Journalister der tænker højt og sukker dybt

I dækningen af litteratur, mad, vin eller sladder kan mediesproget udvikle sig til et nærgående kropssprog. Journalister sukker, gyser og betror os alt muligt for at demonstrere, hvordan de lader sig påvirke af den kultur, de dækker. En ny ph.d.-afhandling belyser hvordan.

Ditte Okman fra Radio24syv er et af eksemplerne, som bliver fremhævet i den nye ph.d.-afhandling. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Af Christine Isager

”Ej, prøv at høre, jeg har det ad røvens til. Ej, vi starter nu.” I bramfri stil melder journalist Ditte Okman klar til at gå i radiostudiet, selvom hun er blevet syg. Hendes ”tårer, snot – måske også slimhoste” bliver (ja, faktisk) brugt som appetitvækker til den dags udgave af sladderprogrammet Det vi taler om på Radio24syv, som hun i en årrække har været fast vært for.

Den slemt forkølede journalist er et ekstremt eksempel fra det felt, Steffen Moestrup i en ny ph.d.-afhandling betegner som persona-dreven kulturjournalistik og kulturkritik.

Her er tale om kulturstof i bred forstand: film og tv, litteratur, mad, vin, musik og altså også sladder. Og når dækningen af kulturstoffet bliver persona-dreven, betyder det, at den varetages af journalister og kritikere, der over tid og i forskellige medier har opdyrket en genkendelig personlig stil og profil: en persona. Mange fungerer netop på tværs af medier, men særligt Radio24syv har satset på at udvikle programformater, der understøtter specifikke personaers udfoldelsesmuligheder i både tema og tone.

Kropsligt grænseoverskridende

Som nu med Ditte Okman og sladderstoffet. I Steffen Moestrups analyse er Okmans persona kendetegnet ved at være kropsligt grænseoverskridende uden at skamme sig over det. Bramfriheden er blevet hendes professionelle varemærke.

Som tv-anmelder i Ekstra-Bladet kommenterer hun reality-programmer, politiske programmer og reklamer i et sprog, der ofte ligner rene mavereaktioner: ”OH, MY LORD!!!”, ”hvilken kraftidiot”, ”Hvem i alverden… Hvilke voksne, normale mennesker … ”, ”AD!”.

Og i værtsrollen på Radio24syv udvides den ublu personas spillerum i muntert selskab med et skiftende panel i stil med det, vi kender fra DR’s Mads & Monopolet. Hos Ditte Okman kan stemningen i radiostudiet næsten sammenlignes med en julefrokost, skriver Moestrup og påpeger, hvordan Okman aktivt arbejder for at opretholde netop den stemning under udsendelserne. For eksempel kan hun finde på at afbryde med høje snorkelyde, hvis en af de andre beholder ordet for længe eller forfalder til kedelige almindeligheder.

På den måde tjener kropsligheden faktisk en væsentlig funktion. Når Okman reagerer så fysisk og følelsesstyret på sin journalistiske opgave, bliver sladderstoffet og tv-stoffet taget alvorligt som underholdningsstof, der taler netop til vores sanser og følelser. Personaens bramfri sprog og stil sikrer, at dækningen er sanselig og underholdende – og lidt grænseoverskridende – og dermed også bliver en social og kulturel oplevelse i sig selv.

Leger med dobbeltrolle

Sanselighed, selskabelighed og fortrolighed går igen hos ph.d.-afhandlingens to andre hovedperson(a)er, Martin Kongstad og Poul Pilgaard Johnsen, der performer hver deres særlige stil og profil på udvalgte kulturområder og har gjort det gennem en årrække.

Martin Kongstad leger med sin dobbeltrolle som journalist og forfatter, når han skal gøre måltider til en æstetisk oplevelse for sit mediepublikum. Hans restaurantanmeldelser optræder på tryk i magasinet Euroman, men indarbejdes også i Kongstads madprogram Bearnaise er dyrenes konge på Radio24syv. Her er det skuespiller Claes Bang, der lægger dyb og dramatisk stemme til anmeldelserne, og til gengæld er de oplæste tekststykker lagt ind i en mere intim og selskabelig ramme med optagelser fra restauranten, hvor Kongstad selv snakker med sine skiftende gæster, imens de spiser. Og når Kongstad for eksempel tænker højt om venskaber med mikrofonen tændt, imens han cykler gennem København undervejs til restauranten, er det lytteren, der bliver hans tætte og betroede følgesvend.

Samme rolle tilbyder Poul Pilgaard Johnsen sine læsere, når han lejlighedsvis sætter scenen i sine reportager og temaartikler i Weekendavisen ved at røbe, hvilket humør han er i, forelsket eller længselsfuld, og hvem der denne sommer kører med i hans gamle Jaguar til Skagen eller får del i en særlig champagne eller bourgogne i en særlig anledning. Som vært i vinprogrammet Flaskens ånd på Radio24syv sender Johnsen fra karnappen i sin egen dagligstue, hvor han skænker og deler en flaske vin med skiftende samtalepartnere, der ofte gengælder hans fortrolige facon med deres egne betroelser og historier. Vinene får ingen stjerner eller vurderinger. De spiller deres hovedrolle diskret ved at sætte stemningen og skabe pauser, lyde og måske let beruselse i samtalens løb.

En gentagen performance

Så – hvad er det nu, vi andre får ud af det?

I Moestrups udlægning skal vi forstå den persona-drevne journalistik som en gentagen performance, der nok lærer os mindre om for eksempel vin og litteratur end andre typer kritik og kulturjournalistik, men til gengæld giver os indblik i den særlige tilgang til livet, vi møder hos den særligt bramfri, den særligt legende, nydende eller melankolske persona.

Og måske forstår vi kulturprodukternes rolle og værdi på en anden måde, når vi lukkes ind i et selskab, der forsamles og faktisk sladrer om sladderen i vores samfund eller deler et måltid eller en flaske vin og lader det gøre sin virkning.

Ideelt set er det selve vores modtagelighed for kulturoplevelser, der bliver bearbejdet, når kulturen formidles ikke bare klart eller klogt, men i et sprog, der tydeligvis kommer fra et levende – cyklende, spisende, sukkende – menneske. Med eder, sekreter og bekendelser bliver mediesproget til et kropssprog, der kan minde os om, at kulturoplevelser er fysiske og fælles og værd at udsætte sig selv for. Og det er derfor, journalistens krop hører med til billedet, selv når den er så forkølet, at det næsten er for ulækkert.

Steffen Moestrup forsvarede sin ph.d.-afhandling Performing the persona – a case-study of contemporary persona-driven cultural journalism and cultural criticism på Københavns Universitet d. 8. marts 2019: https://mcc.ku.dk/calendar/2019/performing-the-persona/

Facebook
Twitter