Er du endt i 'friendzone'? Her er ekspertens råd til at komme ud af den berygtede vennefælde

Du skal skrue op for romantikken, hvis du vil være mere end bare venner med din date, mener eksperten.

Venner eller mere? Det er spørgsmålet! (Foto: © Grafik: Oliver Seppo)

- Vi skal også passe på, vi ikke friendzoner hinanden.

Sådan lyder formaningen mellem parret Lasse og Rikke, der er blevet matchet i den nye sæson af datingprogrammet 'Matchet på Mælkevejen'.

For mens der bøvses, highfives og bliver kastet om sig med fjollede jokes og sarkastiske stikpiller, så kniber det med at få sat kog under romancen og intimiteten mellem de to date-aspiranter.

- Jeg tror, vi begge to er bevidste om, at vi er på vej til at friendzone hinanden, så det kan da godt være, vi skal prøve at give den lidt mere gas med romantikken, lyder det fra Lasse i sjette afsnit af datingeksperimentet.

Se Lasse og Rikke tale om faren for friendzone:

Og dét kan han meget vel have ret i.

For vil man kæmpe sig ud af den famøse datingzone, hvor man er blevet mere pals end potentielle partnere, så handler det blandt andet om at skrue op for romantikken og komme ud af sin komfortzone.

Men hvordan gør man så dét?

Vi allierede os med sexolog og forfatter Sara Skaarup for at blive lidt klogere på den berømte og berygtede friendzone – og om den egentlig er så "farlig", som vi går og tror.

Hej Sara!

Hvorfor kan det være så svært at komme ud af friendzonen?

- Fordi det er nemmere at fortsætte på det venskabelige, fjollede, hø-hø-agtige plan, hvor man hygger sig, fremfor at risikere at ødelægge venskabet ved at trække det i en ny retning.

- Jeg møder tit folk, der har kendt hinanden længe, hvor begge egentlig har været interesseret i mere, men begge parter har været for stor en kylling til at lave et move på den anden. Og det er jo superærgerligt.

Hvad skal man så gøre?

- Man skal tage sagen i egen hånd, for man kan ikke rigtig komme til next level eller bryde ud af friendzonen, med mindre man er virkelig parat til at risikere noget.

- Det er jo enormt sårbart, for man kan ikke være sikker på, om den anden har det på samme måde, og derfor kan venskabet godt blive en selvbeskyttelseszone. Men hvis man blot går og venter på, at den anden tager teten, så sker der aldrig noget.

Har du nogle konkrete tips til, hvordan man kan trække relationen i en mere romantisk retning?

- Man kan selvfølgelig tage det store spring og sige det direkte: "Hvad siger du? Skal vi prøve noget mere? Skal vi ikke tage på en rigtig date?".

- Men man kan også tage nogle små skridt og forsøge at gøre sine signaler lidt tydeligere overfor den anden. Måske bringe nogle emner på banen, I ikke normalt taler om. Foreslå at lave noget, I ikke plejer. Eller måske begynde at røre ved den anden på en anden måde.

- Det handler egentlig bare om, at man trækker tingene en lille smule over i det romantiske. Man skal vise den anden, at man gerne vil opgradere relationen. Hvis man altid bare bestiller en pizza, når man er sammen, så prøv måske at invitere den anden på en ægte "scoremiddag".

- Eller hvis man altid har det vildt sjovt og plejer at joke en masse, så kan man for eksempel åbne op og fortælle noget sårbart om sig selv. Det er måske ikke umiddelbart super sexet, men det giver en fortrolighed og viser, at man tør åbne sig overfor den anden.

Nogle gange kan man måske føle, at man er endt i friendzone, fordi man ikke har fået kysset eller haft sex "hurtigt nok". Kan man ændre på det?

- Der skal selvfølgelig være en seksuel tiltrækning, før man er et match rent romantisk. Men hvis det er, fordi man har svært ved det intime, eller bare er lidt langsom i optrækket, synes jeg, man skal sige det højt: "Jeg synes, du er vildt dejlig, men jeg tager lidt tid omkring alt det intime. Har du lyst til at fortsætte med at mødes og tage tingene lidt roligt?".

- Man kan jo godt risikere, at ens date tænker: "Alle de andre, jeg har datet, kyssede mig på første date, så hvis det ikke også sker nu, så er der jo ikke nogen kemi." Men når man får sagt højt, at man bare er lidt langsom til den slags, så får man den bekymring afmonteret hos den anden.

- Der kan også være noget fint i at tage tingene lidt langsomt. Så får det også lov til at være lidt særligt, når man endelig tager hinanden i hånden for første gang eller tager med den anden hjem.

Matchet på Mælkevejen

Hvis nu hvis den anden simpelthen bare ikke har lyst til at være mere end venner. Skal man så lægge venskabet i graven, eller kan man fortsætte som venner?

- Dér må man mærke efter, hvordan man selv har det. Hvis man godt kan æde den skuffelse og sige: "Okay, jeg kan stadig have glæde af at være sammen med dig som venner," så kan man jo prøve at fortsætte.

- Men det er ikke sundt at gå rundt og slikke sine sår i hemmelighed og være ulykkeligt forelsket. Hvis man skal være reelle venner, så kan man ikke have den slags hemmeligheder for hinanden.

Men vil det sige, at hvis man havner i friendzone, så kan man allerede glemme alt om, at det skal udvikle sig romantisk?

- Nej. Jeg synes egentlig tit, at begrebet friendzone bliver misforstået lidt, for i virkeligheden kan et venskab være et virkelig godt fundament for at blive kærester.

På hvilken måde?

- I venskabet lærer man hinanden at kende og bliver komfortabel omkring hinanden på en helt anden måde. Hvis begge parter fra starten føler, at der er en romantisk kemi, viser man sig kun fra sine mest attraktive sider. Men når man "bare" er venner, har man paraderne længere nede og tør også åbne op, når tingene bliver svære. På den måde får man opbygget en større tillid til den anden.

- I forhold, der varer længere tid, er venskabet faktisk en enormt stor del af kærligheden. Følelsen af, at man har hinandens ryg, og at man er ikke bare nogen, der følges ad, når tingene er sjove og fede, men faktisk også passer på hinanden, når tingene bliver svære.

Så det, du siger, er, at friendzone faktisk kan være en god ting?

- Man kan i hvert fald godt forsøge at synke lidt ned i friendzonen og sige: "Okay, vi hygger os, lad os se, om det kan udvikle sig." Den dér med, at man skal kunne mærke Amors pil med det samme, den holder altså ikke. Måske er man bare ved at varme op til en forelskelse. Nogle af de større følelser kan godt tage lidt længere tid om at komme frem til overfladen.

- Så har man fundet en, man hygger sig med, har noget interessant at tale med om, og som griner af de samme jokes... Hvorfor så ikke dyrke det og så se, om der kommer noget andet ud af det? Lad det udvikle sig i stedet for at give relationen en kategori med det samme.

Så… Måske skal vi faktisk bare skrotte begrebet friendzone?

- Ja, det synes jeg, vi burde. For ja, måske er I bare venner, men det kan lige så godt være starten på et blomstrende forhold.