indhold, DR igennem længere tid har produceret om spillet uden for kridtstregerne i Qatar: Bag om VM i Qatar | DR