Emma har skrevet ny tv-serie om stort tabu: 'Så må vi se, om jeg bliver cancelled'

Selvmordstanker er omdrejningspunktet i P3's nye serie 'Stadig ikke død'.

(Foto: © Privatfoto Grafik: Oliver Seppo)

Overspringshandlinger. Vi kender dem alle sammen.

Endeløse timer fanget af TikToks-algoritme. Eller en pludselig, ustyrlig lyst til at tømme opvaskemaskinen, støvsuge hytten og sortere i tøjskabet.

Men nogle gange er overspringshandlingerne ikke bare tidsfordriv, men kan faktisk vise sig at blive kimen til noget meget større.

Sådan gik det for manuskriptforfatter Emma Le Marc, da hun for år tilbage sad derhjemme og skrev speciale. I en pause fra skriveriet begyndte hun at lege med en idé til en tv-serie, der havde rumsteret i hendes hoved. Resten af dagen brugte hun foran tasterne, mens hendes idé rejste fra hovedet og ud på computerens hvide sider.

Specialet endte hun med at udskyde, men overspringshandlingen var godt givet ud. Her fem år senere er den spæde idé nemlig forvandlet til den nye fiktionsserie 'Stadig ikke død', der netop har haft premiere på DRTV.

Tidligere har 30-årige Emma Le Marc været involveret i børneserien 'Vitello' og biografhittet 'Bamse', men den nye serie er hendes debut som hovedforfatter.

- Folk fortæller mig, at det er lidt en big deal at få produceret sin egen serie så tidligt i ens karriere, og jeg øver mig også i bare at være glad og stolt. Men i virkeligheden synes jeg, det er vildt noieren og forfærdeligt, at så mange skal se det, jeg har arbejdet på i så mange år, siger med Emma Le Marc med et – lettere afværgende – grin.

Den svære balance og en 'konstant hovedpine'

Der er da også noget lidt ekstra på spil for Emma Le Marc, for 'Stadig ikke død' er ikke en hvilken som helst serie.

I serien møder vi nemlig den unge gymnasieelev Helga, der flere gange har forsøgt at tage sit eget liv. Hun ønsker stadig at tage sit eget liv og i løbet af seriens syv afsnit følger vi Helgas jagt på den "perfekte" måde at dø.

Og netop det, at seriens omdrejningspunkt er selvmord, har affødt mange udfordringer og grublerier for Emma Le Marc under arbejdet med den.

For hvor meget må selvmordet fylde? Hvor meget må man vise på skærmen? Og hvordan undgår man at skubbe tankerne i den gale retning hos de seere, der selv døjer med selvmordstanker?

- Det var en konstant hovedpine. Jeg havde ikke lyst til at være alt for berøringsangst omkring selvmords-begrebet, for det er jo dét, serien handler om. Men samtidig vidste jeg godt, at vi var nødt til at træde varsomt, siger Emma Le Marc.

Den rette balance var dog ikke let at finde. For mens der findes flere etiske retningslinjer for, hvordan journalister bør behandle emnet selvmord, er der ingen faste guidelines, når det gælder fiktion.

Derfor måtte Emma Le Marc stole på sin mavefornemmelse og opsætte sine egne dogmer for serien. Ét af dem var, at fortællingen ikke måtte blive for "overfladisk".

- I serien har Helga mistet sin tætte veninde, der er død i en ulykke, og savnet til hende er en af grundene til, at Helga ønsker at dø. Men det var meget vigtigt for mig, at det ikke kun var derfor. Jeg havde ikke lyst til at simplificere, hvor komplekst det er at være endt et sted, hvor man ønsker at tage sit eget liv. Det kan der være mange forskellige grunde til, siger Emma Le Marc om én af de mange overvejelser, hun havde under tilblivelsen af serien.

Tidligere har fiktionsserier som den danskproducerede 'Kamikaze' og Netflix-hittet '13 Reasons Why' fået kritik for deres måde at skildre selvmord og selvmordstanker på, og Emma Le Marc tør da heller ikke garantere, at hun og resten af holdet bag 'Stadig ikke død' har gjort alt perfekt i deres skildring af selvmord.

- Vi har helt sikkert også lavet nogle fejl undervejs, men vi er jo nødt til at kaste os ud i det og turde at fejle, så vi ikke får gjort selvmord til en tabubelagt ting, som ingen tør at røre ved. Nogen må være dem, der tør tage chancen og risikere at blive cancelled for at have skabt den serie. Så må vi jo se, om det bliver mig.

Alt imens hendes mor har travlt med at komme videre efter forældrenes nylige skilsmisse, og selv ikke lærerne på gymnasiet kan huske hendes navn, forsøger Helga, spillet af Alvilda Lyneborg Lassen, at komme sig over tabet af sin veninde Liva, der døde i en ulykke – en sorg, der kun gør Helgas selvmordstanker stærkere. (Foto: © MARTIN TOP JACOBSEN, DR)

En 'omvendt' selvmordsfortælling

Og nu skal du stoppe med at læse, hvis du ikke vil have spoilet en del af handlingen.

På ét punkt skiller serien sig nemlig særligt ud fra mange andre historier om selvmord. For alt imens hovedpersonen Helga leder efter en måde at dø på, ender hun – uforvarende – også langsomt med at genfinde meningen med tilværelsen.

Selv kalder Emma Le Marc serien for "en omvendt selvmordsfortælling".

- Jeg ville gerne inspirere folk til at vælge livet til. Så selvom Helga ønsker at dø, ender fortællingen faktisk med at handle om hendes vej tilbage til livet og de grunde til at leve, hun pludselig får øje på undervejs.

- Og det er den følelse, jeg håber, folk sidder tilbage med: at der findes mange grunde til at leve, og mange af dem har du måske ikke engang mødt endnu, forklarer manuskriptforfatteren.

Blandt hovedrollerne i 'Stadig ikke død' er 20-årige Albert Rosin Harson, der hele december har været aktuel i TV 2-julekalenderen 'Tinka og sjælens spejl'. I den nye serie spiller han gymnasieeleven Mads, der bruger det meste af sin tid i skolens bogkælder. (Foto: © MARTIN TOP JACOBSEN, DR)

Med serien håber hun også at kunne starte en samtale om selvmord og de mørke tanker, mange unge enten kæmper med lige nu eller tidligere har oplevet, men som ganske få tør tale højt om.

- Jeg har selv haft en periode, da jeg var yngre, hvor jeg endte et sted, der ikke var så rart at være. Og jeg tror, man ville blive overrasket over, hvor mange der faktisk har været dét sted, hvor man overvejer at gøre en ende på alting, siger Emma Le Marc og fortsætter:

- Da jeg spurgte mine venner, var der mange, der faktisk havde haft tanker om selvmord på et eller andet tidspunkt, men det er aldrig noget, vi har talt om, fordi selvmord er blevet et vildt farligt emne, som vi helst ikke vil tale om.

Emma Le Marc holder en kort tænkepause.

- Men hvis vi nu turde tale om de tanker, når de opstår, ville det måske i sidste ende stoppe nogen fra at nå til det punkt, hvor de faktisk forsøger at føre tankerne ud i livet. Det håber jeg, vi kan rykke bare en lille smule ved med den her serie.