Er du også presset i dag? Sådan overlever du 1. januar

Drop nytårsforsæt, når du skal klare dig igennem året første måned, lyder det fra en sundhedsekspert.

I dag er årets måske værste dag. Og samtidig er det den første dag i det nye år.

For mange er 1. januar nemlig lig med tømmermænd, ondt i hovedet og måske også samvittigheden.

Men hvordan får man en dehydreret krop, junk food og hovedpinepiller til at rime på semi-hellige Instagram-opslag om "new year, new me", nytårsforsæt og måske ambitioner om en hvid (altså alkoholfri) januar?

Det guider vi dig til i denne artikel, hvor ekspert i sundhedspsykologi og ernæring og direktør for Madmentoruddannelsen Marie Steenberger giver gode tips.

For det er ikke bare dagens nytårs-tømmermænd, du skal deale med.

Januar er nemlig en lang, kold og mørk måned fuld af mange - måske tomme - løfter om mindre alkohol, mere sund mad, mere motion, mindre klimabelastning og så videre. Løfter, der måske kan medvirke til at presse os mentalt, fordi vi har for høje forventninger til os selv.

Så hvordan kommer du igennem året første og måske værste måned? Vi giver ordet til Marie Steenberger

1

Tømmermænd

Hvis hovedet dunker og føles ekstra tungt i dag, er der ikke noget at sige til, at du drømmer om sodavand og junk food, fortæller Marie Steenberger.

- Alkohol er vanddrivende, og derfor påvirker det saltbalancen i kroppen.

- Leveren, der normalt nedbryder glukose til blodet for at holde blodsukkeret stabilt, bruger al sin krudt på at nedbryde alkohol. Det vil sige, at blodsukkeret kan være lavt, når man vågner efter en våd nat. Det er derfor godt at få både salt og sukker for at genoprette balance i kroppen.

- Så det giver altså mening, at vi craver McDonald's, da sådan en menu giver både fedt, salt og sukker. Sukker kan vi også få fra søde ting som sodavand, der er hurtigomsættende kulhydrater. Og det giver god mening, når blodsukkeret er lavt, hvilket det bliver, når vi har drukket.

- Kroppen skal bare have salt og sukker, og den er ligeglad med, hvor det kommer fra. Om det er sushi, McDonald's eller kyllingesuppe. Men sundhedsmæssigt er kyllingesuppe selvfølgelig bedre end McDonald's, og man kan putte en masse salt og grøntsager i, der giver god smag.

Udover junk food har du nok allermest lyst til bare at ligge på sofaen hele dagen i dag. Og det skal du slet ikke have dårlig samvittighed over, fastslår Marie Steenberger.

- Intet tyder på, at en gåtur forbrænder alkoholen hurtigere end at ligge på sofaen. Så der er ikke så meget, du kan gøre, udover at sove det ud, få noget godt at spise og lade kroppen gøre det, den skal. For leveren forbrænder alkohol i sit eget tempo.

- Du har måske slemme tømmermænd, fordi du har blandet en masse typer alkohol som shots, øl og vin. Mørkt alkohol som mørk øl og rødvin er desuden værre end lyst som hvidvin og lys øl. Så det er bedst, hvis du har holdt dig til lyst alkohol.

- Rygning gør også tømmermændene ekstra slemme, fordi det giver hovedpine.

- Det, du kan gøre, er at drikke vand undervejs, eventuelt mellem hver glas alkohol, for så undgår du at dehydrere og forskyde saltbalancen. Og så er der det gode gamle husmoderråd om at tage en hovedpinepille, inden man går i seng. Det kan også virke.

2

Sundhed og motion

Har du nytårsforsætter om slankekur, en masse besøg i fitnesscentret eller planer om en såkaldt hvid januar helt uden alkohol? Måske skal du i så fald skrue lidt ned for ambitionerne, mener Marie Steenberger.

- Mange tænker, at de skal være sunde i januar som konsekvens af al den lækre julemad og alkohol, de har indtaget i december. Men så er en af fælderne, man kan falde i, at man simpelthen bliver alt for restriktiv og for sund, og det bliver for kedeligt på tallerkenen. Og det kan måske kun holde to-tre uger.

- Der er mange store studier om slankekure, som viser, at ni ud af ti ikke virker, fordi de simpelthen er for restriktive.

- Derfor er mit bedste tip at vende tilbage til den almindelige hverdag, som du var i, inden december-godterne begyndte. For hverdagen varer 365 dage om året, og her gælder det så om at spise lidt flere grøntsager, end du gjorde i december, måske kun drikke én gang om ugen og at dyrke det motion, du plejer.

- Du bør altså fokusere på en hverdag, som ikke kræver alle mulige mærkelige krumspring.

3

Det mentale helbred

Det indre, mentale pres, som måske kan forplante sig i dig på grund af nytårsforsætter og løfter til dig selv, lander ifølge Marie Steenberger først lidt senere end i januar.

- I januar er folk motiverede og har et stort drive. Måske oplever de også et high, hvis de har tabt sig en lille smule.

- Men den mentale stress slår ind, når slankekuren og nytårsforsættet ikke virker. Og når hverdagen sætter ind, begynder selvkritikken og skylden og skammen over, at man ikke kan leve så ekstremt eller leve op til sit nytårsforsæt. Og så giver vi helt slip.

- Derfor handler det om ikke at leve i ekstremerne, men bare om at komme tilbage til hverdagen med lidt flere grøntsager og løbeture. Så er det et succeskriterium.

- Vi har en tendens til at skubbe tilfredsheden foran os og have mål om en dag at få en slank krop, succes på jobbet og i kærlighedslivet for eksempel. Men måske skal vi leve et liv, som er mere værdi- end målbaseret.

- Derfor bør du være bevidst om, hvilke værdier der er vigtige at leve efter i dit liv. Er det selvomsorg, familie, balanceret sundhed, karriere? Og matcher dine handlinger dine værdier i løbet af januar?

- Hvis du for eksempel fokuserer på selvomsorg og balance, men går på hardcore slankekur, så harmonerer dine handlinger og værdier jo ikke.

- Du skal altså tage nogle nye briller på, som ikke bare er nytårsforsæt-briller. Find ud af hvilken værdi der er vigtigst for dig i det nye år. Hvordan vil det se ud i hverdagen? Og hvordan kan du gøre det så konkret som mulig?