Børn gør deres forældre klimavenlige med teknologi

I konkurrencen Knæk Klimakoden finder børn på idéer til at leve mere klimavenligt. Og de gør det med fantasi og teknologi som de vigtigste redskaber.

Flere end 100.000 børn i de danske, 4., 5. og 6. klasser arbejder lige nu med kodning, teknologi og digital dannelse med en mikrocomputer som omdrejningspunkt. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Den syner ikke af særlig meget. Den lille mikrocomputer 'BBC micro:bit' på størrelse med en tændstikæske. Men mellem hænderne på børn i 4. til 6. klasse bliver mikrocomputeren til meget mere end et stykke kold teknik. Den bliver til et redskab til at forstå teknologi og arbejde kreativt med teknologien.

Som en del af læringsprojektet ultra:bit prøver børn fra skoler i hele landet kræfter med ultra:bits nye innovationskonkurrence Knæk Klimakoden.

I konkurrencen skal børn finde på idéer, til hvordan teknologi kan være med til at gøre forældre mere klimavenlige. Emnerne i konkurrencen er inspireret af FN's Verdensmål, og handler blandt andet om, hvordan vi forhindrer at plastik ender i naturen, og hvordan vi kan transportere os selv uden at udlede så meget CO2.

En af konkurrencens dommere er Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF. Hun glæder sig over, at børn arbejder kreativt og problemløsende med FN's verdensmål.

- Verdensmålene er alles – og nok især børnenes, for det er deres fremtid, målene skal gøre bedre. Fra UNICEFs side går vi meget op i både at engagere børn og i at finde nye løsninger. Og det kan ultra:bit! Jo flere kreative ideer, der kommer ind, jo bedre. Og uanset, hvor geniale løsningerne er og hvem, der vinder, så får alle de børn, som deltager, ny viden med sig om Verdensmålene, siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF.

I konkurrencens dommerpanel sidder også DR’s tidligere vejrvært og klimakorrespondent, meteorolog Jesper Theilgaard.

- Børn er meget engagerede i klimaet. Lige fra seksårsalderen og op igennem i ungdommen. Vi skal gøre dem nysgerrige på naturen og give dem masser af viden om den. De kan sagtens forstå sammenhænge og se problemerne. Især det man kan se med øjnene for eksempel plastikforurening i naturen, eller lys der bare er tændt hele tiden, siger Jesper Theilgaard.

Han glæder sig til at se, hvilke idéer børnene kommer på i konkurrencen Knæk Klimakoden.

- Det er så sjovt at arbejde med børn, fordi de ser tingene i et andet perspektiv. Derfor kan man få nogle sjove snakke med børn og få gode ideer fra dem, siger Jesper Theilgaard.

- De voksne er nogle uhyre vanedyr. De gør, hvad de plejer at gøre, fordi det er det nemmeste i en stresset hverdag. Vanens magt er utrolig. Men jeg tror godt, børnene kan påvirke deres forældre til at ændre vaner, siger Jesper Theilgaard, der flere gange har været dommer til idekonkurrencer på skoler og løfter sløret for, hvad han særligt kigger efter.

- Jeg vil kigge efter noget, jeg ikke har set før. Det kan være en opfindelse, der er en ny variant af noget kendt. Jeg elsker at blive overrasket, eller noget helt bagvendt, hvor børnene virkelig har været opfindsomme, siger han.

Konkurrencen Knæk Klimakoden har to hovedpræmier på 15.000 kroner til en oplevelsestur for klassen. Konkurrencen er åben til og med 30. oktober.