Det er Kvindernes Internationale Kampdag, og kvinder verden over griber megafonen.
Men der findes også de kvinder, som griber mikrofonen hver dag.
Josie Amadonna, FVN og NØX er rappere, og dermed begår de sig i et hiphop-miljø, som traditionelt har været mandsdomineret.
Men problemerne spøger stadig, lyder det. Også selvom vi de seneste år har set flere rappere af hunkøn gøre deres indtog på rapscenen.
P3 på dr.dk har talt med de tre rappere om deres forhold til Kvindernes Internationale Kampdag - og om deres oplevelser med at begå sig i den danske musikverden.
Og det er ikke for sarte sjæle, som Josie Amadonna formulerer det.
Josie Amadonna: 'Det er ikke en kamp, jeg har tænkt mig at tabe'
For Josie Amadonna er det forholdsvis nyt at markere Kvindernes Internationale Kampdag.
- Jeg er fra en lille by i Jylland, som hedder Mejrup Kirkeby, og det er ikke noget, vi går så meget op i derovre. Uden at smide alle fra Mejrup Kirkeby under bussen! griner Josie Amadonna.
Nu er hun dog begyndt at markere dagen – særligt på sin Instagram, hvor hun hvert år skriver en hyldest til kvinderne i sit liv.
Rapperen mener, at musikbranchen, og måske særligt rapmiljøet, har et problem med sexisme.
- Det er det mest sexistiske miljø, jeg har oplevet. Det er ikke for sarte sjæle.
Hun har oplevet, at det var svært at blive en del af miljøet – og at hendes mandlige kollegaer ligefrem har frosset hende ude, eksempelvis da hun som den eneste kvindelige rapper skulle spille på en festival.
- Jeg prøvede at hilse på dem og være sød og sådan noget, men de lukkede mig bare ude. Det føles som at gå i folkeskolen igen, siger Josie Amadonna.
- Jeg har det sådan: Der er ingen, der skal sige til mig, jeg ikke må lege med. Så skal jeg nok vise dem.
Hun mener, at man er nødt til at være hårdfør, hvis man skal begå sig som kvindelig rapper i Danmark.
Dels fordi det er hårdt at trænge ind til både pladeselskaber og hiphop-miljøet.
Men også fordi hun mener, at man skal lægge ører til mere hate som kvinde.
- Jeg har fået at vide, at jeg bare er en tyk udgave af Tessa for eksempel, og jeg vågnede engang op til ti hate-kommentarer på TikTok, hvor tiårige skrev én masse bullshit, fordi de ikke har andet at lave.
- Det går mig på, selvom jeg ville ønske, det ikke skulle gå mig på, siger Josie Amadonna.
Men hun har ikke tænkt sig at lade sig slå ud af kurs.
- Jeg bliver meget motiveret af det. Den eneste måde at vinde over sådan nogle bullies er at være succesfuld og glad. Det er ikke en kamp, jeg har tænkt mig at tabe.
FVN: 'Det er kvinder, der dominerer!'
For Rapperen FVN har den ottende marts altid været en festdag.
Da hun var barn, spillede hendes mor en central rolle i en forening for eritreiske kvinder, som holdt et arrangement på dagen.
- Den her dag har betydet meget, og vi går utrolig meget op i, at kvinders stemmer skal høres. Jeg har altid vidst, at det var en vigtig dag, blandt andet fordi jeg har eritreisk baggrund. Eritrea er det land, der har haft størst andel af kvinder i hæren, siger FVN.
Men de danske pladeselskaber er mindre optagede af, at kvindelige stemmer skal høres, mener hun.
For rapperen synes, musikbranchen er for tilbageholdende.
- Jeg synes ikke, musikbranchen tør tage chancer med kvinder på samme måde, som de gør med mænd. Det er, som om mænd i musikbranchen er komfortzonen, mens man er bange for at satse på kvinder. At give dem de samme chancer og muligheder, siger FVN.
Og det er ærgerligt, mener rapperen. Dels fordi hun tror, det spænder ben for mange kvinder. Men også fordi pladeselskaberne snyder sig selv.
- Globalt set er det kvinder, der dominerer rapbranchen, siger FVN og fremhæver navne som Nicki Minaj, Cardi B og Ice Spice.
- Der er vi totalt bagud i Danmark.
Og hun mener ikke, det skyldes, at der ikke er et marked for rappere af hunkøn i Danmark.
- Det er undskyldninger, mand! Der er totalt meget et marked. De er derude, vi er herude! Mulighederne bliver bare ikke givet. Det er sådan, jeg ser det, siger FVN, der ikke selv er tilknyttet et pladeselskab.
NØX: 'Jeg holder kvindernes kampdag hver dag'
For NØX er den 8. marts ikke specielt anderledes end så mange andre dage.
- Jeg holder Kvindernes Kampdag hver dag. Ikke med flag og sådan noget. Men ja. Jeg prøver at understøtte, samarbejde med og hylde feminine personer hver eneste dag.
Eksempelvis forsøger NØX at hyre kvinder eller nonbinære personer til at spille opvarmning, hvis hun har et spillejob.
- Det er ikke noget, jeg siger højt, for jeg hader, at det er køn før musik. Men det er den forskel, jeg føler, jeg kan gøre.
NØX har rappet i ti år, og der er sket meget i den tid, fortæller hun.
Dengang hun startede, blev det, hun lavede, kaldt "pigerap".
I dag er der mange, der kalder hende for en "kvindelig rapper", og selvom hun synes, det er en opgradering, er det stadig et irriterende begreb.
- Jeg betegner mig selv som sangskriver, rapper, og kunstner, og det synes jeg ikke har et køn. Men det bliver bedre og bedre, siger hun.
Hun mener, at der er ekstra meget på spil, når en kvinde rimer i en mikrofon, kontra når en mand gør det. Fordi der er færre kvinder på scenen, er opmærksomheden skærpet omkring kvinderne, mener hun – på godt og ondt.
Hun mener, at folk lægger ekstra meget mærke til det, hvis en kvinde jokker i spinaten.
- Det er et kæmpe fucking pres. Jeg er bange for, at mange kvinder stopper inden, vi finder ud af, om de kunne være blevet gode, fordi folk står klar til at grine af dem, så snart de fucker op. Man skal være gjort af et særligt stof for at kunne lukke det ude og bare blive ved.
Hun nævner Benjamin Hav som eksempel. Ligesom NØX selv har Benjamin Hav nemlig en fortid som såkaldt battle-rapper, en rapdisciplin som går ud på at tilsvine sin modstander så groft og spidsfindigt som mligt.
- Jeg tror ikke, at Benjamin Hav nogensinde får at vide, at han tabte en battle for ti år siden, hvorimod jeg stadig kan møde folk, der siger: "Jeg så din battle for ti år siden – hold kæft, han slagtede dig!".