Måske har du allerede skamspillet den siden november – eller også bliver du bare umådeligt træt, når 'Last Christmas' endnu engang brøler ud af højtaleren.
Uanset hvad dit forhold er til Wham!'s juleklassiker, så er den stort set umulig at undgå i disse dage.
I år er det 40 år siden, at 'Last Christmas' så dagens lys, og i dag er nummeret fortsat én af verdens mest populære julesange. I skrivende stund ligger den da også nummer to på den danske singlehitliste.
Men hvordan blev allertiders julebanger til?
Find pebernødder og gløgg frem, og sæt dig godt til rette, for her får du hele historien om julesangen, vi alle elsker – eller elsker at hade:
George Michael skrev selv kæmpehit
I 80'erne var Wham! ét af Storbritanniens allerstørste popnavne – og særligt 1984 så ud til at blive et ekstra succesfuldt år for duoen, der blev dannet tre år tidligere og bestod af medlemmerne George Michael og Andrew Ridgeley.
Wham! havde allerede sikret sig karrierens første nummer ét-hit på den britiske hitliste med 'Wake Me Up Before You Go-Go'. Og med sange som 'Careless Whisper' og 'Freedom' på tegnebrættet – der begge senere også skulle gå hen og blive nummer ét – vidste George Michael godt, at 1984 ville blive et godt år for Wham!.
Og udsigten til succes havde givet George Michael blod på tanden. For kunne Wham! mon score sig endnu en førsteplads, inden året rindede ud?
- Jeg vidste, at vi ville fået et stort år, og jeg tænkte, det ville perfekt at afslutte året med et julehit, fortalte Michael senere i et radiointerview.
Og en søndag i februar 1984 fik George Michael så pludselig inspirationen til den sang, der for alvor skulle være med til at cemmentere Wham!'s legendestatus. Den dag var George Michael sammen med Andrew Ridgeley til middag hos sine forældre.
- Vi havde fået lidt mad og sad og slappede af foran fjernsynet, da George, næsten ubemærket, forsvandt ovenpå i et par timer. Da han kom ned igen, var han så begejstret, at han lignede én, der havde fundet guld – hvilket han jo på en måde også havde, skrev Ridgely i en klumme i The Mail On Sunday i 2017.
Sammen gik de op på George Michaels barndomsværelse, hvor han spillede en melodi på sit gamle børnekeyboard.
- Han spillede introen og omkvædet fra 'Last Christmas' for mig. Det var et vidunderligt øjeblik, genkaldte Andrew Ridgeley sig.
I august samme år indspillede duoen sangen i et studie i London – eller George Michael gjorde.
Den dengang 21-årige sanger stod nemlig selv for både at indspille vokaler og alle andre instrumenter på nummeret, ligesom han er den eneste sangskriver og producer, der er krediteret for sit arbejde på sangen.
Spændte ben for sin egen succes
Da 'Last Christmas' to måneder senere blev udgivet, tegnede det godt for George Michaels plan om endnu en hitsingle.
For Wham! var målet at opnå førstepladsen på den britiske julehitliste. I Storbritannien er det nemlig særligt prestigefyldt at ligge nummer ét juledag, den 25. december.
Lykkedes det, ville det være Wham!'s fjerde førsteplads dét år. Og det var da også tæt på at lykkes – lige indtil George Michael indirekte formåede at spænde ben for sin egen succes.
Det gjorde han, da han sammen med en lang række andre store stjerner takkede ja til at medvirke på velgørenhedssinglen 'Do They Know It's Christmas?', der skulle samle penge ind til hungersnødsramte i Etiopien.
Og velgørenhedssangen var god. Næsten lidt for god, frygtede George Michael.
- Under indspilningen talte alle andre om, hvor fantastisk sangen ('Do They Know It's Christmas?') var, og hvordan det ville gå nummer ét. Og jeg havde de samme tanker, men jeg havde også et skide ego, der blev ved med at tænkte: "Shit, shit, shit!". For mit lille ego havde jo en masterplan for, hvordan vi skulle få vores fjerde førsteplads dét år, har sangeren selv fortalt.
'Last Christmas' nåede aldrig førstepladsen, men måtte – som George Michael havde forudsagt – ganske rigtigt se sig slået af 'Do They Know It's Christmas?'.
I stedet måtte Wham! tage til takke med andenpladsen.
Kæmpede ihærdigt for førstepladsen
Drømmen om førstepladsen levede dog videre.
Året efter George Michaels pludselige død i 2016 søsatte fans af Wham! en kampagne, hvis mål var endelig at få 'Last Christmas' til at ramme på førstepladsen. Også Michaels Wham!-kollega Andrew Ridgeley støttede ihærdigt op om kampagnen, men uden held.
Endnu engang glippede førstepladsen.
I 2023 – 39 år efter sangens udgivelse – skete det så endelig: 'Last Christmas!' ramte førstepladsen på den britiske hitliste for første gang nogensinde.
- Det var en stor skuffelse for os begge, da vi ikke nåede førstepladsen (i 1984) for i vores øjne, havde vi ramt plet, fortalte Andrew Ridgeley sidste år til The Guardian og fortsatte:
- George ville have været ved siden af sig selv af glæde over, at vi efter alle disse år endelig fik den førsteplads. Han sagde, at han skrev 'Last Christmas' med intentionen om at skrive et nummer ét-julehit. Nu er missionen lykkedes.
Men selvom rejsen mod førstepladsen var lang, så har Wham! alligevel nydt godt af sangens globale succes de seneste 40 år. Det anslås nemlig, at 'Last Christmas' hvert år indtjener omkring fire millioner i rettighedskroner.
Verdens bedste – og værste – julesang
Siden sin udgivelse for 40 år siden er 'Last Christmas' både blevet hyldet som én af musikhistoriens bedste julesange – og den absolut værste.
- At lytte til 'Last Christmas' er som at få dårligt smagende sirup hældt ud over dit hoved dråbe for dråbe, klagede radioværten Jon Solomon for år tilbage til mediet The Awl i en artikel, der kaldte sangen "den værste julesang, der nogensinde er blevet lavet".
Og at sangen stadig deler vandene, blev der endnu engang sat streg under i 2015.
Midt i sit radioprogram den 18. december indledte den østrigske radiovært Joe Kohlhofer nemlig en to timer lang "juleprotest", fordi han mente, at programmets lyttere ikke var i julestemning.
Derfor valgte Kohlhofer udelukkende at spille 'Last Christmas' om og om igen og havde endda spærret døren ind til studiet, så hverken hans medvært eller radioens producere kunne stoppe hans protest.
Op mod 100 lyttere ringede og klagede til radiostationen, men julevanviddet stoppede først, da radioværtens fireårige datter kom igennem på en telefon til studiet og fortalte sin far, at hun "ikke brød sig om sangen".
Joe Kohlhofer nåede at spille sangen hele 23 gange.
Netop fordi 'Last Christmas' både er så svær at komme udenom og – nok også fordi, sangen i den grad deler vandene – er der i dag gået sport i at se, hvor længe man kan undgå (ufrivilligt) at høre tonerne af den klassiske julebasker.
Fænoment hedder 'Whamageddon' og blev startet af en gruppe venner fra Aarhus i 2010. Siden da er legen blevet så populær, at folk uden for landets grænser også tager del i den, og internationale medier har skrevet om den.
Hvor mange gange du får hørt 'Last Christmas' – frivilligt eller ej – denne jul, må tiden vise, men med en plads i toppen af den danske hitliste er chancen – eller risikoen – nok stadig stor.
Dele af denne artikel udkom oprindeligt i 2021.