En stikpille til eks-manden? Miley Cyrus' nye single har fået fans til at spærre øjnene op

Sangerinden er tilbage med ny musik og er mere troværdig og mindre kalkuleret end tidligere, lyder det fra P3-vært.

Miley Cyrus er ifølge P3-vært Nynne Givskov én af de mest undervurderede vokalister nogensinde: - Vi snakker slet ikke nok om, hvor vanvittigt hun synger, siger Givskov. (Foto: © Doug Benc, Copyright 2021 Associated Press)

Fra all American Disney-sweetheart til twerk og strap-ons.

Miley Cyrus' vilde rejse fra barnestjerne til voksent popikon er måske én af nyere tids vildeste transformationer.

Mange af os husker i hvert fald stadig den optræden til MTV Video Music Awards, hvor Cyrus – iført beigefarvet lakundertøj – twerkede intenst op ad Robin Thicke, der sang sit kontroversielle kæmpehit 'Blurred Lines'.

Den øjeblikkeligt ikoniske optræden fra 2013 blev leveret få uger før udgivelsen af Miley Cyrus' fjerde album 'Bangerz', der bød på gigantiske hits som 'We Can't Stop' og ikke mindst 'Wrecking Ball'.

Dermed var det definitivt farvel og tak til den Miley, der som blot 13-årig fik et kæmpe gennembrud som den søde, fiktive popstjerne Hannah Montana i Disney-serien af samme navn.

  • Twerk, sange med referencer til stoffer ('We Can't Stop') og sindssyge outfits var en del af pakken i 2013. Her optræder Miley Cyrus og Robin Thicke ved MTV Video Music Awards. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix Denmark)
  • Sådan her lærte verden Miley Cyrus at kende. Som sød "all American girl", hvis far er country-stjernen Billy Ray Cyrus (til højre) og som blev afsindig populær hos små piger i skikkelse af den fiktive popstjerne Hannah Montana. Her ses Cyrus og hendes far i 2009, da Miley var 16 år. (Foto: © ZIPI, Scanpix Denmark)
1 / 2

- På det tidspunkt skulle hun jo rydde bordet, og så har hun ellers modelleret den nye Miley Cyrus siden da, siger P3-vært Nynne Givskov og påpeger, at Cyrus efterfølgende har været igennem en mere dynamisk proces, hvor hun gradvist har fundet frem til en mere moden Miley.

En stikpille til eksmanden?

Nu er Miley Cyrus, der for få måneder siden fyldte 30 år, så aktuel med ny musik. Singlen 'Flowers' udkommer nemlig i dag, og den 10. marts lander albummet 'Endless Summer Vacation'.

I dag skriver vi som bekendt den 13. januar, og datoen har fået mange på nettet til at spekulere i, om det er helt bevidst, at Miley Cyrus' nye single lander på netop denne dato.

Det er nemlig hendes eksmand, Hollywood-stjernen Liam Hemsworths, fødselsdag.

Samtidig kan man se overskriften 'New year, new Miley' på Miley Cyrus-plakater verden over. Plakaterne har også linjer som "I can take myself dancing", "I can by myself flowers", "I can love me better than you can" og "I can hold my own hand" - sætninger fra omkvædet til 'Flowers'.

Og ifølge Nynne Givskov er det da også helt tydeligt, at 'Flowers' handler om Cyrus' forhold til Liam Hemsworth:

- Det er ret åbenlyst. Hun synger for eksempel 'built a home and watched it burn', og hvor mange er det lige, der har oplevet, at deres hus brændte ned?

Cyrus' og Hemsworths fælles hjem brændte ned i de voldsomme skovbrande, der hærgede Californien i 2018.

Miley Cyrus og Liam Hemsworth har datet on/off siden 2009. I 2018 blev de gift, men blot otte måneder senere fortalte de, at de skulle separeres. Cyrus har tidligere defineret sig selv som panseksuel og queer og har datet både mænd og kvinder. (Foto: © zz/Doug Peters/STAR MAX/IPx, zz/Doug Peters/STAR MAX/IPx)

Nynne Givskov kan dog godt lide den lille stikpille, det er, at 'Flowers' udkommer på eksmandens fødselsdag.

- Det er en del af en lidt sjov tendens, hvor vi også for nylig så, at Lana Del Rey havde købt én enkelt, stor reklameplakat, der skulle reklamere for hendes nye album. Og den plakat var så tilfældigvis i hendes ekskærestes hjemby.

Mere autentisk end nogensinde før

Spørger man Nynne Givskov er popstjernen i dag langt mere autentisk og troværdig end nogensinde før.

- Dengang med 'Bangerz' var det en professionel beslutning, og der var måske skruet lidt for meget op i forhold til, hvad folk kunne følge med i. Men det var dér, hun skulle sparke døren ind, og der fik den hellere for meget end for lidt. Det var lidt kalkuleret.

- Siden da har hun brugt tiden på at justere det hele.

Miley Cyrus syrede totalt ud med albummet 'Miley Cyrus & Her Dead Petz' fra 2015, som blev til i samarbejde med det alternative rockband The Flaming Lips. På turnéen, der ledsagede albummet, optrådte hun blandt andet iført strap on-penis og kunstige bryster. (Foto: © Barry Brecheisen, Barry Brecheisen/Invision/AP)

Og netop derfor mener Nynne Givskov, at det fungerer for Miley Cyrus, når hun dyrker vidt forskellige sider af sig selv.

Både de country-rødder, hun har fra sin far, countrymusikeren Billy Ray Cyrus, og gudmoren Dolly Parton, men også det rockede og alternative musikalske univers, som når hun samarbejder om med The Flaming Lips og David Byrne.

- Hun holder fast i det hele, fordi hun synes, det er nice, og hun er ligeglad med genrer. Hun kommer jo ikke på hitlisterne med alle sine samarbejder, og derfor er det dejligt, fordi hun formår at virke autentisk.

Selvom Givskov synes, at 'Flowers' er en anelse strømlinet, glæder hun sig alligevel til det kommende album 'Endless Summer Vacation'.

- Men hendes tagline om 'New year, new Miley' handler vist mere om tematikken end musikken, for der er nok ikke sket noget helt nyt.