Freja tatoverer sig selv. Blækket afslører en historie, der vendte op og ned på hendes liv

18-årige Freja blev udsat for en voldtægt, der gav hende ar både fysisk og psykisk.

(Foto: © Andreas Bro, DR)

Jeg fik min første tatovering, da jeg var 15-16 år. Jeg ville gerne prøve det, og både min mor og far har tatoveringer, så jeg har altid gerne selv ville have dem.

Jeg har 25-30 tatoveringer, og jeg har selv lavet omkring fem af dem.

Den, der betyder mest, er min Medusa-tatovering på låret. Historien med Medusa er nemlig, at hun er blevet voldtaget, og så får hun nogle kræfter, som gør, at hun kan gøre mænd til sten. Så kunne hun beskytte sig selv på den måde. Det var den bagtanke, jeg havde, da jeg fik den lavet.

  • Medusa er en figur fra græsk mytologi, hvis hår er lavet af slanger. Hendes ansigt pryder Frejas lår. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Sommerfuglen på brystet er endnu en af Frejas yndlingstatoveringer. "Jeg kan godt lide betydningen med at være fri og ikke have nogle bekymringer. Og sommerfuglen flyver jo bare rundt og hygger sig". (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Freja har selv lavet denne tatovering, der viser "999", når andre ser den på hendes knæ. Når hun selv ser den, står der "666", og derfor udtrykker den to forskellige ting. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Svampen på højre overarm symboliserer det stofmisbrug, som Freja tidligere har kæmpet med, men som hun nu er ude af. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Freja har også en række piercinger både i næsen og ørene. Nogle af dem i ørene har hun selv lavet. (Foto: © Andreas Bro, DR)
1 / 5

Da jeg var 15 år, blev jeg voldtaget. Jeg var på vej hjem fra en fest med en veninde, og vi havde aftalt at sove sammen. Vi gik ned ad en sti, men for enden ad stien, opdagede hun, at hun havde glemt sin taske. Hun gik tilbage for at hente den, og jeg gik bare hjem.

Jeg nåede lidt ned ad stien, men blev hevet tilbage i halskæden og smidt ned på jorden. Så begyndte en fyr at rive i mit tøj, og jeg blev holdt fast af to andre gutter. Jeg kunne slet ikke bevæge mig. Da han var færdig, skyndte han sig væk sammen med de andre.

Tværs: Freja elsker smerte

Jeg var lidt forvirret over, hvad der lige var sket. Jeg tog bare mine bukser på igen og gik hjem.

Der var bare ikke nogen, der skulle vide det. Jeg følte, at jeg havde det bedst ved at holde det for mig selv. Jeg havde ikke lyst til at fortælle det til veninder, min mor eller andre. Jeg ville jo ikke gøre nogen kede af det, og jeg ville ikke have, at nogen skulle se på mig anderledes.

Voldtægten fandt sted, da Freja var 15 år. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Jeg begyndte at cutte, fordi det gjorde for ondt at tænke på noget indeni. Så ved at påføre mig selv smerte fysisk, gjorde det ikke så ondt. Det var for at straffe mig selv, fordi jeg var blevet voldtaget. Det var min skyld, syntes jeg dengang. Så jeg fik det bedre, når jeg havde cuttet.

Min roomie på efterskolen opdagede, at jeg har cuttet. Hun fortalte det til min kontaktlærer, og så skulle jeg ind og snakke med forstanderen. Jeg blev sendt hjem på grund af aktiv selvskade og kom tilbage to dage efter. Så skulle jeg love dem, at jeg var stoppet.

Hvis jeg skulle barbere mig, skulle jeg bede om en skraber. Jeg måtte heller ikke have en blyantspidser, så jeg havde stiftblyanter. Og sakse måtte vi heller ikke have på vores værelse.

Jeg var til en masse samtaler og begyndte også til psykolog. Det hjalp sindssygt meget.

Freja deler hjem med sin mor, papfar, lillebror og lillesøster. Frejas egen kæreste flyttede også ind hos familien for et halvt år siden. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Senere begyndte jeg at få tatoveringer. Jeg fik dem både, fordi jeg synes, det er mega smuk udsmykning, og fordi jeg havde manglet smerten, efter jeg var holdt op med at cutte. Så i stedet for at skære i mig selv med en kniv, var det lidt nemmere og pænere at få en tatovering.

Samtidig med at jeg fik tatoveringer og piercinger, begyndte jeg at gå mere i drengetøj, større bukser og blev karseklippet. Så folk ikke rigtig kunne se, hvem jeg var. Jeg så lidt mere farlig ud, så jeg var nok ikke den person, man havde lyst til at gå hen til allerførst.

Mine veninder på efterskolen syntes, det så fedt ud, men jeg havde en rigtig god veninde, som var sådan: "Hvorfor gjorde du det egentlig, hvorfor ville du gerne være karseklippet, Freja?!" Så åbnede jeg op for hende om voldtægten, og så blev det nemmere at fortælle det til mine andre veninder også.

Men det var først lang tid efter, at jeg fortalte noget til min mor. Jeg ville ikke gøre hende ked af det.

Det påvirkede mig selvfølgelig ikke at sige noget til hende, for vi har altid haft et meget tæt forhold og kunnet fortælle hinanden alt – også de hårde ting.

Min veninde havde rigtig mange gange sagt til mig, at jeg snart burde fortælle det til min mor. Hun havde altid sagt til mig: "Freja, nu er det nu". Og til sidst valgte jeg at lytte til hende. Det har hjulpet en hel del.

Jeg var rigtig glad for den måde, min mor tog det på. Der var jo intet bad blood efterfølgende overhovedet. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde frygtet.

Jeg ville gerne have sagt det til hende før, men jeg tror også, det var godt, at jeg ventede, for jeg var ikke klar til at sige det før. Nu var jeg nået til det punkt, hvor jeg vidste, at det ikke var min skyld længe.

Freja har efterhånden fortalt om overgrebet til de fleste i hendes omgangskreds. Det er blandt andet veninder og psykologer, der har hjulpet hende frem til konklusionen om, at hun ikke selv var skyld i det. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Jeg har tit tænkt på alle de scenarier, hvor jeg kunne redde mig selv ud af det. Hvis jeg bare var gået med min veninde tilbage. Hvis vi havde været to. Hvis hun ikke havde glemt sin taske. Hvis vi bare var blevet et kvarter længere, gået en anden vej hjem, eller gået tidligere fra festen, så var det nok ikke sket.

Men jeg bebrejder ikke mig selv længere. Jeg har snakket så meget om det og fået så meget info om det, hvor jeg tænker, at det kraftedeme ikke kan være min skyld. Det er jo ikke mig, der er noget galt med. Det er dem. Der er et eller andet fuldstændig fucked up i hovedet på dem. Jeg ved godt, at det ikke er normalt, at man gør sådan noget.

Jeg ved godt, at det ikke er min skyld, og det aldrig kunnet være min skyld.

I dag er Freja glad, og når hun ikke går i skole, bruger sin fritid på venner, lektier og at sove. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Det har hjulpet at kunne komme videre fra det, blive glad igen og få et smil på.

I dag har jeg det godt. Man kan sagtens komme igennem det uden at jorden skælver, og alt falder fra hinanden.

Jeg går på HF og bliver student til sommer. Bagefter vil jeg gerne have et sabbatår. Så skal jeg muligvis i værnepligt, og så tænker jeg, at jeg skal ind til politiet eller være mekaniker.

Jeg har fået nogle mennesker omkring mig, som er der for mig, og som har hjulpet mig virkelig godt igennem det.