Mange bække små.
Det er hemmeligheden bag en stor opsparing, men det kan også være vejen til en bundløs gæld.
Det ved DJ'en Emil Lange alt om.
Hans skattegæld begyndte med småbeløb, men med årene voksede den sig kæmpestor.
Emil Lange husker ikke det præcise tal, måske var det i omegnen af 600.000, måske 700.000.
Men hans gæld nåede i hvert fald en størrelse på mere end en halv million kroner - vel at mærke til en tårnhøj rente.
- Det har været rigtig forfærdeligt faktisk. Der var en periode, hvor jeg ikke sov, og hvor jeg blev ligeglad med alt.
- Jeg glemte at gå til tandlæge og fik dårlige tænder. Det hele var bare lort, og jeg følte mig magtesløs, for gælden var blevet så stor, at jeg ikke følte, at jeg nogensinde kunne blive gældsfri. Det eneste, jeg kunne betale, var renterne.
Og sådan piskede Emil Lange rundt i et hamsterhjul af afdrag - uden, at gælden blev mindre.
Så er der nogen, der er motiveret til at ramme en økonomisk guldåre, er det Emil Lange. Og nu giver han det så et skud i programmet 'Emil Lange bliver rig'.
Han sælger hotdogs og solbriller og lader en natklub tatovere sit logo på hans underarm - alt sammen i pengegudens tjeneste.
Han vil opfinde en pengemaskine, for hans helt store drøm er at tjene penge, mens han sover, så han kan gøre det, han elsker allermest - at DJ'e - men uden være økonomisk afhængig af det.
Se, om det lykkes Emil at blive rig, på DRTV:
Begyndte, da han var 18
Men hvordan i alverden havnede Emil Lange i et bundløst økonomisk hul?
Det hele begyndte, da han var 18 år. Han var lige droppet ud af gymnasiet og havde netop fundet ud af, at han kunne tjene penge på sin helt store passion - at DJ'e på natklubber.
Euforien var enorm, da han kunne høste sit første honorar - der var bare ét problem: Fordi der var tale om såkaldt "B-indkomst", var han selv ansvarlig for at betale skat af dem.
Og det er altså et tungt ansvar at bære, når man er 18 år og hedder Emil Lange, så pengene fik hurtigt ben at gå på, og skattefar så ikke en krone.
- Når man er selvstændig eller honorarlønnet, skal man selv lægge halvdelen til side til skat, men det kunne jeg slet ikke administrere på det tidspunkt, siger Emil Lange.
Og ikke nok med det, han faldt også i en anden økonomisk fælde: kassekreditten.
Så snart han kunne, fik han sig et dankort med en kassekredit på 10.000, og fra den dag var der røde tal på bankkontoen, så Emil Lange turde ikke kigge på kontoen.
Tabubelagt - sagde det ikke til nogen
Sådan fortsatte han i syv år.
Gælden voksede og voksede, og Emil Langes turde hverken se gælden i øjnene eller sige højt, at han havde den.
- Jeg sagde det ikke til nogen. Eller, nogle af mine nærmeste venner vidste det, men jeg syntes, det var pinligt, at jeg ikke engang kunne finde ud af at lægge 10.000 til side, hvis jeg fik 20.000 i hånden, siger Emil Lange.
Han tog ikke tyren ved hornene, lå den hele tiden og rumsterede i hans baghoved.
- Der hang sådan en sort sky over mig konstant. Skat ringer ikke til en, men de sender breve og ting i e-boks. Og til sidst fik jeg angst for at åbne min postkasse eller e-boks, siger han.
Sådan fortsatte det - og sådan kunne det måske have fortsat længe endnu - hvis ikke det var fordi Emil Langes daværende kæreste til sidst greb ind.
- Hun blev sur på mig, og så ringede hun til Skat og lavede en afdragsordning, siger Emil Lange.
Forholdet brast, men afdragsordningen bestod, og situationen lærte Emil Lange en vigtig lektie: at det faktisk slet ikke var så farligt at ringe til Skat.
- De plejer at være fucking søde. Jeg synes altid, jeg får sådan en sød kvinde fra Jylland i røret, som gerne vil hjælpe. Det er dejligt, siger Emil Lange.
Lige blevet gældfri
I en alder af 25 begyndte Emil Lange at afdrage på gælden, som på det tidspunkt virkede håbløst stor.
Og da han for et par år siden fik fast arbejde som radiovært på P3, kom der fart på afdragene, for skattevæsenet skruede ifølge Emil lange hans skatteprocent op til 82 for at få afdragene i hus.
Det var medvirkende til, at han for nylig - i en alder af 31 - langt om længe kunne kalde sig gældfri. Og det var en stor dag.
- Det var, som om der faldt 3.000 kilo fra mine skuldre for første gang i 12 år. Det er den bedste følelse i værden at blive gældfri, siger Emil Lange.
Og følelsen var endnu større, første gang han fik penge tilbage i skat. Hidtil havde Skat nemlig inddraget overskydende skat til afdrag på gælden hvert år.
- Første gang, jeg fik penge tilbage i skat, blev jeg så lykkelig. Jeg ringede til min far og sagde: "Det her er aldrig sket før."
Sker for ildsjæle
Emil Lange er langtfra alene med de økonomiske problemer, som har hjemsøgt ham.
På den store klinge har vi danskere 150 milliarder kroner i gæld til det offentlige, og på den mindre kender Emil Lange mange andre musikere og kreative mennesker, som har stiftet skattegæld.
Emil Lange tror særligt, det er kreative mennesker og iværksættere, som går i fælden - fordi man indenfor disse fag selv skal betale b-skat.
Samtidig er der mange, der kun lige akkurat tjener nok til dagen og vejen på deres nyopstartede passionsprojekter. Og så er det altså svært at aflevere halvdelen til skat.
Der er da heller intet nyt i, at kunstnere kommer på kant med skattefar. Eksempelvis var det offentligt kendt, at Dan Turéll havde en halv million i skattegæld på grund af manglende betaling af b-skat.
Men i modsætning til Emil Lange kom den store forfatter aldrig af med sin gæld, og det sled på ham.
Emil Lange har et konkret tip, hvis du har stiftet skattegæld, og gerne vil af med den: grib knoglen.
- Ring til skat og lav en aftale. Der er ingen, der dunker dig i hovedet.
Det er altså lykkes Emil Lange at blive gældfri - men kan han også blive rig?
Få svaret i P3-serien 'Emil Lange bliver rig', som kan streames lige nu på DRTV.