Dagbog fra Qatar: 'Man føler sig konstant kigget over skulderen'

Adnan Al-Adhami og P3 er i Qatar, og det er en oplevelse... på godt og ondt.

(© DR)

- I må passe på jer selv.

Det er en sætning, både jeg og mine to kollegaer har fået en del gange, inden vi tog afsted til fodbold-VM i Qatar.

For når man er taget afsted for at lave satirevideoer for P3 i et land som Qatar, bliver man nødt til at forberede sig på det værste.

Selvom man kan risikere at ryge i fængsel, få beslaglagt udstyr eller blive smidt hjem, så var den største frygt en anden.

Vi fik at vide, at DR muligvis ville kunne blive udsat for en kollektiv straf. Det betyder med andre ord, at alle udsendte fra DR ville kunne risikere at blive sendt hjem.

Det er ubehageligt, at andre bliver gjort ansvarlige for ens gerninger. For slet ikke at nævne, hvor akavet det vil blive nede i DR's kantine, som i forvejen ikke er en rar oplevelse.

Derfor var vi forsigtige de første par dage, især efter vi lige havde set, hvordan myndighederne havde behandlet TV2's korrespondent, Rasmus Tanholdt, hvor de truede ham med at smadre kameraet.

Det ville vi ikke udsættes for.

Men ingen har forsøgt at smadre vores kamera eller ødelægge vores optagelser. Vi har faktisk kun oplevet, at qatarerne er utroligt hjælpsomme og venlige. Måske er de venlige, fordi vi er journalister med en mikrofon og et kamera.

Eller måske er de venlige, fordi de bare er det.

I forbindelse med en video er jeg klædt i deres traditionelle tøj, der blandt andet består af et mandligt tørklæde, kaldet gutra. Det er ekstremt svært at sætte ordentligt for sådan en amatør-araber som mig.

Uden jeg har bedt om hjælp, kommer almindelige qatarere, gadesælgere, selv det lokale politi og hjælper mig med at sætte tørklædet ordentligt på. De hjælper, fordi de synes, at det er sjovt, at jeg vil bære deres tøj i en video, selvom jeg er overbevist om, at de ikke synes det alligevel, når de ser videoen.

På trods af den venlige behandling så har jeg udviklet en solid omgang miniparanoia. Sådan noget, hvor jeg bliver mistænksom, hvis folk kigger på mig, eller spørger hvor jeg kommer fra.

Man føler sig konstant kigget over skulderen.

Var ham manden der også før? Følger han efter os? Er toilettet på mit værelse i virkeligheden hemmeligt overvåget, så en eller anden agent fra Qatar kan se mig skrive det her lige nu?

Men jeg tror det ikke. For så havde de vel grebet ind længe før? Men alligevel er der en del episoder, som har fået hårene til at stritte lidt og bidrager til min miniparanoia.

Mistænkelig app og burner-telefon

Før vi ankom til Qatar, skulle vi installere en app. Den hedder Hayaa, og det er den officielle app til VM i Qatar. Den er blevet stærkt kritiseret for at have samme forhold til privatliv, som Se & Hør, dengang de kendte en, der arbejdede hos Nets. Appen er adgangsbilletten for at komme ind i landet, da den fungerer som visum.

DR mente, at appen af hensyn til sikkerheden skulle installeres på en separat telefon. (© DR)

DR's IT-sikkerhedsfolk mente, at det var uforsvarligt at installere appen, og derfor fik vi en burner-telefon, der bliver kasseret lige så snart, vi er hjemme igen.

Telefonen er en Motorola, som siger "Hello Moto!", når den starter op, og den kan ikke andet end at være dårlig til at gå på nettet. Men med den telefon kunne jeg i det mindste installere appen, uden at mine sommerferiebilleder fra Italien muligvis ville ende på en qatariansk Hayaa-server.

'Man tænker sit'

Vi bor i en lejlighed i udkanten af Doha, placeret i et politiområde, som nu også bliver brugt til at huse besøgende til VM. Lidt specielt, at de lige har valgt, at det er der, vi skal bo. Man tænker jo sit.

(© DR)

Når man ankommer til området, står der en mand og noterer nummerplader og tidspunkt, hver gang vi kommer og går, og der er masser af dokumenter, der skal underskrives inde i receptionen. Dokumenter, vi aldrig får lov til at læse færdig, før receptionisten siger den sædvanlige sætning.

- Det er bare nogle check-in-dokumenter.

Og det er det måske også, men behageligt er det ikke.

En kiosk – kun for mænd

Det var heller ikke behageligt, da receptionisten ved vores ankomst fortalte min kvindelige kollega, at hun ikke måtte benytte sig af den kiosk nær vores lejlighed, da den kun er for mænd.

Hvad vil der ske, hvis hun benyttede den, tænkte jeg?

Kommer hun til at smitte alle i kiosken med pigelus? Eller kommer hun tværtimod til at vinde en præmie som den første kvinde, der turde trodse forbuddet og dermed blive kåret som årets girlboss?

Eller måske imploderer mandekiosken om sig selv og skaber et sort hul i det, hun træder ind over dørtrinnet?

Måske vi alle bliver transporteret til et alternativt univers, hvor vi i stedet for almindelig mad spiser forskellige tasker? Hvem ved, en clutch til forret? Det er jo ikke til at vide, og vi finder nok ikke ud af det. Til gengæld var der en tankstation et par kilometer væk, og den var hun mere end velkommen til at bruge.

Der var flere steder, hvor vi oplevede, at mænd og kvinder skulle adskilles.

Selvom det ikke er fremmede i Danmark med tog, der har en stillekupé, så spærrede jeg alligevel øjnene op, da jeg kunne se, at man havde en kvindekupé i metroen hernede.

En kvindekupé i metroen. (© DR)

Der ligger sikkert mange gode intentioner bag adskillelse af kvinder og mænd, såsom at det sikkert skaber mere tryghed for nogle kvinder, men det føles stadig mærkeligt at blive adskilt som hold.

Når jeg tænker på hele oplevelsen med Hayaa-app, burner-telefon, risikovurderinger, mandekiosk, kvindekupéer og "pas nu på dig selv"-samtaler med ledere og lederes ledere...

Så er jeg ret glad for at være journalist og borger i Danmark.