Skærme, BBC micro:bits, robotbiler, digitale spil og fortællinger fylder salen på Ilinniarfissuaq, der er læreruddannelsen i Nuuk.
Stedet danner rammen for Teknologifestivalen, hvor 11 lærerstuderende fejres, da de som de første i Grønland har bestået Teknologiforståelsesfaget. Deres afslutningsprojekter bliver vist frem og taget imod med stor begejstring af både børn og voksne.
I et år har de studerende taget et ekstra fag, hvor de har tilegnet sig viden og erfaringer med at arbejde didaktisk med forskellige teknologier.
ultra:bit med på grønlandsk teknologifestival
Teknologifestivalen var kulminationen, hvor de studerende udover at vise deres projekter frem også fik mere viden med på vejen gennem præsentationer fra forskellige oplægsholdere.
ultra:bit var inviteret med på festivalen for at fortælle om læringsindsatsen, som også har deltagelse af grønlandske skoler.
Senest har ultra:bit haft fokus på grønlandske dyr i den digitale læringsevent”ultra:bit LIVE – Superdyr”, hvor elever har skabt deres egne teknologidyr bl.a. med inspiration fra grønlandske dyr. Undervisningsforløbet er også blevet udgivet på grønlandsk i samarbejde med Undervisningsstyrelsen i Grønland.
- Mødet med ultra:bits samarbejdspartnere i Grønland giver nye muligheder for at udvikle samarbejdet, som vi sætter stor pris på. Derudover var det en stor oplevelse at møde de studerende, der viste et stort engagement og forståelse for det arbejde, som venter dem forude, siger DR’s sekretariatsleder for ultra:bit Camilla Balslev Nielsen.
De nye lærere imponerer
Forsøgsfaget blev skabt og gennemført ved hjælp af et godt samarbejde mellem uddannelserne, skolerne og erhvervslivet i Grønland og Danmark.
IT-didaktiske konsulenter fra Københavns Professionshøjskole og undervisere fra Ilinniarfissuaq har hentet inspiration og bygget videre på erfaringer fra Coding Class-projektet.
Formålet med faget har været at give de studerende mulighed for at forberede sig til at arbejde med teknologiforståelse i folkeskolen. To af de ansvarlige for forsøgsfaget oplever, at de er nået rigtig godt i mål, når de ser på, hvor de studerende startede, og hvor de er nu.
- Det er utrolig dygtige og engagerede studerende, som har udforsket et stort udvalg af teknologier. De har formået at arbejde omkring de tekniske udfordringer, som vi har haft i forbindelse med onlineundervisningen, hvor både strømmen og internettet har været væk i perioder. De har gang på gang imponeret os med deres løsninger, siger Martin Exner, IT-didaktisk konsulent fra Københavns Professionshøjskole.
Ivaaq Kriegel, der er underviser på Institut for Læring ved Ilisimatusarfik i Nuuk, tilføjer:
- De studerende har også brugt deres erfaringer og viden i andre fag, hvilket har fået mine kollegaer til at få indblik i, hvad teknologier kan bruges til i en didaktisk sammenhæng. Særlig vakte en studerendes fortolkning af den kendte grønlandske myte ”Kaassassuk og Sassuma Arnaa (havets moder)” stor opmærksomhed. Igennem en interaktiv animation blev myten og den grønlandske kultur fortalt på en anderledes måde.
Teknologiforståelse kan bruges i alle fag
Kalunnguaq Næsgaard Madsen er studerende på læreruddannelsen og har valgt at tage teknologifaget som en del af læreruddannelsen.
- Jeg oplever, at teknologiforståelse kan bruges i alle fag. Man kan fx arbejde problemorienteret i matematik. Spil kan man også arbejde med i både matematik og dansk. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik muligheden for at lære noget om teknologiforståelse. Det har givet mig et indblik i, hvilke teknologier jeg kan bruge i min hverdag, mit studie, og når jeg skal undervise i folkeskolen.
De 11 studerende har stadigvæk et år tilbage, før de kan kalde sig lærere. Men de glæder sig allerede over, at Undervisningsstyrelsen i Grønland har valgt at sætte teknologiforståelse på skoleskemaet fra 2023.