'Bow down, bitches': Madonna i modangreb efter 'diskriminerende' kritik

Madonnas ansigt har vakt opsigt på internettet – nu tager hun til genmæle.

Madonnas udseende har været et stort samtaleemne i kølvandet på søndagens Grammy-prisfest. (Foto: © Rob Latour, Shutterstock / Ritzau Scanpix)

- Hvad er der sket med Madonnas ansigt?!

- Hun har virkelig fucket sit ansigt op!

- Madonna ser godt ud for sin alder – hvis hendes alder er en 2.700 år gammel vampyr, som spiser babyer og smådyr levende.

Sådan lyder nogle af twitter-reaktionerne, efter Madonna indtog scenen ved søndagens Grammy-show.

Den 64-årige popdronning skulle præsentere en kontroversiel optræden med musikerne Sam Smith og Kim Petras, og hun holdt en tale, der hyldede stjernerne for deres mod til at provokere.

Men hendes tale blev hurtigt overskygget af hendes udseende. Efter showet er det nemlig hendes ansigt, der er det helt store samtaleemne på internettet.

Madonna ankommer til det såkaldte Mr. Brainwash Art Museum, hvor Grammys-efterfesten blev afholdt. (Foto: © RMCL, Copyright © 2022 BACKGRID)

Flere medier har endda bragt artikler, der spekulerer i, hvilke skønhedsoperationer den 64-årige popveteran mon kan have fået foretaget inden prisuddelingen.

Men det vil Madonna ikke finde sig i, og nu tager 'Like a Virgin'-stjernen til genmæle på sin Instagram.

- Endnu en gang bliver jeg fanget i den aldersdiskrimination og misogyni (kvindediskrimination), der gennemsyrer vores verden, skriver Madonna.

Umulige idealer

Og det er måske ikke så underligt, hvis Madonna er frustreret.

En dengang 47-årig Madonna poserer under Grammy Awards i 2006. (Foto: © ROBERT GALBRAITH, Ritzau Scanpix)

Lene Bull Christiansen forsker i blandt andet køn og kendiskultur ved Roskilde Universitet, og hun forklarer, at samfundets skønhedsidealer til kvinder er svære, for ikke at sige umulige, at leve op til.

- Kvinder i showbiz er som en lus mellem to negle. På den ene side er de i langt højere grad end deres mandlige kollegaer underlagt nogle skønhedsidealer, som det forventes, at de lever op til, siger hun og uddyber:

- Men samtidig må det ikke kunne ses, at man har gjort noget for at leve op til det.

I sit Instagram-post skriver Madonna også, at hun mener, at pressefotografernes lange zoom-linser har været med til at forvrænge hendes ansigt på billederne fra showet. (Foto: © Rob Latour, Shutterstock / Ritzau Scanpix)

Jo ældre, vi bliver, jo skævere bliver skønhedsidealerne imellem mænd og kvinder desuden, siger forskeren.

- Mick Jagger for eksempel har været én lang rynke så længe, jeg kan huske, men er stadig blevet betragtet som attraktiv, siger Lene Bull Christiansen.

På Instagram fortsætter Madonna sin kritik af de samfundsstrukturer, hun mener er kvinde- og aldersdiskriminerende.

- Verden nægter at fejre kvinder, der er mere end 45 år gamle, skriver hun blandt andet, og dermed puster hun nyt liv i en større diskussion.

Skuespillere siger stop

For de seneste år har kvindelige stjerner på stribe stillet sig frem og sat fokus på, at underholdningsbranchen, og især Hollywood, "pensionerer" kvinder langt tidligere end mænd, fortæller Lene Bull Christiansen.

Kvindelige skuespillere har flittigt stået frem og fortalt, at de bliver fravalgt til de store og ledende roller, allerede når de begynder at komme op i 30'erne.

Og de roller, de trods alt kan få, ændrer sig markant, så snart skuespillerne ikke længere er purunge.

Eksempelvis udtalte 'Ringenes Herre'-stjernen Liv Tyler i en alder af 38:

- I min alder skal du som regel spille nogens kone eller kæreste.

Liv Tyler var i starten af 20'erne, da hun blev castet til rollen som elverdronningen Arwen i 'Ringenes Herre'-trilogien. (© New Line Cinema / Ritzau Scanpix)

Og som kvindelig skuespiller kan du godt regne med, at den mand, du eventuelt skal spille overfor, er 10-20 år ældre end dig. Også selvom I i filmens univers skal forestille at være lige gamle, fortæller Lene Bull Christiansen.

Årsagen?

At underholdningsindustrien ifølge Lene Bull Christiansen er én af de mest mandsdominerede arenaer i vores samfund.

- Dem, der er manuskriptforfattere, instruktører, direktører og så videre, er langt overvejende mænd. Og der har ligesom været en enighed blandt dem om, at kvinders historier generelt ikke er specielt interessante, fortæller Lene Bull Christiansen.

- Og når kvinder så er kommet op i alderen, lader det til at være holdningen, at deres historier slet ikke interessante længere, siger forskeren.

Skæv og stereotyp skildring af kvinder

Den teori bakkes op af skuespilleren Geena Davis, der selv er 67.

Hun står bag Geena Davis-Instituttet – et analyseinstitut, som siden 2004 har lavet opgørelser over kvinder i filmbranchen.

Instituttet har blandt andet undersøgt de 30 mest sælgende film på tværs af USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland for året 2019.

Resultatet: at lige præcis nul kvinder over 50 år havde hovedroller.

67-årige Geena Davis har repræsentation af kvinder, og særligt kvinder over 50, som en mærkesag. Her er hun fotograferet i forbindelse med Oscars i 2020. (Foto: © Dave Bedrosian, Ritzau Scanpix)

Faktisk skulle man i det hele taget kigge langt efter kvinder over 50 på lærredet – for der var dobbelt så mange mænd på 50 år eller derover, som der var kvinder.

Men ikke nok med, at de ældre kvinder får mindre skærmtid – de bliver også fremstillet mere stereotypt.

Som Geena Davis selv har udtalt i forbindelse med undersøgelsen:

- Jeg vidste, at det var slemt, men det her har virkelig slået fast, hvor dystert det er.

Lene Bull Christiansen er enig i, at tallene optegner en problematisk tendens.

- Det er simpelthen et spørgsmål om, at ældre kvinder bliver skrevet ud af kulturen. Det sender et signal om, at man som kvinde er irrelevant fra midten af livet og frem. At her er en gruppe af mennesker, vi ikke interesserer os for i den brede kultur, siger Bull Christiansen.

'Bow down, bitches!'

Madonna har dog ingen planer om at lade sig skrive ud af kulturen.

For selv i en alder af 64 år formår hun at placere sig selv i hele verdens popkulturelle centrum.

Og det lader ikke til, at hun har tænkt sig at sætte tempoet ned lige foreløbig.

Madonna har aldrig været bange for at bruge store armbevægelser. Her er hun fotograferet under en optræden ved Grammys i 2015. (Foto: © Robyn Bec, Ritzau Scanpix)

For, som hun slutter sin Instagram-udtalelse:

- Jeg ser frem til mange flere år med omstyrtende opførsel, at skubbe til grænserne, stå op imod patriarkatet og – vigtigst af alt – at nyde mit liv, skriver hun, inden hun slutter:

- Bow down, bitches!