Præcist og dækkende

Journalistik, måden, vi beskriver og gengiver verden på, handler om virkelige mennesker. Derfor skylder vi, at sproget er så fair, afbalanceret og præcist som muligt, mener DR's sprogredaktør.

Danskerne går amok i sakura-selfies hed det i en omtale af kirsebær-alleen på Bispebjerg Kirkegård, og de mange besøg, den typisk får, når træerne står i flor. Men lige der kunne ordvalget måske have været mere velvalgt, da det ikke var alle danskere, der gjorde det. Måske ville ordene københavnerne eller mange have været mere velvalgt. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

I maj publicerede DR en ny stilguide her på dr.dk/sprog. Under overskriften ’Det enkelt sagte er lettest at forstå’ samler den en række sprogråd til brug i det daglige journalistiske arbejde. Baggrunden er blandt andet erfaringer fra DR’s interne sprogindsats i form af efterkritik og undervisning.

I offentligheden har initiativet affødt en livlig debat, hvilket vi er glade for. Siderne i DR’s stilguide er ikke tænkt som facitmeddelende stentavler. Tværtimod har hensigten både internt og eksternt været at invitere til en åben diskussion om sproget i medierne. Det er da også i den ånd, initiativet fortrinsvis er blevet modtaget. For eksempel har det været glædeligt at se andre danske medier følge op i klummer, artikler og debatter. Det er nemlig oplagt, at sproget i nyhedsstrømmen har en afsmittende effekt på kryds og tværs, ligesom kildeafsmitning og klicheer i det journalistiske sprog er udfordringer, alle medier er fælles om.

Med stilguiden følger, hvad vi har valgt at kalde en tendensordsliste, og som man også finder på dr.dk/sprog. Den indeholder eksempler på ord, hvis reference der ikke er fuldstændig enighed om, eller som åbent eller skjult udtrykker synspunkter og holdninger, som ikke deles af alle. Derfor kræver ordene ekstra opmærksomhed, når de bruges, og sproget samtidig skal opleves retvisende, fair og afbalanceret. Den konkrete anledning til listen har blandt andet været henvendelser fra brugere, som har stillet spørgsmålstegn ved DR’s håndtering af værdimæssigt ladede udtryk som ’Udkantsdanmark’, ’ældrebyrde’ og ’12-talspige’.Ingen fyordsliste

Ved offentliggørelsen blev tendensordslisten enkelte steder fremstillet som en fyordsliste, bestående af ord, der skal udrenses fra sendefladen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Intentionen er en anden, nemlig at understøtte, at ordene bruges præcist og dækkende. Og som det tilføjes i stilguidens afsnit om sproglig etik: ”Det betyder ikke, at vi skal slå knude på ordene eller tale et plasticsprog af frygt for ikke at være politisk korrekte. Det ville bryde med principperne for både god journalistik og godt sprog. Sproglig etik betyder derimod at bruge sproget med omtanke og at tilstræbe den højest mulige sproglige præcision”.

Sagt på en anden måde: Alle ord på listen kan anvendes, hvor de i sammenhængen er dækkende, ligesom de naturligvis altid kan bruges ved citat eller med klar kildehenvisning. De mange holdninger og synspunkter, der er til stede i den offentlige debat, og det sprog, deltagerne vælger at anvende, skal vi naturligvis viderebringe retvisende og uden begrænsninger. Tendensordene er alene et opmærksomhedspunkt, når vi som journalister selv stiller os bag sproget. Her er tendensordslisten tænkt som et oplæg til at diskutere om for eksempel ’bykonger’ eller ’ghettobørn’ er dækkende, præcise og på en hensigtsmæssig måde fængende ord, når historien handler om lokalpolitik eller integration?

Apropos fængende kan mange af ordene på listen også få en klichemæssig karakter, som gør sproget dovent og upræcist. ’Danskerne går amok i Sakura-selfies’ skrev vi i DR om en udpræget københavnerbegivenhed, hvor lokale og turister om foråret efter japansk forbillede går op på Bispebjerg kirkegård i byens nordvestkvarter og lader sig fotografere under de blomstrende kirsebærtræer. Men føler man sig som dansker inkluderet, hvis man læser den historie i Aalborg, Lemvig eller Rønne?

Også borgere og vælgere

Ordet ’danskerne’ er oplagt dækkende i historier om for eksempel sport og international politik, hvor det afgrænser en række personer fra personer med en anden nationalitet, eller hvor emnet for eksempel er Danmarks historie. I andre tilfælde er det værd at overveje, om betegnelsen er den mest relevante. Danskerne er jo også ’borgere’, ’vælgere’, ’forbrugere’ og meget andet, men det virkelighedsbillede udviskes, hvis vi bruger samme fællesbetegnelse uanset anledning og sammenhæng.

I stilguiden har vi medtaget et citat af journalist ved Bloomberg News, Robert Hutton. Han skriver:

”Verden er et mangefacetteret og spændende sted, men det vil hverken du eller dine læsere opdage, hvis du skriver i klichéer.”

Journalistik, måden, vi beskriver og gengiver verden på, handler om virkelige mennesker. Derfor skylder vi, uanset om den kritiske journalistik retter sig mod samfundets magthavere eller andre, at sproget er så fair, afbalanceret og præcist som muligt. Vi bør gøre os umage, fordi det styrker oplysningen som demokratisk beslutningsgrundlag, og fordi det styrker brugernes tiltro til en kritisk og uafhængig journalistik på et tidspunkt, hvor det måske er mere påkrævet end længe.

Facebook
Twitter